ANMELDELSE: King Cowboy Rufus Rules The Universe, London Theatre Workshop ✭✭✭

King Cowboy Rufus Rules The Universe

London Theatre Workshop,

15. august 2017

3 stjerner

Bestil nu

Der findes en hjælpsom lille artikel af den evigt fascinerende instruktør-producent-designer-koreograf (han står også for lys og lyd) Patrick Kennedy bagerst i det fine program til hans opsætning af Richard Foremans 70 minutter lange scenestykke; den bør nok læses først af alle, der planlægger at se denne forestilling, da den forklarer en del væsentlige ting om manuskriptet. Der er nemlig intet af den konventionelle karaktertegning, handling eller udvikling her, og man leder forgæves efter en klar følelse af tid, sted, relationer eller motivation – kort sagt de fleste af de ting, vi normalt forventer af et teaterstykke. Foreman har bevidst udeladt dem fra dette disciplinerede, stramme og intellektuelt udfordrende stykke. Så lad os se på, hvad det egentlig er, nu hvor forventningerne er afstemt.

Det begynder med en brutal visuel udfordring, hvor publikum først skal forcere den lille sort-hvid-røde scenografi i lokalet på 2. sal over The Sun Inn i Leadenhall Market. Stien er strøet med kvindelige skuespillere, der råber 'Grab 'em by the pussy' (på russisk), krydset af spindelvæv af snore, mens digitale lydfortolkninger af syv forskellige billeder af præsident Donald Trump (hvis ansigt pryder både program og plakat, selvom han aldrig nævnes ved navn) lyder i ørerne. Da vi alle sidder ned, lukkes døren, og handlingen går i gang. Den består af en lang række ultrakorte tableauer, ofte statiske, hvor fire kvinder og en mand i overdådige, formelle kostumer leverer slogan-agtige udsagn. Deres formål er reelt at bombardere publikum med kontante erklæringer; her er enkelte spørgsmål, men mest af alt egoistiske proklamationer om simple behov. Yderligere forklaring må vi kigge langt efter. Lyset tændes og slukkes mellem hver salve akkompagneret af en ubehagelig lyd. Det føles som et manuskript skrevet i form af perfide tweets.

Det er det hårdtarbejdende ensemble, der løfter opgaven med at formidle det hele. Centralt står Stewart Briggs i rollen som 'Rufus', iført skinnende silke i et kostume, der leder tankerne hen på en pantomime-figur, og et udvalg af kroner. Ved hans side finder vi den ekstraordinære Kate Baxter, der formår at være fængslende med et perfekt Buster Keaton-agtigt 'deadpan' ansigtsudtryk hele vejen igennem; et skilt om halsen identificerer hende som 'Baron Herman De Voto'. Derudover er der et kor af tre damer: Madelaine Nicole Jennings som 'Suzie Sitwell' i et Melania-agtigt brudeensemble, Jessica Foden som 'Rhoda' og Dev Joshi som 'Sophia'. Der er desuden en kropsløs stemme leveret af Kennedy selv, som giver enkelte forklaringer, men aldrig nok. Hvem de egentlig skal forestille at være, forbliver uklart; med lidt snilde og viden om verden kan publikum forsøge at løse de utallige gåder i Foremans æstetiske angreb. Men man kan også lade være.

Man kan argumentere for, at publikum går i teatret med en berettiget forventning om en god historie, ligesom børn falder til ro, når de får læst godnathistorie. Men Foreman taler bestemt ikke til sit publikum som til børn. Tværtimod. Forestil dig en forælder, der læser højt fra Det Kommunistiske Manifest for sin toårige eller reciterer Samfundspagten som godnathistorie for at fremkalde samfundskritiske drømme – så har du en idé om stemningen i stykket. Hensigten er snarere at forstyrre end at berolige. Den type forælder ville nok også holde Disney ude af børneværelset og i stedet hænge billeder af Rothko eller Lichtenstein op. Der er en allestedsnærværende, bidende ironi over værket, selvom her aldrig er tale om egentlig 'humor'.

Med til denne bemærkelsesværdige forestilling hører musikken skrevet af kapelmester Kieran Stallard, assisteret af Nathan Harding på fløjte og træblæsere. Stallard tilfører de fragmenterede tekststykker en snert af humanisme og varme i et ellers koldt og udfordrende landskab. Han trækker på klassiske amerikanske genrer og lidt billig pop i et strålende partitur, der udnytter de korte formater perfekt. Og castet synger hans musik smukt og med en intensitet, der minder os om den menneskelighed, de ellers har fejlet i at forbinde sig med i deres skematiske tilværelser.

Tag det for hvad det er, for det bliver aldrig andet. Medbring kolde drikke og let tøj, for lokalet er trykkende varmt (airconditionanlægget brød sammen lige før premieren, men skulle blive repareret). Det er en hård omgang, men en interessant én, og upåklageligt præsenteret. Foreman, der normalt hader opsætninger af sine værker, lader til at være langt mindre fjendtlig over for Kennedys fortolkninger – det er instruktørens tredje forsøg med hans oeuvre – og det er i sig selv værd at beundre i denne fascinerende teatermands seneste udspil.

Spiller indtil 26. august 2017

KING COWBOY RUFUS BILLETTER