ANMELDELSE: Dear England, National Theatre London ✭✭✭

Paul T Davies anmelder James Grahams skuespil Dear England, som nu spiller på National Theatre.

Joseph Fiennes (Gareth Southgate) og Dear England-ensemblet. Foto: Marc Brenner Dear England.

National Theatre

20. juni 2023

3 stjerner

Bestil billetter

For en god ordens skyld – jeg er waliser og har ingen interesse for fodbold. Så kan et stykke om Gareth Southgate og hans stille regenerering af det engelske landshold overhovedet underholde og fange mig? Ja, det kan det, for det er fantastisk iscenesat med mange smukke øjeblikke fra "the beautiful game", og Rupert Goolds elektrificerende instruktion fylder den enorme Olivier-sal med energi. Es Devlin har skabt endnu et triumferende design: en neon-oval form, der leder tankerne hen på store stadioner, og som projicerer masser af information til dem, der ikke er bekendt med spillet og stillingerne, alt imens der er en flydende omklædningsrums-atmosfære. Bedst af alt er fysikken; et fremragende bevægelsesarbejde af Ellen Kane og Hannes Langolf, som giver kampene et testosteronfyldt liv. Men James Grahams stykke handler ikke kun om fodbold; det handler om nationens tilstand, og her løsner forbindelsen mellem sport og politik sig en smule. Overordnet set mangler stykket reel dybde.

Will Close, Ebenezer Gyau og Kel Matsena. Foto: Marc Brenner

I centrum for det hele står Joseph Fiennes' forbløffende metamorfose til Gareth Southgate. Han indfanger mandens manerer og overbevisninger perfekt; om ikke andet forlader man salen med enorm respekt for ham. Han er hjemsøgt af det brændte straffespark ved EM i 96 og kæmper for at træde ud af skyggen af det, hvilket holdpsykolog Pippa Grange (i en sikker præstation af Gina McKee) opfordrer ham til. Men det kradser kun i overfladen, og vi får aldrig rigtig en dyb fornemmelse af hans traume. Faktisk har stykket en tendens til at dvæle for meget ved coaching-teknikker, journalføring og lignende.

Joseph Fiennes som Gareth Southgate. Foto: Marc Brenner Will Close stjæler showet som Harry Kane (hvis stemme selv jeg genkender fra Radio 4's Dead Ringers) og er hylende morsom i alle aspekter, før han først i anden akt viser mandens sårbarhed. Det er netop i anden akt, at stykket bliver interessant, når det takler racisme og den forfærdelige opførsel fra visse såkaldte fans. Men latterliggørelsen af skiftende premierministre giver det et strejf af satire-showet Spitting Image, og jeg er ikke sikker på, at nationens skæbne er så tæt knyttet til landsholdet, selvom Southgate blev udpeget samme år som Brexit-afstemningen. Det er også bemærkelsesværdigt, at hver eneste udlænding i stykket er en stereotyp.

Will Close som den unge Gareth Southgate. Foto: Marc Brenner Forestillingen går langt ind i den forlængede spilletid og kunne godt have brugt en kærlig hånd fra en klipper. Den mangler det politiske bid fra Grahams tidligere værker som Labour of Love og Ink, og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være engelsk, bliver aldrig helt besvaret. Stykket fungerer bedst, når Graham tydeligvis morer sig med skriveriet; vitserne lander perfekt, og der er ægte spænding i de straffesparkskonkurrencer! Det er en fornøjelig, smukt iscenesat aften, og hvis det formår at bringe et endnu mere mangfoldigt publikum i teatret, har det løst sin opgave godt.

Spiller indtil 11. august 2023 på National Theatre