ANMELDELSE: King Charles III, Almeida Theatre ✭✭✭✭✭

Oliver Chris som William og Tim Pigott-Smith i titelrollen som King Charles III. Foto: Johan Persson King Charles III

Almeida Theatre, flytter snart til West End

16. maj 2014

5 stjerner

Pause. Den høje mand i jakkesæt til højre gaber, rejser sig og siger lidt hånligt til sin ligeså velklædte og gabende ledsager: "Det er jo ikke blankvers. For fanden da. Det rimer ikke engang." Det krævede virkelig selvbeherskelse ikke at punktere den særlige boble af malplaceret overlegenhed. Men heldigvis var der andre og mere underholdende ting at tage sig til.

I den langsomme kø mod pause-baren er der mange samtaler i gang og mange forskellige holdninger. "Jeg er royalist, og det her er en parodi. Men skuespillet er godt nok." "Jeg ville ønske dem alle hen, hvor peberet gror, men det her er sgu barsk kost. For pokker, hvor er de gode, de skuespillere." "Jeg kender faktisk Charles. Han er slet ikke sådan. Men skuespilleren gør det nu godt." "Monarkiet er meningsløst, så stykket er dømt på forhånd. Men de spiller vidunderligt."

Det siger en del, når publikum er så usikre på selve stykket, men tilsyneladende enige om kvaliteten af skuespillet. Mike Bartletts "fremtidshistoriske drama", King Charles III, som lige nu har premiere på Almeida Theatre instrueret af Rupert Goold, er – uanset hvordan man ser på det – et bemærkelsesværdigt stykke dramatik. Det er ikke nødvendigvis et storværk i klassisk forstand, og det er næppe et stykke, der vil blive genopsat i det uendelige – men det er et storslået teaterspektakel til netop dette årti, denne tid. Til lige nu.

På mange måder fremkalder det ånden fra Shakespeare og giver derved sig selv en ophøjet betydning. Blankversene gør det næsten i sig selv; på en eller anden måde bevirker den stramme form i teksten, at publikum er mere opmærksomme, tager indholdet mere seriøst og tøver med at grine, indtil de forstår genren og accepterer præmissen.

Men det er ikke kun det. Der er tråde fra så mange af Shakespeares stykker og træk fra flere af hans mest centrale karakterer. Charles minder meget om både King Lear og Richard II, og der er mere end et strejf af Volumnia over Camilla. Man tager ikke fejl af Hal i prins Harry, Lady Macbeth i Kate, Hamlet og Angelo i William, eller Bolingbroke i premierminister Evans – selv Diana optræder som en form for genfærd eller heks direkte ud af Hamlet eller Macbeth. Intet af dette er tilfældigt – og det er genialt at tage disse elementer og sømløst, næsten usynligt, væve dem ind i fremstillingen af nulevende personer, som alle har en mening om.

Shakespeare-effekten fortsætter med brugen af bifigurer, der leverer folkelig visdom eller komisk aflastning – de naturlige efterfølgere til portneren, graveren og ammen er her allesammen. Det samme er de hviskede, fortrolige samtaler mellem magtfulde ledere, der ønsker bestemte resultater – scener, der vil føles velkendte for alle, der kender ordskifterne mellem Cassius og Brutus eller de mange herremænd i de historiske kongespil.

Men dette er ikke Bartletts eneste genistreg. Stykket er en ægte thriller med drejninger, der er både helt uventede, utroligt indviklede og dybt fængslende. Den fantastiske overraskelse halvvejs inde i anden akt tager pusten fra én og er hele aftenen værd. Og der er masser af grin undervejs – men når strømmen endelig vender mod Charles, bliver den store tragedie aldrig morsom, men derimod fuldstændig bjergtagende.

Stykket har ikke nødvendigvis noget fundamentalt nyt at sige om monarkiet eller nationens tilstand, men den egentlige bedrift er, at noget så velkendt får lov til at fremstå og føles eksotisk.

Alt i Goolds iscenesættelse fungerer. Fra den højtidelige, begravelsesagtige åbning ved ceremonien for Elizabeth II, gennem scenerne i paladset og parlamentet til den afsluttende, bemærkelsesværdige og bevægende kroningssekvens, er der skruet helt op for de store følelser. Tom Scutts enkle og stilrene scenografi sørger for, at publikum hele tiden er bevidste om de religiøse og statslige undertoner i hver scene; kronens konstante nærvær samt folkets evige dom.

Jocelyn Pook leverer pragtfuld musik, der passer perfekt til de store, rå følelser, de mange plot-twists og den historiske tyngde. Musikken omslutter handlingen og skaber både tryghed og en stilfuld underlægning.

Og publikum har ret – skuespillet er ikke bare godt. Det er en triumf.

Tim Pigott-Smith er sensationel som Charles. Forvirret, forundret, godmodig, ulykkelig, lamslået, pralende, krigerisk og belejret – han er fremragende i hver eneste scene. Den strøm af lidenskab, han slipper løs, er forbløffende. Dette kan meget vel være hans livs præstation. Det er en gigantisk og kraftfuld bedrift.

Han får klippefast støtte fra Oliver Chris’ herligt underspillede William (Chris’ fejlfrie håndtering af overraskelsen i anden akt er en Olivier Award værdig), Richard Gouldings desperate og fortabte Harry, Lydia Wilsons vidunderligt intrigante Kate, Adam James’ spidse Labour-premierminister, Nicholas Rowes åbenlyst falske Tory-oppositionsleder, Margot Leisters trofaste Camilla og Katie Braybens herligt underfundige Diana. Hver især er de fænomenalt gode – ofte på helt uventede måder.

Dette er teater-alkymi af den sjældneste slags.

Stykket vil påvirke alle, der ser det, forskelligt, for det er på én gang alt og intet. En mulig tidslinje, en fantasi, en lignelse, en vittighed, en fremskrivning af kendte fakta, en seriøs refleksion over Storbritanniens tilstand: det kan ses som alle disse ting eller ingen af dem, afhængigt af øjnene der ser.

I virkeligheden er det en anledning for dygtige skuespillere til at gøre et fantastisk stykke arbejde.

Og disse skuespillere lader ikke chancen gå fra sig.

Der er udsolgt på Almeida, men stykket burde virkelig flytte videre – det kan spille hvor som helst, i hvert fald i årene før den nuværende monark går bort. Hvis du får chancen, så se det.

SENESTE NYT – King Charles III har annonceret sin flytning til Wyndhams Theatre. Bestil billetter nu!