ANMELDELSE: Jerry's Girls, St James Studio ✭✭✭

Jerry's Girls i St James Studio. Foto: Darren Bell Jerry's Girls

St James Studio

5. marts 2015

3 stjerner

Jerry Herman var uden tvivl en af det 20. århundredes største Broadway-komponister, og hans værker lever ubesværet videre. Nogle af hans forestillinger har været gigantiske hits (Mame, Hello Dolly, La Cage Aux Folles), andre har kæmpet for succes trods deres kultstatus blandt kendskabere (Mack and Mabel, Milk and Honey, Dear World), og enkelte har været flop (Madame Aphrodite, The Grand Tour), som måske bare var forud for deres tid. Men de bindes alle sammen af Hermans rige, melodiske partiturer og hans begavede, morsomme tekster. Og så noget helt andet.

Hjertevarme.

Hermans musik flyder over med netop den faktor. Det er hans magiske ingrediens.

Lige nu kan man i St James Studio opleve Kate Golledges opsætning af Jerry's Girls, en revy fra 1981 udtænkt af Herman selv og Larry Alford, som endelig åbnede på Broadway i 1985, hvor den fik en noget lunken modtagelse af New York Times. Programmet antyder, at Wayne Cilento på en måde var involveret i skabelsen af – måske – denne version af revyen, men præcis hvad den involvering bestod i, står hen i det uvisse.

Golledge skriver i programmet: "Vi ønskede at vende tilbage til stykkets rødder i kabareten, at give hver sang plads til at eksistere både i og uden for forestillingens kontekst, og at kombinere vores fantastiske holds talenter for at skabe en aften, der fejrer en af de mest virtuose komponister og tekstforfattere, Broadway nogensinde har kendt, på en dybt personlig måde."

Og det er jo helt rigtigt set.

De intime og behagelige rammer i St James Studio gør det til et ideelt sted for kabaretoplevelser. Selve rummet er ikke varmt i sig selv, så det tillader de medvirkende at skabe og formidle varmen. Akustikken er god, og publikum kan blive fuldstændig indhyllet i musikken og præstationerne på en måde, der kan virke næsten berusende – som kun en kabaret eller revy (de er ikke det samme) tillader.

Både programmet for denne opsætning og den originale indspilning præsenterer Jerry's Girls som en revy, men Golledges behandling af materialet peger her mere i retning af kabaret. Det skyldes delvist, at holdet er begrænset til tre sangere og to musikere (der af og til gør tjeneste som performere). Der er intet galt med denne tilgang; tværtimod giver det et skarpt fokus på musik og tekster.

Golledge sørger for, at rummet udnyttes på mange måder – sange starter ude af syne, hvor sangeren træder ind i salen og bevæger sig blandt publikum; andre starter på scenen; nogle har sangere placeret forskellige steder. Iscenesættelsen er flydende og økonomisk, hvilket fremhæver materialets alsidighed og giver plads til både komisk intensitet og store følelser.

Det kan ikke fungere uden suveræn musikalsk ledsagelse, og denne produktion har overflod af ekspertise på det punkt. Edward Court, høj, seriøs og ung, leverer sikker musikalsk ledelse og akkompagnement fra klaveret; han spiller følsomt og stilfuldt og skaber toner, der virkelig støtter vokalerne. Han synger også en smule og giver endda en gæsteoptræden med lidt step. Der er en iver i hans bidrag, som er grundlæggende charmerende, og som samtidig fungerer som en håndgribelig påmindelse om den magi, Hermans piger (dem han skabte eller skrev til) kaster over os mænd.

På saxofon, klarinet og fløjte leverer den sanselige og helt suveræne Sophie Byrne elegant støtte til Hermans harmonier og melodier. Kombinationen af disse instrumenter med klaver kunne lyde mærkelig, men det fungerer fremragende og understreger pointen om, at musikken her får en frisk og anderledes behandling.

Forestillingen er en perlerække af de bedste melodier, Herman har skrevet, krydret med små historier om hans liv og karriere. Balancen mellem informationerne og det musikalske materiale føles dog en anelse skæv i denne udgave: Der er ikke helt information nok til for alvor at stille sulten eller give en sammenhængende baggrundshistorie. Hvilket er en skam.

Men de sekvenser, der rent faktisk formidler fakta, er godt lavet – især den om Hermans møde med Frank Loesser. Der er to andre øjeblikke, der skiller sig ud: optagelser af Carol Channing, der holder en tale fra Hello Dolly!, og af Angela Lansbury, der varmt fortæller om Herman. Begge dele rammer plet på grund af den afgørende Herman-ingrediens – hjertevarme. Channing og Lansbury har det i overflod, og deres fortolkninger af Hermans sange er gennemsyret af det.

Ria Jones, en af de tre stjerner i denne version af Jerry's Girls, har også hjertevarme i metervis, og hun bruger det ubesværet og med stor effekt til at skabe inddragende, til tider finurlige og til tider gribende fortolkninger af Hermans klassikere. Hun leverede aftenens tre største solo-øjeblikke – sardonisk humor i Take It All Off, en isnende følelse af muligheder i Before The Parade Passes By og en krystalklar selvbekræftelse i en bevægende I Am What I Am.

Jones er den ægte vare – en generøs performer med sand dygtighed og intelligens. Hun har den imponerende evne til at fremmane en stemning med et simpelt kast med hovedet eller et bittersødt smil. I det høje register gnistrer Jones' stemme af kraft og energi. Når hun rammer de store toner, er bølgen af begejstring i salen mærkbar og vedvarende.

Hendes medstjerner, Sarah-Louise Young og Anna-Jane Casey, er ikke helt i Jones' liga. Young er en dygtig skuespiller og performer og er især god til de gakkede eller skæve komiske øjeblikke, men hendes vokalarbejde er ikke sikkert nok til Hermans musik. Casey har en stemme med præcision som en klokke, men hun er ofte for kølig, og den indre varme i Hermans værk kommer ikke til udtryk i hendes rappe fortolkninger, leveret med et fastlåst smil, i de mere introverte eller følelsesladede numre.

Sammen, eller parvis, fungerer de tre kvinder rigtig godt. De har en let omgangstone og spiller veloplagt op til hinanden, hvilket skaber en hyggelig følelse af sjov – især når de leger med sagesløse publikummer (lidt som snu katte gør med døde mus; legende, men med fuld kontrol) eller musikerne. De rammer fine parodier på de berømte kvinder, der forbindes med Hermans musik, og yder fuld retfærdighed til Matthew Coles livlige "Broadway"-koreografi. Casey er restsærligt på hjemmebane i dansen, og hun er bedst, når der er gang i benene.

Der er nogle ret mærkelige kostumer af Rebecca Gunstone, hvoraf ingen virkede synderligt flatterende for de tre sangere. Det er svært at forstå, hvorfor man ikke bare gik efter det enkle og glamourøse med mulighed for små ekstra tilføjelser til de specielle numre.

Men i sidste ende er stjernen her Jerry Herman, hans musik og hans tekster. Det er en stor fornøjelse at høre et (næsten) rent kvindehold give liv og stemme til Hermans skattekiste af melodier. Hvis du vil have en underholdende aften, nyde suverænt musikhåndværk og minde dig selv om en tid, hvor Broadway-hits var en naturlig del af hverdagen, så er dette en mulighed, du ikke bør lade gå fra dig.

Jerry's Girls spiller indtil 15. marts i St James Theatre Studio