ANMELDELSE: Luce, Southwark Playhouse ✭✭✭✭

Luce

Southwark Playhouse

11. marts 2015

4 stjerner

Book nu I en tid, hvor skoleskyderier og ekstremisme i USA ofte præger nyhedsbilledet, fremstår Luce som en kærkommen nyhed på Southwark Playhouse.

Titelkarakteren, der er adopteret fra Afrika, er den mand, alle ser op til på high school – en stjerne både på sportsbanen og i klasseværelset. Derfor er chokket stort, da Luce bliver taget med ulovligt fyrværkeri og afleverer en skoleopgave fyldt med referencer til voldelig terrorisme. Det fører til sammenstød mellem hans mistænksomme lærer og hans velmenende, men vantro forældre. Er Luce virkelig den, han udgiver sig for at være, eller er han på vej mod afgrunden?

JC Lees manuskript er dejligt tvetydigt; det danser om de store spørgsmål og efterlader ofte publikum med flere spørgsmål end svar. Skoleskydere bliver tit portrætteret som ensomme outsidere, så det er en forfriskende vinkel at se Luce som en populær og vellidt dreng, der måske bliver drevet mod det onde af sin traumatiske fortid i krigszoner og det enorme forventningspres, han bærer på sine skuldre.

Sproget i stykket er bevidst sløret; karaktererne taler ofte om 'kommunikationsbrist', og begivenheder, vi overværer med egne øjne, bliver mudret af karakterernes forskellige tolkninger. Der er også en racemæssig undertone; Luces sorte lærer, Harriet, drømmer om, at han er et forbillede for deres fællesskab, mens der anes en snert af 'hvid dårlig samvittighed' hos hans liberale adoptivforældre. Det skaber en fascinerende, om end indimellem dvælende, aften, der holder seerne i spænding helt til det sidste.

Oplevelsen løftes af et fremragende hold skuespillere med Martins Imhangbe i front som Luce. Det er en fantastisk præstation, der både viser karakterens manipulative træk og hans charmerende, intelligente side. Sande sociopater er sjældent dumme (instruktør Simon Dormandy nævner den angiveligt karismatiske Boston-bomber i programnoterne). Luce finder et knivskarpt modspil i Natasha Gordons Harriet, der er benhård og alligevel gribende i sine appeller til Luces bedre jeg.

Meget af det komiske afbræk kommer fra Luces intetanende forældre, der er alt for langsomme til at indse alvoren i situationen. Nigel Whitmey leverede aftenens personlige favoritpræstation som den opgivende far, mens Mel Giedroyc viste sit skuespilstalent som den håbløst tillidsfulde mor.

Der er et sideplot med Luces ekskæreste Stephanie, som dog ikke føles helt gennemarbejdet og bidrager med lidt for lidt til hovedhistorien. Ikke desto mindre blev rollen spillet overbevisende af en charmerende distræt og sårbar Elizabeth Tan.

Dick Birds scenografi er enkel, men effektiv, og brugen af et stort spejl tilføjer ekstra spænding. At skuespillerne sidder blandt publikum, fungerer for så vidt fint, men det skaber en vis frustration, da man ved, at når en karakter først forlader scenen mod baglokalet, er de færdige i stykket.

Luce er et frisk og vedkommende blik på amerikansk ekstremisme i tiden efter 9/11. Spækket med intriger og spænding byder stykket på en tankevækkende aften i teatret.

Luce spiller på Southwark Playhouse frem til den 2. april 2016. Book nu