ANMELDELSE: & Juliet, Shaftesbury Theatre ✭✭✭

Ray Rackham anmelder & Juliet, en jukebox-musical med Max Martins musik, som nu spiller på Shaftesbury Theatre.

Miriam Teak Lee og kompagniet i & Juliet. Foto: Johan Persson & Juliet

Shaftesbury Theatre

20. november 2019

3 stjerner

Bestil billetter

Hvad skal en pige gøre, når hendes selvcentrerede og selverklærede "douche" af en ulykkelig elsker har været sammen med alle andre piger i byen, før han dør fra hende og kun efterlader hende sin amme og to venner som selskab? Fortælle sin egen historie, naturligvis – eller i det mindste stole på, at William Shakespeare og hans kone Anne Hathaway river manuskriptet i stykker og starter forfra.

Cassidy Janson, Melanie La Barrie, Miriam Teak Lee, Arun Blair Mangat. Foto: Johan Persson

& Juliet fortsætter, hvor Romeo og Julie slap, men med én vigtig forskel: Julie dør ikke. Gennem dette enkle greb udforsker hun sin egen handlekraft, kvindelighed og relationer til mænd, mens familien Shakespeare kæmper for at udvide hendes fortælling. Det er rigtigt set – & Juliet er et gigantisk teater-i-teatret, hvor karaktererne fra den oprindelige kilde (eller i det mindste Julie, hendes forældre og ammen) bliver manipuleret af en ægteskabelig viljeskamp mellem Shakespeare (spillet med skarpsindig arrogance af en underbrugt Oliver Tompsett) og den decideret mere kreative Hathaway (en knivskarp Cassidy Janson, der bærer meget af forestillingens hjerte). Interessant nok træder de manipulerende forfattere til Julies nye historie selv ind i rollerne i en fiks tilføjelse af liv-efterligner-kunst-efterligner-liv; Hathaway vælger omhyggeligt at spille én bestemt rolle, mens Shakespeare tager sig af et helt ensemble af komiske karakterer.

Oliver Tompsett som William Shakespeare. Foto: Johan Persson

Med en sangbog fra halvfemsernes og nullernes store sangsmed Max Martin, er & Juliets partitur en jukebox-musical, der taler til et publikum, som husker sangene fra dengang. Men i modsetning til andre jukebox-musicals føles mange – hvis ikke alle – sangene lige så friske og moderne i dag, som da de først blev sunget i popverdenens storhedstid af navne som Britney, Backstreet Boys og Kelly Clarkson. Orchestreringen af sangene føles innovativ og nutidig, og Martins sange har en medfødt teatralsk nerve; dog leveres nogle med en næsten overtydelig placering, som publikum på premiereaftenen fortsatte med at fnise ad langt ind i anden akt. Det er Janson, der sikrer sig aftenens bedste sang med sin version af Celine Dion-klassikeren "That’s The Way It Is", som slog benene væk under publikum – ikke kun på grund af hendes fantastiske præstation, men også fordi den passede perfekt ind i narrativet. "Since U Been Gone", "What Do You Want From Me" og "F**kin’ Perfect" (sidstnævnte sunget af den forrygende, scenestjælende Melanie La Barrie som ammen) finder også en harmonisk balance mellem fortælling og jukebox-format.

Jordan Luke Gage og ensemble. Foto: Johan Persson

David West Reads manuskript er utvivlsomt begavet og fokuserer meget på, at denne Julie tager kontrol over sin egen tilværelse; men det mangler til tider slagkraft og læner sig vel meget op ad pseudo-shakespeariansk munterhed og lidt tam humor (en joke om en ven ved navn Gail fik i hvert fald et par stykker omkring denne anmelder til at sukke). I mange tilfælde, især i slutsatserne i anden akt, forklarer Shakespeares os, hvorfor vi skal fejre historien om en Julie, der finder sin egen handlekraft, fremfor at lade os som publikum drage den konklusion selv. Desværre fungerer ikke alle øjeblikke lige godt, selvom det er opmuntrende at se en jukebox-musical, der er konstrueret som en rigtig musical – med konflikt i første akt, et perfekt placeret "11 o’clock number", demaskering og forløsning. Det er en skam, at forestillingen til sidst ender med tre separate slutninger, hvilket er mindst én for meget.

David Bedella som Lance. Foto: Johan Persson

Det gennemgående fremragende kompagni anføres af et helt særligt talent. Miriam-Teak Lees Julie er ikke bare en enestående præstation, men en der vil fungere som et karrieremæssigt springbræt. Som en begavet komiker med den helt rette mængde råstyrke og ynde, pakket ind i et imponerende vokalregister, er Lees Julie den slags person, vi alle gerne vil kende. Hun støttes kyndigt af Arun Blair-Mangats bedste ven May, hvis sidehistorie som en "out-but-unhappy" homoseksuel mand blev behandlet med følsomhed og klasse. David Bedella, der spiller Julies potentielle svigerfar efter Romeo, giver den hele armen og stjæler de dele af showet, som La Barries amme ikke allerede har snuppet. Kemien mellem Badella og La Barrie er elektrisk.

Cassidy Janson, Miriam Teak Lee og Melanie La Barrie. Foto: Johan Persson.

Det er svært ikke at kunne lide & Juliet, da summen af dens dele er ret imponerende. Instruktør Luke Sheppard har samlet det perfekte hold til at skabe et tidløst univers af perfekt koreograferet finurlighed. Det føles punket, urbant og street-smart, hvilket i høj grad skyldes Soutra Gilmours kalejdoskopiske projektionsdesign og Paloma Youngs melodramatisk moderne fortolkning af elizabethansk kostume; her hviler dansetøj ubesværet side om side med tunikaer og korsager. Det føles ungt, levende og smittende livsglad; nærmest som om nogen har dyppet Shaftesbury-teatret i neonlys, stramme flæser og givet det et skud sassy adrenalin. På et tidspunkt udbryder en karakter: "alt hvad jeg nogensinde har været, er en sexet ung mand med en stram krop og en masse følelser", hvilket på sin vis er en allegori over selve forestillingen. Den taber dog lidt højde, når den bevæger sig væk fra den skarpe selvbevidsthed og i retning af pantomime. Selvom & Juliet ikke kommer til at ændre verden, vil den i det mindste få den til at smile.