ANMELDELSE: Carmen, Grimeborn Festival på Arcola Theatre ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Carmen, præsenteret ved Grimeborn-festivalen på Arcola Theatre.

Felicity Buckland Carmen

Grimeborn Festival

Arcola Theatre

9. august 2022

4 stjerner

En af de mest forfriskende sider ved Grimeborn-festivalens tilgang er villigheden til at give selv de mest kendte operaer en komplet overhaling. Disse store mesterværker er robuste nok til at bære det, og resultatet giver kendere mulighed for at se materialet i et nyt lys – og, hvad der er endnu vigtigere, tilbyder en lettilgængelig indgang for fremtidens operagængere.

Denne gang er turen kommet til Carmen, hvor vi skifter Sevillas lune gader ud med et helt almindeligt supermarked. Her er Carmen en kedsommelig kassedame, Jose er sikkerhedsvagt, og Escamillo er en selviscenesættende TikTok-influencer. Micaëla er ligeledes flyttet ind i de sociale mediers tidsalder som en af hans ivrige følgere. Handlingen og partituret er forkortet til en time, og akkompagnementet består af harmonika, fagot og violin – en kombination, der ser utilstrækkelig ud på papiret, men som faktisk fungerede fremragende som erstatning for et orkester. Teksten er omskrevet til et vittigt, moderne engelsk (skønt overtekster stadig ville have hjulpet visse steder). Enkelte rekvisitter antyder de forskellige lokationer på minimalistisk vis.

Nick Morris og Claire Wild

Det afgørende her er, at de følelsesmæssige poler i handlingen føres trofast over fra originalen til denne opdaterede version. Instruktør Joanna Turner udforsker til fulde feminismen, den giftige maskulinitet og den generelle psykologiske manipulation på alle sider, som i den grad er til stede i Bizets original. Jonathan Cooke formidler levende Joses usikkerhed og jalousi. Felicity Buckland portrætterer beundringsværdigt Carmens selvstændighed og hendes øje for den næste store chance. Nicholas Morris er mere forelsket i sin telefon end i noget eller nogen anden – men det er helt i tråd med originalens narcissistiske tyrefægter. Claire Wild er en langt mere slagkraftig Micaëla end sædvanligt, og det er endnu et plus ved produktionen, at den victorianske falske beskedenhed fra originalen er pillet væk. Dette skaber en bedre balance i samspillet mellem de fire centrale karakterer. Mit eneste forbehold – som måske løser sig i takt med, at forestillingerne skrider frem – er, at noget af sangen simpelthen var for kraftig til det relativt intime lokale i Studio 1 på Arcola. Her er "less" ofte "more".

Claire Wild og Jonathan Cooke Alle de velkendte melodier er her, og undertiden i mere effektive arrangementer for hele ensemblet eller mindre grupper. Jeg følte ikke, at jeg savnede specifikke numre, bortset fra det sociale mylder hos Lillas Pastia. Teksten er ordrig, men de nye ord passer for det meste elegant til noderne uden at skabe særlige problemer for sangerne. De oprindelige orkestermellemspil er begavet omarrangeret til at dække over pauseskift, selvom jeg føler, at karaktererne godt kunne have fået lidt mere at tage sig til end blot at vandre rundt. Forestillingens store styrke er overordnet set det selvsikre samspil mellem samtlige medvirkende. Leo Geyer på fagot gav et par stikord til sangere og musikere, men ellers var der ikke brug for en dirigent til at styre tropperne. Baseless Fabric Theatre er i sandhed tæt vævet! GRIMEBORN FESTIVAL HJEMMESIDE

Læs også anmeldelsen af Black El Payoso The Clown Grimeborn på Arcola Theatre