ANMELDELSE: Mandy Gonzalez med Seth Rudetsky, online-stream ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Mandy Gonzalez, der optræder med Seth Rudetsky i det seneste afsnit af Seths online koncertrække.

The Seth Concert Series med Mandy Gonzalez og Seth Rudetsky

Online live søndag den 25. april, genudsendt mandag den 26. april

Seth Concert Series’ hjemmeside

Og sådan kom vi til endnu en episode. Denne serie, som har kørt i månedsvis, er blevet så fast en del af den virtuelle musicalscene, at den nu gør det, teater er skabt til: den får os til at stille spørgsmål. Jo mere jeg ser dette show, jo mere spekulerer jeg nemlig over motiverne bag. Seth Rudetsky har præsenteret cabaret-talkshows i mange år, længe før de nuværende 'mærkværdige tider'. Han har udviklet en fast formel sammen med gæster, han ofte har arbejdet med før og har langvarige relationer til, og i lang tid har formatet fungeret glimrende: så længe gæsten har en god røverhistorie eller to og kan levere varen med det her Broadway-baserede repertoire på 90 minutter, glider alt som smurt.

Og dog. Med tiden sniger en lille tvivl sig ind, og før man ved af det, spørger en spinkel stemme: 'Var det bare det?...' Hjulene kører rundt i stadig mindre cirkler i et alt for velkendt og forudsigeligt repertoire; gæsternes karriereforløb begynder i stigende grad at ligne hinanden, og Seth virker en smule rådvild over, hvad han skal stille op med et format, der umærkeligt, men støt, er ved at løbe tør for energi.

Mandy Gonzalez havde gang i et gennemgående tema, måske, da hun kastede sig ud i sin egen version af 'Dat-da-dah-dah-daaahh!' fra Lin-Manuel Mirandas 'Hamilton' (sangen har muligvis en anden titel, men for mig vil den altid kun være kendt under det omkvæd). Revolution? Samfundskritik? 'Que Sera Sera' (Jay Livingston og Ray Evans) fik et lækkert, langsomt blues-arrangement, der lokkede nogle dybe, hæse og følelsesladede klange ud af Gonzalez. Det er den slags præstation, der – under normale omstændigheder – er nok til at skabe et brag af en cabaret-optræden.

Men vi er langt fra 'normale omstændigheder'. Én stor præstation kan følge efter den næste, men hvis sangene trækker i forskellige retninger, har de tendens til at undergrave hinandens samlede effekt. Selvom jeg har en mistanke om, at drivkraften bag de her online shows var coronanedlukningen af teatre og spillesteder, med henblik på at erstatte det, publikum savner – sangene, stjernerne, glamouren, sladderen og de store personligheder – så tror jeg måske, at dette mål overser den egentlige kerne. Det er ingen skam; det er en hidtil uset situation, som ingen har kunnet forberede sig på. Vi har lov til at træde ved siden af. Det skal også siges, at Rudetsky er en fænomenal skarp og intelligent kunstner, hvis analyser af forskellige stjerners fortolkninger af berømte musicalnumre er uundværlig læring for alle, der elsker genren. Vi får glimt af det i denne serie, men måske har producenterne frarådet ham at gå i 'for meget' detalje?

Man kan kun undre sig. For mit vedkommende savner jeg den del af hans hjerne. Men selv det er ikke det, der mangler i disse koncerter. Nej. Jeg tror efter modne overvejelser, at det, publikum virkelig savner i fraværet af musicalteater, ikke er sangene eller stjernerne, men historierne. De savner narrativet. Og dette shows format giver ikke et stort nok indblik i de fortællinger til at kompensere for den manglende teateroplevelse. Det er ikke uden grund, at en af de mest succesfulde omgange var Jackie Hoffmans: De fleste sange i det afsnit var skrevet af hende selv, og – herregud – når de serveres samlet i en cabaret, slår de virkelig fra sig.

Kirsty MacColl og Pete Glenisters 'In These Shoes' åbnede dog et vindue til et forfriskende nyt territorium. Men da man hørte den, længtes man efter at se den i en anden kontekst end blot, hvad den lige betyder for den sanger, der fremfører den. Der ville være utallige måder at gøre det på: For år tilbage på ITV fungerede 'Song by Song by Sondheim'-formatet forrygende for en række andre tekstforfattere – en original tilgang, der førte os helt ind til hjertet af materialet. Performernes egne erindringer, uanset hvor meget de sitrer af intensitet og premiere-nerver, stikker sjældent dybere end det. Og showets spredehagl-teknik, hvor sangeren får lov at sætte stemningen, fører uundgåeligt til en følelse af, at det hele bliver lidt 'det samme'.

Hvordan skulle man ellers forklare et pludseligt skift til Jim Steinmans 'Total Eclipse of the Heart' (et 80'er-hit for Bonnie Tyler, der senere blev klemt ind i Broadway-showet 'Dance of the Vampires' i 1997)? Ja, Gonzalez synger det vidunderligt, og Seth spiller det meget eftertænksomt: Men hvorfor er den med? Hvad relaterer den sig til? Hvis det eneste svar på det spørgsmål er 'Gonzalez', er hun så en dragende nok karakter til at fastholde os gennem hele showet? Tja, ud fra et musikteatralsk synspunkt ville svaret være: 'Ja, HVIS der er nok på spil'. Så hvad er på spil i dette show? Svaret er: Ikke særlig meget. Faktisk virker disse optrædener mest som en påmindelse om eksistensen af skuespillere og sangere, som bare ikke kan ses andre steder lige nu. Det er naturligvis et værdigt formål, men det er ikke nødvendigvis et solidt fundament at bygge en lang række koncerter på.

'Breathe' fra Lin-Manuel Mirandas 'In The Heights' fulgte herefter; det var kønt nok leveret, men hvem ved overhovedet noget om den 'historie', sangen er med til at fortælle? Eller hvem er Lin-Manuel Miranda, og hvad optager ham? Igen er dette vigtige spørgsmål, som et show som dette viger udenom. Og jeg er begyndt at savne dem. Virkelig meget. Især når endnu en gennemspilning af 'Defying Gravity' (Schwartz, 'Wicked') lyder dejligt, men stadig føles som om, den er støbt i bly. For fansene var Bruce Springsteens 'Born To Run' dog en forrygende oplevelse, men hvorfor følge den op med 'Satisfied' fra 'Hamilton'? Hvis bare der var en kurator (eller instruktør?), der kunne forme hele programmet til en mere sammenhængende helhed. En stor kunstner som Mandy Gonzalez fortjener virkelig det bedste.