ANMELDELSE: Jess And Joe Forever, Lakeside Theatre ✭✭✭✭

Jess and Joe Forever.

Lakeside Theatre, University of Essex

20/10/16

4 stjerner

Efter sin udsolgte spilleperiode på Orange Tree er Zoe Coopers vidunderlige og smukke stykke nu på turné, og jeg kan kun varmt anbefale, at man ser det, hvis muligheden byder sig! Joe er født og opvokset i Norfolk, går i gummistøvler og arbejder med jorden. Jess holder ferie i området hver sommer med sin au-pair (før hun tager på sin ‘rigtige’ ferie med familien) og er altid lidt for stor til sine sommerkjoler. De kommer fra to vidt forskellige verdener, men det her er et stykke om at blive voksen, om venskab og om at føle sig som en outsider. Det rummer et helt exceptionelt og smukt twist, som jeg ikke vil afsløre her, men det er udført så følsomt, at publikum gispede af både bevægelse og hengivenhed.

Jess og Joe fortæller os deres historie, som var det en skolekomedie, hvor de bruger mikrofoner til at give de andre karakterer stemme, retter på hinandens versioner af historien og bruger en plet mudder til at fremtrylle det britiske landskab.  Nicola Coughlan er vidunderlig som Jess – kejtet, uskyldig og en vegetar, der hjælper med at bringe kalve til verden (og navngive dem), mens hun mæsker sig i Scotch eggs og observerer forældrenes ægteskab falde fra hinanden. Hun er både sårbar og elskelig. Rhys Isaac-Jones er ekstraordinær som Joe, der bærer på en mørk hemmelighed, som både hans præstation og manuskriptet antyder, indtil den afsløres, da han genfortæller historien om sin fødsel. Cooper rammer plet med måden, børn taler på, og hvordan teenagere kommunikerer, efterhånden som Jess og Joe vokser op sammen. Joes præsentation om de gamle egyptere er både hylende morsom og dybt rørende.

Og på overfladen er det dét. En simpel historie fortalt helt enkelt. Men manuskriptet rummer lag på lag af betydning og følelser om, hvordan det er at være udenfor og om at finde hinanden – som Kate Bush engang sang: “Every odd sock finds an odd shoe.” Der var enkelte problemer med udtalen, særligt i mikrofonerne, og da jeg så det sammen med en indfødt fra Norfolk, blev jeg gjort opmærksom på, at accenten ikke sad helt i skabet – for mig lød den nu fin nok! Men det er småting, når man ser så følsomt et stykke og så stærk en opsætning. Bravo, Zoe Cooper, du har skrevet et uforglemmeligt stykke – et af årets bedste – som fortjener det bredest mulige publikum!