ANMELDELSE: Hamnet, Garrick Theatre London ✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder RSC's opsætning af Hamnet, som netop nu spiller på Garrick Theatre i London.

Madeleine Mantock, Tom Varey og Ajani Cabey. Foto: Manuel Harlan Hamnet

Garrick Theatre

3 Stjerner

Bestil billetter

Maggie O’Farrells roman var en af de helt store litterære succeser under nedlukningen med sit lyriske fokus på familien, sorgbearbejdelse og kløften mellem land og by, hvilket ramte tidsånden perfekt. Lolita Chakrabati har dramatiseret romanen for RSC i Stratford, hvor den havde premiere i april, og nu er turen kommet til London under instruktion af Erica Whyman.

Tom Varey og Madeleine Mantock. Foto: Manuel Harlan

Det første, der skal siges, er, at stykket adskiller sig markant fra romanen. Hvor bogen – ligesom mange moderne romaner – leger med tid og kronologi, får vi her en ret ligefrem fortælling. Den starter med Shakespeares kurmageri til Anne/Agnes Hathaway og udfolder en detaljeret, måske lidt for detaljeret, skildring af deres familieliv i Stratford. Først i anden akt møder vi for alvor deres søn, Hamnet, og begynder at forstå hans betydning for stykket. Det har muligvis været en nødvendig ændring – tidshop og hyppige sceneskift kan være trættende i teatret, selv med moderne teknik. Men det fungerer anderledes i læserens fantasi end på en scene, og man kan spørge sig selv, om alle romaner bør transformeres til dramatik. Sommetider er det bedst at lade et kunstværk blive i sin oprindelige form…

Mhairi Gayer, Alex Jarrett, Madeleine Mantock og Ajani Cabey. Foto: Manuel Harlan

Stykket udforsker præmissen om, at centrale temaer hos Shakespeare blev formet af begivenheder i hans privatliv, som vi i sagens natur ved meget lidt om. Vi ved dog, at hans søns død af pest som 11-årig i 1596 var en skelsættende begivenhed. Her antydes det, at selve tilblivelsen af ’Hamlet’ udsprang direkte af denne tragedie. Pointen skæres ud i pap i anden akt, når skuespilleren, der spiller Hamnet, genopstår i en slutscene og opfører en monolog fra stykket på en rekonstrueret udgave af The Globe.

Men på trods af de store talenter og den omhu, der er lagt i produktionen, bliver der fortalt for meget og vist for lidt. Der er for meget forklaring og for lidt af det drama, der burde flyde naturligt fra materialet. Hamnets desperate ønske om at redde sin tvillingesøster ved at ofre sig selv, og de kulminerende scener i London, opvejer desværre ikke helt det hverdagsnære fokus på familielivet i Stratford – uanset hvor prisværdigt det er at give Agnes Hathaway hendes egen stærke stemme i historien.

Peter Wright og Karl Haynes. Foto: Manuel Harlan

Retfærdigvis skal det siges, at selve produktionen rummer meget rosenværdigt. Scenograf Tom Piper har skabt en utrolig fleksibel kulisse med imponerende snedkerhåndværk. En stor A-ramme dominerer de tidlige scener, når Will og Agnes starter deres liv sammen. Herfra åbner scenografien sig i flere niveauer, indtil The Globe selv dukker op i slutscenen med balkoner, der flugter perfekt med Garrick Theatres eget interiør, og favner os alle i en smuk, teaterhistorisk omfavnelse.

Skuespillerpræstationerne og produktionen er gennemarbejdede og skarpt leveret. Det er et stærkt ensemblestykke, hvor de medvirkende selv flytter møbler og rekvisitter i et glidende tempo, der holder liv i handlingen. I hovedrollen som Agnes leverer Madeleine Mantock et stærkt portræt af en kvinde med næsten shamanistiske evner og en stædig selvstændighed. Tom Varey har den svære opgave at skildre Shakespeares udvikling fra akavet ung mand til professionel dramatiker – en opgave, der ikke gøres lettere af et manuskript, som hverken forklarer hans gennembrud i London fuldt ud eller blot lader ham være en statist set gennem hustruens øjne.

Frankie Hastings og Tom Varey. Foto: Manuel Harlan

Der er virkelig gode takter i birollerne. Vi ser meget til Wills forældre, især hans tyraniske og fordrukne far, handskemageren John. En af stykkets subtile styrker er netop, hvordan handsker og hænder bliver et gennemgående tema, ligesom de senere bliver det i Shakespeares egne værker. Dette hjemlige univers, styret af Peter Wight som faren og Liza Sadovy som moren, er troværdigt, men det fylder for meget og mangler indimellem teatralsk bid – undtaget er dog Sarah Belcher som en mindeværdig og giftig stedmor. Der kommer for alvor liv i kludene, når børnene indtager scenen i anden akt. Phoebe Campbell, Alex Jarrett og Ajani Cabey leverer tre dejlige og distinkte portrætter fyldt med energi og patos.

Selvom forestillingen byder på mange fine og givende øjeblikke, formår den i sidste ende ikke helt at blive til mere end summen af sine ellers talentfulde og velovervejede enkeltdele.

Spiller på Garrick Theatre frem til 17. februar 2024