ANMELDELSE: Angela – et radiospil af Mark Ravenhill ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Mark Ravenhills selvbiografiske skuespil Angela, der præsenteres som en del af Sound Stage – en ny digital lydteaterplatform.

Mark Ravenhill med sit filmkamera i 1971. Foto: Mark Ravenhill Angela Angela. Streaming: 26.-28. marts & 1.-2. april (alle forestillinger kl. 19.00 undtagen d. 28. marts kl. 16.00) - www.pitlochryfestivaltheatre.com og www.lyceum.org.uk

4 stjerner

Angela er det første stykke i åbningssæsonen på Sound Stage, en ny online lydteaterplatform præsenteret af Pitlochry Festival Theatre, Royal Lyceum Theatre og Naked Productions, og det er Mark Ravenhills første selvbiografiske værk. Som 84-årig og ramt af demens ser Ravenhills mor, Angela, tilbage på sit liv. Hun kæmper med minderne, mens hun reflekterer over udfordringerne ved at blive mor og datteren, hun mistede til en spontan abort. Som en ramme om stykket hører vi om Marks livslange kærlighed til ballet og hans forsøg på selv at lære det i 50-årsalderen. Det er skrevet med et åbent hjerte, både smukt og gribende, og tager os direkte ind i Angelas forvirrede sind, der dog indimellem gennemlyses af en rystende klarhed.

Mark Ravenhill som baby i 1967 med sin mor Angela og sin far Ted. Foto: Mark Ravenhill Angela

I centrum for hendes erindringer står Marks barndomsforelskelse i balletfilmatiseringen af Beatrix Potters fortællinger, særligt Jemima Puddleduck – et minde Mark havde begravet, men som dukkede op igen, da hans mor gik bort, og han begyndte at skrive stykket. (Han var tilsyneladende ret krævende, når han ville genskabe Jemimas dans, og blev aldrig helt tilfreds med hendes kreationer: “Han ville altid have mere!”). Hans far, Ted, læser historier for ham og står for badetidssituationerne, og kærligheden stråler ud af hver eneste linje i dette stykke. Et fremragende cast skaber stærke indre billeder, mens man lytter: Mark i sit Jemima-kostume, hans far der filmer ham, hendes kærlighed til amatørteater og valnøddekage. Pam Ferris er vidunderlig som den ældre Angela; hun indvier lytteren i sin fortrolighed og sin forvirring, glemmer til tider at hun har en søn og længes efter den datter, hun tabte, men efterlader alligevel et portræt af en stærk kvinde. Toby Jones leverer en følsom og stærk Ted, der er en konstant støtte gennem det hele.

Ravenhills historie er præfekt struktureret og smukt instrueret af Polly Thomas. Selvom værket er personligt og selvbiografisk, er der mange scener, der vil vække genklang hos lytteren. Min egen mor led af demens i sine sidste år, og selvom min oplevelse var anderledes, var der mange øjeblikke, jeg genkendte. Stykket er viger ikke tilbage for at skildre demensens brutalitet, men kærlighed, venlighed og omsorg skinner altid igennem. Det er et smukt og uforglemmeligt værk fra hele kompagniet.