ANMELDELSE: Labour of Love, Noel Coward Theatre ✭✭✭✭✭

Martin Freeman (David Lyons) og Tamsin Greig (Jean Whittaker) i Labour Of Love. Foto: Johan Persson Labour of Love

Noel Coward Theatre.

4. oktober 2017

5 stjerner

Bestil billetter

I denne uge annoncerede National Theatre deres sæson for 2018 og frem, herunder et nyt stykke til efteråret 2018 af David Hare, hvor han gransker Labour-partiet. Han skal dog stå tidligt op for at overgå den relevans, som den politiske satiriker James Graham i øjeblikket dominerer feltet med. Grahams knivskarpe blik dekonstruerer 27 års splid hos Labour i Labour of Love. Forestillingen følger det fiktive parlamentsmedlem David Lyons, fra han bliver håndplukket til en sikker Labour-kreds i East Midlands, og hans turbulente forhold til kredsens partisekretær Jean Whittaker. De repræsenterer henholdsvis det ’nye’ og ’gamle’ Labour – han er storby-metroksuel og fanget i Westminster-boblen, mens hun er nede på jorden, bramfri og stålsat i sine principper. Begge lærer de at indgå kompromiser for at vinde magten, men de er konstant på kant med hinanden, alt imens de socialistiske idealer udfordres og forandres.

Tamsin Greig (Jean Whittaker) af Johan Persson

Vi lægger ud på valgaftenen i 2017, hvor Lyons står til at miste sin plads i parlamentet; for første gang nogensinde ser kredsen ud til at blive konservativ. Herfra rejser stykket tilbage til hans første dag på kontoret som nyvalgt MP i 1990. Genistregen i Grahams manuskript er, at anden halvleg bevæger sig fremad igen, så vi ser efterfølgende begivenheder udfolde sig i hver af de scener, vi allerede har besøgt. Det giver en yderst tilfredsstillende følelse af helhed, og projektioner af nyhedsklip skaber en dyb nostalgi – hvem skulle have troet, at synet af Tekst-TV ville blive hilst velkommen med mærkbar begejstring i salen?

Martin Freeman (David Lyons) og Tamsin Greig (Jean Whittaker) i Labour Of Love. Foto: Johan Persson

Under Jeremy Herrins elegante instruktion er Martin Freeman og Tamsin Greig en sand fornøjelse; de er stemmeboksens svar på Beatrice og Benedikt. Rollen som Jean skulle oprindeligt have været spillet af Sarah Lancashire, der desværre måtte trække sig af helbredsmæssige årsager, og man kan stadig ane hendes sproglige mønstre i Grahams dialektiske rytme. Men frygt ej, Greig gør rollen til sin helt egen, og hun er intet mindre end brillant. Hun rammer East Midlands-accenten perfekt og har en særlig evne til at formidle både dyb sårbarhed og ekstrem stædighed på samme tid, mens hun leverer sønderlemmende oneliners med kirurgisk præcision – de fleste på bekostning af Lyons. Martin Freeman er præcis lige så fremragende og opnår det nærmest umulige: at gøre et parlamentsmedlem elskelig. Han er særligt god til at modtage de verbale tæsk, han får, men overbeviser os også om, at Lyons oprigtigt bekymrer sig om mennesker og principper. Jeg ville gerne have set mere til Rachael Stirlings syrligt-vittige Elizabeth – en Cherie Blair-type og Lyons’ dybt ulykkelige hustru – men hun får det maksimale ud af en måske lidt sparsomt skrevet rolle. Dickon Tyrrell er fremragende som den forræderiske Militant-type Len, mens Susan Wokoma og Kwong Loke bidrager med alternative perspektiver til det stærke ensemble.

Stykket er smukt researchet og bliver aldrig belærende, fordi karaktererne er så ægte og underholdende. Selvom dit hjerte bløder over Labour-bevægelsens selvdestruktive mønstre, så lapper Graham det sammen igen med den anden halvdel af titlen – Love (kærligheden). Her finder han sin indre Richard Curtis frem, og det er en hyldest til Freeman og Greigs formidable skuespil, at stykket lige akkurat undgår at kamme over i det sentimentale. Hendes kærlighed til sit whiteboard er i øvrigt også vidunderligt skildret! Sæt kryds ved dette som årets forestilling!

BILLETTER TIL LABOUR OF LOVE