ANMELDELSE: Spy Plays, Above The Stag Theatre i Vauxhall ✭✭

Julian Eaves anmelder Spy Plays, som i øjeblikket spiller på Above The Stag Theatre i Vauxhall, London.

Spy Plays

Above The Stag,

28. februar 2020

2 stjerner

BESTIL BILLETTER

For nogle år siden havde Alan Bennett stor succes med 'An Englishman Abroad', et tv-spil han efterfølgende har forsøgt at gøre teater-egnet ved at parre det med et andet lille kammerspil om et lignende emne, dog uden helt at genfange originalens succes.  Det første drager fordel af at have fascinerende, karismatiske karakterer, hvor det aldrig står klart, hvem der har overtaget, eller hvad resultatet af deres samspil bliver.  Det andet kører blot rundt i ring, før det stopper lige der, hvor vi hele tiden vidste, det ville ende.  At selv en kapacitet som Bennett kæmper med at gentage sin egen bedrift, burde være en advarsel til andre dramatikere.  Ufortrødent gør David Thame her et forsøg på at præsentere to enaktere, der også portrætterer hærdede homoseksuelle skæbner bag lukkede døre.  Den ene er en ungarsk flygtning fra 1950'erne med gode forbindelser, der bliver ekspederet af en rå fyr; den anden er MI5-agenten, der kom i aviserne for nylig, da hans rådnende lig blev fundet lynet inde i en sportstaske i hans lejlighed: i dette stykke er MI5-historien udstyret med en lige så modbydelig gæst.  Problemet for forfatteren er dog, at ingen af hans karakterer er særligt interessante som mennesker - eller også har han ikke fundet en måde at gøre dem interessante på, og ingen af dem gør i hvert fald en indsats for at fremstå sympatiske; udfaldet af deres møder er givet på forhånd, og det bliver sjældent udfordret af det, der sker på scenen.  Hvordan gør man så dramaet fængslende?

Når Thame lejlighedsvis bevæger sig ind i en grotesk stil a la 'The Ruffian On The Stair' eller dykker ned i det kriminelle sind - som Brenton i 'Christie In Love' - er der øjeblikke med dramatisk tyngde: men disse glimt af dramatisk vision er aldrig nok til at oplyse en ellers flad og kedelig fremstilling af disse situationer.  Peter Darney står for instruktionen her (med Julie Addy som medinstruktør på den første del, 'London/Budapest').  Scenerne med Sean Brownes karakterer - og det er de bedste scener i hele forestillingen - er ekstremt anderledes end alt andet, og det er helt bevidst.  De er, med producenternes ord, 'ekstrametriske' og er instrueret og spillet i en anden stil, som denne anmelder fandt meget engagerende og fængslende.  Ellers holdes der for det meste en ret statisk, køligt 'neutral' stil, som efterlod mig upåvirket og køligt neutral over for det hele.

Hvad angår de medvirkende, har Max Rinehart nogle opslidende lange - og monotone - partier; han mestrer dem vel, men de giver desværre så lidt igen i forhold til dybde eller spændvidde.  Overfor ham har Guy Warren-Thomas den utaknemmelige opgave at skulle repræsentere to dybt usympatiske 'ofre': manuskriptet gør ham kold, overfladisk og så selvoptaget, at han er ude af stand til at se faren i sin situation.  Der kommer dog liv på scenen, når Sean Browne brillerer i ikke færre end fire småroller i det første stykke: den knappe skrivestil i hans scener tyder på, at Thame er bedre til at skrive sådanne koncentrerede møder, hvor det ikke med det samme er klart, hvor tingene bærer hen.  Imens kan man nyde Boo Williams' utroligt flotte scenografi, pænt belyst af Jack Wills, og Nicola Changs kunstfærdige brug af stemningsfuld lyd.

Uden tvivl vil dette stykke finde - og tale til - et vist nichepublikum, og måske er det helt i tråd med dette teaters lokale mission.  I så fald er målet nået.  Hvis du leder efter noget med en bredere appel, vil du måske finde dette som en lidt frustrerende oplevelse.

Spiller indtil 29. marts 2020