ANMELDELSE: One Jewish Boy, Trafalgar Studios 2 ✭✭✭

Ray Rackham anmelder Stephen Laughtons stykke One Jewish Boy, som nu er overflyttet til Trafalgar Studios 2, hvor det spiller indtil den 4. april 2020.

One Jewish Boy

Trafalgar Studios 2

3 stjerner

Bestil billetter

One Jewish Boy, dramatikeren Stephen Laughtons hit fra Londons Fringe-scene, er rykket ind i West End og udforsker de mest afgørende øjeblikke gennem et ti år langt forhold mellem en jødisk mand og en ikke-jødisk kvinde med blandet herkomst. I en gennemtænkt leg med kronologi og narrativ springer dette non-lineære stykke frem og tilbage mellem forskellige tidspunkter i forholdet, og der er meget at begejstres over. Desværre overskygger de mange kvaliteter dog ikke helt visse grundlæggende mangler.

Jesse, en sød jødisk dreng fra Highgate (Robert Neumark-Jones i en blændende og livlig præstation), og Alex (Asha Reid, der er på én gang selvsikker og vidunderligt sårbar) kæmper med at få hverdagen, parforholdet og det senere forældreskab til at hænge sammen, da den grimme antisemitisme trænger ind i deres ellers trygge tilværelse. One Jewish Boy er skrevet som et presserende modsvar til den meget reelle og globale stigning i antisemitisme og er centreret omkring et overfald på Jesse. Selvom vi ikke ser selve den fysiske handling fuldt ud, er den metaforisk vævet ind i stykkets tekstur gennem det, der bliver sagt, det usagte, og gennem dragende bevægelser og iscenesættelse. Sarah Meadows står for en præcis instruktion, der holder tempoet i dette to-mandsstykke højt, og Georgia de Greys og Jack Weirs scenografi og lysdesign er helt med på noderne; begge dele formår at fremvise det smukke i det enkle og en elegant form. Visuelt er stykket vedkommende og føles aktuelt, urbant og sammenhængende. Der hersker absolut ingen tvivl om de kreative kræfter bag kulisserne.

Selve Laughtons stykke har dog sine udfordringer. Det åbner med to personer, der skændes, og vender tilbage til diskussioner af forskellig art i næsten hver eneste scene derefter, med alt for få afstikkere. Resultatet kammer næsten over i publikumsapati over for karaktererne, uanset hvor hårdt de to skuespillere arbejder på at gøre dem sympatiske. I udforskningen af den paranoia, der har opslugt Neumark-Jones' Jesse efter et tidligere antisemitisk overfald, er der øjeblikke af ægte kraft og interesse. Men ved at skrive ham som en så uforsonlig debattør, er der kun få pauser til eftertanke, før de to skændes igen. Det fungerer ikke i det intime rum i Trafalgar 2, og til tider kunne man tilgives for at tro, at man ved en fejl var dumpet ind i et akavet opgør hos et par, man kender af udseende, men knap nok kender privat. I de mere lette passager forbliver stykket relativt ufarligt: "Jeg er besat af Rightmove, det er som Tinder for gifte mennesker," bemærker den ene, mens det et andet sted konstateres, at delemøbler måske har sjæl, men mangler eget badeværelse. Denne specifikke form for småborgerlig sødme står i diametral modsætning til den vrede og bitterhed, der præger størstedelen af stykket; så meget, at det virker usammenhængende og uden formål.

Det kan ikke benægtes, at stykket rammer hårdt følelsesmæssigt, og at det er mesterligt udført af et talentfuldt hold af kreative og designere samt smukt spillet af to dygtige skuespillere. Men ved at gøre det så meget til et portræt af nuet, og til tider flirte med det sæbeopera-agtige, har Laughton ikke tænkt nok på dets holdbarhed. I sidste ende er det dog et godt stykke, som bør ses. 

BESTIL BILLETTER TIL ONE JEWISH BOY