ANMELDELSE: From Ibiza To The Norfolk Broads, Waterloo East Theatre ✭✭

From Ibiza to the Norfolk Broads

Waterloo East Theatre

20. oktober 2016

2 stjerner

Mød Martin, en teenager med en lang række udfordringer, lige fra en spiseforstyrrelse til en alkoholiseret mor, og en altfortærende besættelse af David Bowie. På sin 18-års fødselsdag modtager han et brev fra sin fraværende og ligeledes Bowie-besatte far, samt en række instruktioner, der sender ham på en tur rundt i London i fodsporene på deres fælles helt. Premissen er lovende, og på de sociale medier har der været talt om, at stykket kunne fungere som en uofficiel ledsager til Kings Cross Theatre’s Bowie-skrevne Lazarus – en uventet double-bill for de inkarnerede fans, der stadig sørger over Starman’s alt for tidlige død i år. Desværre skuffer From Ibiza to the Norfolk Broads på mange planer; det største problem er, at hele forestillingen slet ikke virker klar til at blive vist for et publikum. Timing af lyd og video kræver en seriøs opstramning. På et tidspunkt projiceres en montage af fotos af Bowie selv på bagscenen – et uelegant greb, der bidrager minimalt til produktionen – og de optagede spor overdøver ofte Alex Walton, den enlige skuespiller på scenen. Andre elementer virker overdrevet forcerede. Vi får at vide, at Martin ikke er som andre på hans alder – han går ikke på pub eller klub, kigger ikke efter piger og hører slet ikke (sagt i en snobbet, hånlig tone) hitlistemusik. Han ejer (gisp!) ikke engang en telefon! Han foretrækker at blive indendøre og læse dyster poesi af folk som Baudelaire. Det er et så krampagtigt forsøg på originalitet, at det grænser til det komiske, hvor dateret det føles. Der er intet oprigtigt finurligt over Martin; han fremstår snarere som et produkt af et forganget årti, selvom historien udspiller sig i 2013, hvilket understreges af hans iver efter at købe The Next Day-albummet. Martin selv er en usympatisk figur, overdrevent prætentiøs og utroligt naiv.

Adrian Berrys manuskript hjælper heller ikke på sagen. Kliché følger kliché, med en slutning man kan regne ud fra det øjeblik, Martin læser sin fars brev. Sproget kammer over i svulstige ligegyldigheder, og der er intet troværdigt over dialogerne; syntaksen er så kompliceret, at den sikkert fungerer på papiret, men den falder helt forkert, når den kommer ud af munden på en teenageknægt og hans mor. Ingen taler sådan i virkeligheden – ikke engang David Bowie.

Stykket varer 75 minutter, men føles længere på alle de forkerte tidspunkter. En sekvens, hvor Martin besøger Bowies barndomshjem og folkeskole, trækker i langdrag, mens sangerens fascinerende år i Soho knap nok berøres. Det lugter langt væk af at arbejde under en stram tidsgrænse, hvor skaberne pludselig har indset, at de har en times materiale ekstra, der skal presses ind på tyve minutter – og det lider historien under.

Walton er en dynamisk solist, og hans karakterarbejde er godt, især når han skifter lynhurtigt mellem den unge Martin og den ældre, kyniske indehaver af en pladebutik i en ordstrøm af en samtale. Præstationen svækkes desværre, når han træder ud af karakter for at fungere som fortæller. Det skyldes dels Berrys instruktion, der låser ham fast til ét punkt, og dels manuskriptet, der tvinger ham til at opremse fakta på en klinisk facon uden meget liv.

Bowie var en fascinerende skikkelse med aspekter af sit virke og image, der er rent guld, når man skal skabe en forestilling. Desværre har From Ibiza to the Norfolk Broads valgt at ignorere de bedste dele af kildematerialet til fordel for et værk, der er så navlebeskuende, at det støder sit publikum fra sig og – for at sige det ligeud – er kedeligt. David Bowie kunne skyd kunne anklages for meget, men aldrig for at være kedelig. Det afsluttende budskab (at livet er fuldstændig meningsløst, medmindre man er talentfuld og kreativ) fremstår nærmere trodsigt og egoistisk end hjerteskærende, toppet med en frustrerende tvetydig slutning. Der er intet nyt at hente her for hverken Bowie-aficionados eller den almindelige fan, og musikken, som Martin elsker så højt, er sørgeligt underprioriteret. Kort sagt: For at blive i terminologien forsøger From Ibiza to the Norfolk Broads at være "the freakiest show", men ender desværre som en temmelig trist affære.

Spiller frem til 6. november

BESTIL BILLETTER TIL FROM IBIZA TO THE NORFOLK BROADS HER