ANMELDELSE: Rosmersholm, Duke Of York's Theatre ✭✭✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Duncan Macmillans bearbejdelse af Ibsens Rosmersholm, som lige nu spiller på Duke of York's Theatre.

Lucy Briers, Giles Terera, Hayley Atwell og holdet bag Rosmersholm. Foto: Johan Persson RosmersholmDuke of York’s, LondonFem stjerner Bestil nu Ibsen blev inspireret til at skrive Rosmersholm efter at være vendt hjem til Norge efter mange års eksil, hvor han fandt sit fædrelands politik præget af omvæltning og splittelse. I historien om den tidligere præst John Rosmer, der er splittet mellem konservativ tradition og radikal forandring, skildrer han en verden, hvor politik er som en kampsport, og rivaliserende fløje kæmper om stemmerne gennem en sensationslysten presse. I Duncan Macmillans nye bearbejdelse er disse spændinger formuleret på en måde, der giver umiskendelige ekkoer af nutidens politiske splittelse.  Politik er i dag kommet til at handle mere om volumen end om fornuft, mere om følelser end om fakta. Pressen er delt i indædte politiske fløje, der opsøger den ene skandale efter den anden og trykker løgne, "som selv ejerne ikke tror på". For nogle virker det som om, at dagsordenen er: "De vil have os til at slås for at distrahere os". Hayley Atwell og ensemblet i Rosmersholm. Foto: Johan Persson Men dramaet forbliver solidt plantet i slutningen af det 19. århundrede med karakterer, der er drevet af værdier, som føles meget i tråd med deres tid. Stykket udforsker Rosmers – og Ibsens – begreb om adel, hvilket her refererer til et ophøjet sindelag og karakterstyrke frem for klasse – selvom det stadig bærer præg af en vis elitisme. Det er også en tid, hvor kvinder ikke har stemmeret og betragtes som underlegne, hvilket inspirerede en af Ibsens mest bemærkelsesværdige karakterer, Rebecca West – en proto-feminist, hvis revolutionære synspunkter har udløst Rosmers forvandling fra reaktionær patricier til forkæmper for social lighed. Giles Terera og Hayley Atwell i Rosmersholm. Foto: Johan Persson Mod hende står den konservative Kroll, som Macmillan her har forfremmet fra lokal skoleinspektør til en højreorienteret embedsmand; en tilsyneladende koldhjertet politiker, der er ligeglad med, hvem han skader i kampen for at få sit parti til magten. Han er også bror til Rosmers afdøde hustru, Beth, der kastede sig i mølledammen ved deres hjem efter at have opdaget, at hun ikke kunne give sin mand en arving. Det er disse personlige relationer, der gør dette til mere end blot et politisk drama. Det er heller ikke kun en skildring af højre mod venstre, med fokus på Rosmers manglende evne til at vælge side. Hayley Atwell, Tom Burke, Peter Wight og Giles Terera i Rosmersholm. Foto: Johan Persson Han spilles med stor intensitet af Tom Burke, der giver ham en sammenbidt alvor, som bryder ud i lidenskab, mens han kæmper med sine indre konflikter og tabet af sin tro. Men Hayley Atwell stråler som Rebecca og personificerer fuldt ud hendes kamp mellem idealistiske overbevisninger og kærligheden til Rosmer. Trods sin foragt for lighed og arbejderklassen er Kroll mere end blot en højreorienteret skurk takket være Giles Terera, der formidler følelsen af en mand, som er rædselsslagen for forandringer og social uro. Med vægge prydet af portrætter af to århundreders Rosmer-slægt understreger Rae Smiths scenografi, hvordan alle karaktererne er hjemsøgt af fortiden – som de så ofte er det i Ibsens stykker. Selvom nogle af deres handlinger og motiver føles en smule fjerne for det 21. århundrede, får instruktør Ian Rickson deres konflikter til at føles ægte og relevante, med en tragisk uundgåelighed, der afspejles i Stephen Warbecks stemningsfulde musik. Rosmersholm er et af Ibsens sjældnere opførte stykker, men med Macmillans bearbejdelse føles det nu som et af de mest dagsaktuelle. Spiller frem til 20. juli 2019.

BESTIL BILLETTER TIL ROSMERSHOLM