ANMELDELSE: Cyrano De Bergerac, Playhouse Theatre London ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Edmond Rostands Cyrano de Bergerac, præsenteret af Jamie Lloyd Company på Playhouse Theatre i London.

James McAvoy i Cyrano de Bergerac. Foto: Marc Brenner Cyrano de Bergerac

Playhouse Theatre, London.

6. december 2019

4 stjerner

Bestil billetter Jamie Lloyd Company indleder deres etårige residens på Playhouse Theatre med en levende genfortælling af Edmond Rostands klassiker Cyrano de Bergerac. Historien, som er bearbejdet i mange genrer – herunder den berømte film Roxanne med Steve Martin – handler om Cyranos ulykkelige kærlighed til Roxanne. Alt kompliceres af hans store næse, der gør ham overbevist om sit eget "grimme" ydre, og situationen forværres, da hun forelsker sig i Christian. Da hun værdsætter ord højere end udseende, lægger soldaten og poeten Cyrano romantiske ord i munden på Christian og forfatter breve i hans navn, mens de er i krig. Da det er Jamie Lloyd – manden bag den fantastiske Pinter at the Pinter-sæson og årets opsætning af Evita i Regent’s Park – ved vi, at vi kan forvente en radikal bearbejdning af teksten. Hvad jeg ikke forventede, var en beatbox-version i en minimalistisk opsætning, der sætter Martin Crimps fremragende tekst i centrum. Det er radikalt, overraskende og genialt.

Anita Joy Uwajeh som Roxanne. Foto: Marc Brenner

Den minimalistiske tilgang gælder også scenografi og kostumer, og denne Cyrano har ingen næseprotese. Med James McAvoy i rollen virkede det i starten lidt foruroligende; han har det smukke ansigt, vi kender fra skærmen. Men som stykket skrider frem og stilen etableres, fanger han perfekt rollens kompleksitet – fra arrogance og bravado til det sårbare og romantiske. Han gnistrer af energi. Anita Joy Uwajeh er en fremragende Roxanne, slagfærdig og stærk i sit oprør mod samfundets forventninger. (Selvom stykket foregår i 1640, gør den moderne vinkel, at Crimp og kompagniet kan udfordre det mandlige blik på kvinden – faktisk er det her den afklædte mandekrop, vi betragter). Eben Figueiredo spiller Christian med en selvsikker attitude, der giver plads til hans sårbarhed i kærligheden, og Michelle Austin er formidabel som vers-dronningen og caféejeren Leila, der fungerer som en skarp fortæller og observatør. Som hindringen for den sande kærlighed er Tom Edden fremragende som De Guiche, der forsøger at manipulere Roxanne til ægteskab – og han er hylende morsom, da han kaster sig ud i sit eget forsøg på rap!

Anita Joy Uwajeh (Roxanne), Eben Figueiredo (Christian) og James McAvoy (Cyrano). Foto: Marc Brenner

Hvert minut af denne produktion syder af opfindsomhed, og hver scene adskiller sig fra den forrige. Forførelsesscenen via brev, udspillet på blot fire orange plastikstole, er hylende morsom, mens anden akt er dybt bevægende. Første akt føles en anelse lang; de metateatralske greb, hvor castet presser på for at komme i gang med selve stykket, afspejlede min egen lille frustration over, at det tager tid at komme op i gear – der kunne godt være skåret lidt i spilletiden. Purister vil måske også stejle over bearbejdelsen, men for et stykke, hvor vægten ligger på poesi og kærlighed, er det helt rigtigt, at den egentlige stjerne er Crimps ord, som fylder salen og bjergtager publikum. Det talte ord holder vers-dramaet i live, og dette er absolut en forestilling, der skal ses og nydes!

BESTIL BILLETTER TIL CYRANO DE BERGERAC HER