ANMELDELSE: Graeme Of Thrones, Charing Cross Theatre ✭✭

Castet i Graeme Of Thrones Graeme Of Thrones 

Charing Cross Theatre

6. oktober 2017

2 Stjerner

Bestil Billetter

Parodier og spoofs er fantastisk underholdning, men de falder i to meget forskellige kategorier: dem, der er baseret på historier, du allerede kender, og dem, der formår at stå på egne ben, selvom du ikke har noget forhåndskendskab til kildematerialet.  Denne forestilling falder absolut ikke i den anden kategori.  Uden et indgående kendskab til den uendelige TV-serie 'Game of Thrones', vil du ikke have den fjerneste idé om, hvem karaktererne skal forestille at være, hvad de laver, hvor det hele foregår, hvornår, eller – vigtigst af alt – hvorfor noget af det overhovedet betyder noget.  Og det er den tragiske position, jeg befandt mig i, da jeg i aftes kravlede ind i Charing Cross Theatre for at nå kl. 22.00-forestillingen – ja, du læste rigtigt – af dette 90-minutter lange, udmattende gennemsyn af de uforståelige eskapader fra en flok fuldstændig uigennemskuelige figurer.

Nu var der – kunne jeg tydeligt observere – en hel del publikummer omkring mig i salen, som tydeligvis 'fattede' de uendelige referencer til fjerneren, og som smålo fra tid til anden over de platte karikaturer af deres fiktive forbilleder.  Hvis du tilhører deres rækker, så misunder jeg dig ikke et øjeblik din overlegne viden.  Tag ind og grin med dem.  Men hvis du ikke i forvejen ved en hel del om serien – 90 minutter er trods alt en ikke ubetydelig del af din aften – så ville jeg tænke mig rigtig godt om, før jeg løb risikoen.  Forfatterne bag dette stykke underholdning har ikke fundet en måde at gøre de trængsler og genvordigheder, som det enorme galleri af personer bringer ind og ud af scenen på Charing Cross Theatre, 'tilgængelige' for de uindviede.

Faste læsere af mine anmeldelser (findes de?) er måske klar over min vane, nej – hang – til at nævne så mange af de medvirkende som muligt i hver forestilling, jeg ser, og til at markere deres indsats, god, dårlig eller ligegyldig, med normalt rimeligt korrekt stavede gengivelser af deres navne.  Tja, i dette tilfælde kommer det bare ikke til at ske, hovedsageligt fordi jeg og resten af publikum ikke fik udleveret nogen skriftlig information om, hvis arbejde vi egentlig så.  Det virkede mærkeligt.  Jeg mener, hvor mange mennesker tager en forestilling til West End og gør derefter deres bedste for at skjule identiteten på de medvirkende og de ansvarlige bag?  Meget få.  Og hvilken slags mennesker ville gøre det?  Hvad kunne motivere en sådan hemmelighedskræmmer?  Man kan kun undre sig, og det gør man.

Det eneste, jeg ved, er, at jeg så tre mennesker på de skrå brædder.  Der var en høj, mørk mand med overskæg og en klassisk skolet stemme.  Han kunne sagtens være med i 'Showstopper' i rollen som 'instruktøren', og jeg mistænker, at jeg har set ham i netop sådan en rolle ikke mange kilometer fra CXT.  Så var der en kvinde, elveragtig og fattet, som nok gjorde det bedste stykke arbejde i løbet af aftenen ved at prøve at få sit materiale til at lande hos uforstående ignoranter som mig.  Hun blev hjulpet gevaldigt af sin evne til at få 'kontakt' med publikum, ikke mindst gennem det eneste og rimeligt vellykkede indslag med publikumsinddragelse, som hun udførte med stor selvsikkerhed og skabte noget, der mindede om en 'fælles oplevelse' for dem, der som jeg følte os frygteligt udenfor i størstedelen af det, der blev sagt eller gjort på scenen.  Og så var der deres prygelknabe, en anden fyr, som jeg – igen – måske eller måske ikke har set i noget andet, og som klarede sig ganske hæderligt som den evige 'underdog'.  Hvis bare jeg kunne have grebet, hvad det hele egentlig skulle handle om.  Dette er en forestilling, om nogen, der desperat råber på en 'fortæller' til at bygge bro mellem de kåde udfoldelser i handlingen og de rablende idioter, der går i teatret – forestil dig det – uden at have lavet deres hjemmearbejde!

Hvad angår hvem forfatteren/erne, instruktøren/erne, producenten/erne, designeren/ne osv. af dette værk måtte være, så har jeg ikke den fjerneste anelse.  Det virker som en skam, for der dukker nogle fine rekvisitter op gennem det opslidsede bagtæppe af hvidt stof, herunder nogle flotte dukker; jeg ville ønske, at publikum vidste, hvem vi kunne takke for dem.  Der er – meget – ekstremt høj musik, som måske eller måske ikke stammer fra TV-soundtracket.  På det punkt er der en række spidse referencer i manuskriptet til advokater, ophavsret og retssager, og det er slet ikke utænkeligt, at det totale fravær af navne i forbindelse med dette spektakel kan have noget at gøre med bekymringer om potentielle civile søgsmål.  Så hvis du er en initiativrig advokat, der søger at skabe dig et navn, eller har klienter, som – føler du – fortjener bedre behandling af deres i forvejen yderst velbetalte indsats for HBO (hvor serien stammer fra, og jeg mener i forhold til hvad folk, der arbejder i teatret, tjener!), så kunne denne forestilling være et efterforskningsbesøg værd.

Ellers er det strengt forbeholdt misbrugere.

BILLETTER TIL GRAEME OF THRONES