ANMELDELSE: Living With The Lights On, Young Vic ✭✭✭✭✭

Living With The Lights On

Young Vic

17. marts 2016

5 stjerner

Det er en uomtvistelig sandhed, at intet er teateret bedre til end at undersøge og udlevere sig selv. Living With The Lights On, Mark Lockyers brutalt ærlige og gribende oprigtige rejse fra lovende skuespiller hos RSC til et totalt sammenbrud – og den efterfølgende vej tilbage til et liv i balance – er et ekstraordinært værk. Det er et bydende nødvendigt bidrag til det teatralske landskab for alle, hvis liv er blevet berørt af psykisk sygdom. (Hvilket i øvrigt er os allesammen.)

En monolog, især én der centrerer sig om refleksioner over en skuespillerkarriere, kunne let forfalde til en aften med selvoptaget narcissisme. Vi bliver dog straks afvæbnet af Mark selv, der personligt hilser på alle ved døren og byder os velkommen i studiet på Young Vic. Energisk og imødekommende understreger og beroliger Mark os med, at vi skal lægge alle teaterkonventioner og den fjerde væg bag os; han er her slet og ret for at fortælle en historie.

Og hvilken historie! Med teatralske rekvisitter spredt ud over scenen væver Mark fortællingen om sit liv frem til dette øjeblik. Han springer fra den ene levende og skarpe karaktertegning til den næste absurd banale efterligning, mens han får publikum til at knække sammen af grin og kæmpe efter vejret. Men på et splitsekund leverer han følelsesmæssige mavepustere og afslører den skrøbelige sårbarhed hos en mand på kanten. Marks nedsmeltning indvarsles af introduktionen af en glat amerikaner, der præsenterer sig selv som djævlen og forfølger ham stædigt, mens han aggressivt underminerer hans forhold til familie, venner, elskere og til sidst selve virkeligheden.

Marks tiltagende excentriske opførsel transformeres fra kæphøj arrogance til farlige vrangforestillinger, mens han stjæler fra og sårer dem, der forsøger at hjælpe ham. Jeg var imponeret over hans åbenhed omkring at dele og udforske den smerte og skam, han påførte sine nærmeste, og man kan høre publikums gisp, efterhånden som han bedrager de karakterer, han tidligere beskrev så kærligt. Efter adskillige selvmordsforsøg, brandstiftelse og ophold på diverse psykiatriske institutioner ender Marks handlinger til sidst med at sende ham i fængsel, hvor han hjerteskærende beskriver følelsen af for første gang i årevis at være "sikker" – "...bag metervis af mursten".

Lige så beundringsværdig er hans modvilje mod at fordømme de mange lægelige og juridiske eksperter, han kommer i kontakt med. Tværtimod står han stolt tilbage og kalder sig selv for et bevis på, at systemet virker, da han gennem deres hårde arbejde og indsats har været i stand til at vende tilbage til et normalt liv. Lockyers vekslen mellem arrogant 'name-dropping' og ydmyg taknemmelighed er det, der gør dette stykke teater så fængslende. Når han reciterer sine klassiske roller, funkler hans vers med en kraftfuld muskuløsitet, der giver én lyst til at se ham i en fuld opsætning.

Det er tydeligt at se, hvor meget denne forestilling allerede har rykket sig under Ramin Grays skarpe instruktion, men hvor den bevæger sig hen efter denne korte spilleperiode, er ikke til at vide. Materialet og præstationen fortjener bestemt en længere spilleperiode, men i sidste ende er denne historie en platform for en mand til at uddrive sine dæmoner. Hvis hensigten med produktionen var at genintroducere Mark Lockyer i teaterverdenen, er det absolut lykkedes – men hvis målet var at skabe debat om det presserende emne mental sundhed, vil dens eftervirkninger uden tvivl række meget længere.