ANMELDELSE: Loserville, Union Theatre ✭✭✭

Loserville

Union Theatre

5. december

3 Stjerner

Union Theatre er for længst etableret som en af Londons mest spændende og interessante Fringe-scener. Her er man altid garanteret en medrivende aften, og teatret har for nylig præsenteret en række friske nyopsætninger og bearbejdninger af forestillinger, der ikke helt ramte plet første gang.

Loserville falder bestemt under sidstnævnte kategori; Elliot Davis og James Bournes hjertebarn fik en kølig modtagelse af anmelderne, da det flyttede fra West Yorkshire Playhouse til West End. Bourne var i øvrigt medstifter af boybandet Busted – et faktum, der mærkværdigvis er udeladt i hans biografi i programmet!

Handlingen udspiller sig i en stille amerikansk by, hvor en gruppe high school-elever drømmer om at flygte fra hverdagens manglende fremtidsudsigter og den uundgåelige teenage-angst. Som det altid er tilfældet i amerikanske high school-dramaer, findes der en mur af jern mellem nørderne og de populære elever. Michael Dork og hans socialt akavede venner forsøger at finde en måde at få computere til at tale sammen (stykket påstår nærmest, at de opfandt e-mailen; jeg vil anbefale Tim Berners-Lee at springe denne forestilling over).

Han støder sammen med Eddie – skolens klassiske 'jock' – der desperat forsøger at lure Michaels planer, da hans far ejer et computerfirma. De traditionelle grænser bliver udvisket, da den smukke og kloge Holly ankommer. Hun finder oprindeligt sammen med Michael, til stor jaloux irritation for hans bedste ven Lucas. Eddie og hans tungnemme kumpaner udtænker herefter et temmelig absurd afpresningsplot for at få fat i Holly; ender hun på den mørke side, og kan de indbyrdes venskaber og forhold overleve?

Som opsummeringen antyder, er det største problem med Loserville, at man føler, man har set det hele før. Det er en slags miskmask af The Big Bang Theory og ethvert high school-drama i historien (Grease, Saved by the Bell, Glee). Mens manuskriptet giver nørderne en smule følelsesmæssig dybde og reel dramatisk nerve, er sportsidioterne og de modbydelige piger næsten ulideligt endimensionelle og klichéfyldte. Den mest interessante karakter er Samantha, en af de seje piger, der gemmer på en hemmelig passion for sci-fi – et fantastisk potentiale, som desværre aldrig bliver foldet helt ud.

Musikken er ligeledes poppet og punk-inspireret; det er fornøjeligt i starten, men det bliver aldrig rigtig varieret, især på grund af de mange gentagelser (reprises). Den konstante hyperaktivitet føles som et frontalangreb på sanserne, især kombineret med de skrigende og farverige kostumer. Teksterne kammer også ofte over i det banale og viser noget af den oversimple stil, som Busted blev kritiseret for (“I'm the one you should be dating/ Seeing you with him is so frustrating”).

Efter at have læst dette, undrer du dig måske over, hvorfor jeg ikke bare gav forestillingen en enkelt stjerne og anbefalede, at den blev sendt i glemmebogen som musical. Men sagen er, at den er opfindsomt iscenesat og instrueret af Michael Burgen, og materialet fungerer langt bedre i et intimt scenerum end i et stort West End-teater. Der er klogt nok valgt en mere selvironisk tilgang til de mest fjollede elementer (selvom de jugoslaviske tvillinger, der blev sablet ned i den forrige version, mystisk nok stadig er med).

Koreograf Matt Krzan leverer nogle opfindsomme numre, især i 'Little Things You Do You', som på snedig vis inkorporerer en badmintonkamp i både musikken og bevægelserne. Der ydes ofte ekstra vokalstøtte fra ensemblemedlemmer bag scenen – en fornuftig beslutning, der tilføjer nogle behagelige harmonier til mange af sangene.

Scenografien er vidunderlig; man har ofte kæmpet med at få den lille scene i Union Theatre til at virke slagkraftig. Scenografen (der desværre er ukrediteret) har åbnet hele rummet op og skabt et lokale med graffiti og videnskabelige kruseduller på væggene.

På et tidspunkt bliver nogle af disse lyst op, hvilket sammen med belysningen skaber et særligt stærkt øjeblik. Flere noter tilføjes løbende via en kridttavle, hvilket fungerer rigtig godt til at give kontekst og en fornemmelse af lokation i de enkelte scener.

Skuespillet er solidt, selvom dele af ensemblet var tæt på at overspille i de store fællesnumre. Joshua Watt er charmerende og synger upåklageligt i rollen som den nørdede Michael Dork. Når det er sagt, så smutter hans accent indimellem, og han er muligvis for klassisk køn til at spille rollen som én, der angiveligt er frastødende for det modsatte køn.

Holly-Anne Hull leverer en ligeså stærk præstation som den kloge og venlige Holly. Hun har en fantastisk stemme, men skal passe på sin artikulation, da hun til tider kæmpede for at trænge igennem bandets musik. Shane Gibb var seriøst imponerende i sin professionelle debut og bar sit solonummer med stor dygtighed; han er bestemt et navn, man skal holde øje med.

Loserville er en produktion fyldt med E-numre; farvestrålende og sød, men med risiko for at give dig et sukkerchok. Det er et uoriginalt manuskript og partitur, der bliver løftet til sit absolut maksimale af en talentfuld instruktion og et energisk ungt cast.

Loserville spiller på Union Theatre frem til 20. december 2015