ANMELDELSE: Pomona, National Theatre ✭✭

Pomona på National Theatre. Foto: Manuel Harlan Pomona

16/09/15

National Theatre, Temporary Theatre

2 Stjerner

Køb billetter Pomona præsenterer sig selv som en dystopisk mysteriethriller, der udspiller sig i nutidens Manchester. Alistair McDowalls stykke fik premiere på Orange Tree Theatre i Richmond i 2014 og kommer nu til National Theatre som en samproduktion med Royal Exchange Theatre i Manchester, hvortil forestillingen flytter i slutningen af året. Forestillingen spiller uden pause.

Handlingen udspiller sig omkring en stor syv-sidet kloakrist, som på et tidspunkt i dramaet flyder faretruende over med blod. Der er ingen møbler, men kombinationen af et ildevarslende soundtrack og komplekse lyssekvenser bruges til at fremmane en atmosfære af urban fremmedgørelse og anspændte, potentielt voldelige møder.

En række løst forbundne historier udvikles omkring seks karakterer – der er Ollie (Nadia Clifford), som er kommet til Manchester for at lede efter sin forsvundne søster; Fay (Rebecca Humphries), en prostitueret der forsøger at hjælpe Ollie og navigerer gennem en truende underverden styret af bordelshajen Gale (Rochenda Sandall) og potentielt voldelige kunder. Så er der Zeppo (Guy Rhys), en dyster ejendomsspekulant, der beskytter sig mod fjender ved konstant at være i bevægelse på Manchesters ringvej. En karakter, der skiller sig ud fra de andre, er Keaton (Sarah Middleton), som indimellem griber ind i handlingen og andre gange står på sidelinjen iført en Cthulhu-blækspruttemaske. Rollelisten fuldendes af de to sikkerhedsvagter, Charlie (Sam Swann) og Moe (Sean Rigby), der nervøst overvåger indgangen til Pomona, et forladt område i det centrale Manchester mellem to kanaler.

Lastbiler kører ind og ud fra området, men hvad fragter de? Hænger det sammen med de mystiske og uopklarede forsvindinger i bymidten, som Zeppo nævner i starten af stykket? Er den forsvundne søster en del af denne historie? Deltager bordellet, hvor Fay arbejder, i handel med organer? Planlægger Moe og Charlie et mord? Vil det lykkes Ollie at slippe ind i Pomona, og hvad vil hun finde der? Disse og mange andre spørgsmål rejses og udspilles delvist i løbet af de ca. 100 minutter, men forbindelserne mellem dem bliver aldrig helt forklaret.

Dette skyldes måske, at hele handlingen er en del af et komplekst rollespilsscenarie i stil med 'Dungeons & Dragons'. Er især Charlie og Keaton i gang med at opstille en række muligheder, der blot skal afgøres af et terningekast, så der i virkeligheden slet ikke findes en fastlagt historie? I hvilken rækkefølge finder begivenhederne sted, eller er det også tilfældigt? Alle disse spørgsmål forbliver ubesvarede.

Det, vi har her, er derfor en række individuelle scener – flere af dem med fremragende dialog og skuespil – der aldrig rigtig samler sig til en fast fortælling eller en stabil symbolsk eller følelsesmæssig form. Man må formode, at dette er helt bevidst fra forfatterens side, og flere anmeldere har da også rost denne modstand mod traditionelle former som en begavet og stilfuld blanding af naturalisme og fantasy, urban rodløshed og gaming-ritualer, sci-fi thriller og okkult H.P. Lovecraft-inspireret fantasy.

Jeg er villig til at indrømme, at jeg kan have overset en del, og det overvejende unge publikum elskede det tydeligvis til premieren; men for mig var dette i sidste ende et absurd miskmask af muligheder, der aldrig faldt i hak. Kejseren værdigede aldrig at have tøj på længe nok til, at vi for alvor kom til at holde af karaktererne eller mærkede spændingen fra de situationer, der blev skitseret.

På det detaljerede plan var der dog masser af flot skuespil, som fortjener ros. For eksempel gravede Humphries følelsesmæssigt dybt i sin skildring af en sexarbejder på kanten af et sammenbrud. Det var meget mere end den klassiske 'luder med et hjerte af guld'-præstation: hun viste ægte sårbarhed, hvor det var nødvendigt, og kold realisme i en bemærkelsesværdig scene med Rigby, der bruger hende som samtalepartner for sine voldelige fantasier og fortid.

Alle scener med Charlie var også mindeværdige, takket være Swanns nuancerede skildring af generthed og tilbageholdenhed over for umulige ydre krav, samt en forfriskende dosis humor i teksten, som ellers manglede. Han formåede også at gøre rollespils-sekvenserne troværdige, før den energi blev opløst i yderligere forvirring og tematisk fragmentering. Denne rolle er langt mere kødfuld end de andre, med en mindeværdig, om end foruroligende, billedsprog. Her var der indikationer på den detaljerige skrivekunst og karakterdybde, som forfatteren kunne have mestret, hvis han havde valgt den retning.

Jeg er bevidst om, at jeg måske lyder som en gammel sur anmelder med denne kritik, og jeg mener bestemt ikke, at man inden for denne genre absolut skal skære alt ud i pap. Grundmaterialet i stykket er meget lovende, og hvis blot nogle få af de alt for mange temaer var blevet udforsket yderligere, kunne mange af disse kritikpunkter være undgået. Som det er nu, føles det som om, at det der giver mening for holdet bag forestillingen, trænger til at blive testet på et bredere publikum. Det kunne måske føre til tydeligere pejlemærker for både karakterer, plot og stemning.

Som man kan forvente her på National Theatre, leverede det kreative hold et flot stykke arbejde med koreografi, kostumer, lyd og lys, og instruktør Ned Bennett holdt et godt flow med varieret brug af den åbne scene. Problemet er blot, at forestillingen er lidt for smart til sit eget bedste, fanget i et net af egne referencer. Den er fuld af 'sound and fury', der i sidste ende ikke betyder... ret meget.

Pomona spiller på National Theatre frem til den 10. oktober