ANMELDELSE: Strange Fruit, Bush Theatre ✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Caryl Phillips' Strange Fruit, som nu spiller på Bush Theatre i en opsætning instrueret af Nancy Medina.

Tok Stephen (Alvin) og Debra Michaels (Vernice) i Strange Fruit. Foto: Helen Murray Strange Fruit Bush Theatre, London

Tre stjerner

Bestil Billetter

For et år siden præsenterede Bush Theatre os for en fornem genopsætning af Winsome Pinnocks fænomenale stykke Leave Taking fra 1987, der udforskede oplevelserne hos to generationer af en London-familie med caribiske rødder. Som en del af serien ”Passing the Baton”, der fejrer værker af britiske dramatikere med minoritetsbaggrund, er turen nu kommet til en genopsætning af Caryl Phillips' Strange Fruit, som havde premiere i 1980. Stykket ser ligeledes på generationskonflikter i en sort britisk familie, der er rykket op med rode fra Caribien, men på trods af glimt af genialitet mangler det overordnet set den gennemslagskraft, som emnet kræver.

Titlen leder tankerne hen på Billie Holidays hit om lynchninger i de amerikanske sydstater, hvor tusindvis af sorte amerikanere blev brutalt myrdet helt op til 1960'erne. Denne historie udspiller sig i England (formodentlig London, at dømme ud fra accenterne), men afslører racismens og diskriminationens indvirkning på Vivian og hendes to sønner, Errol og Alvin, der forlod Vestindien 19 år tidligere. De to drenge er nu voksne og har reageret ved at blive radikaliserede, mens deres mor stædigt undgår at se realiteterne i øjnene som sort kvinde i 1970'ernes Storbritannien. Ved siden af har hendes bedste veninde, Vernice, sine egne problemer med teenagedatteren Charmaine, der på mystisk vis er holdt op med at tale til hende.

Jonathan Ajayi (Errol) og Tok Stephen (Alvin) i Strange Fruit. Foto: Helen Murray

Kommunikation er stykkets omdrejningspunkt. I en af de mest kraftfulde scener afslører Vivian bevægende sine egne oplevelser med racisme i England – noget hun aldrig har ønsket at tale med sine børn om. Hendes nægtelse af at tale om fortiden betyder, at hendes sønner ikke aner, hvad hun har måttet udstå, og hvor ”træt og udmattet” hun føler sig, men omvendt har hun ingen forståelse for den frustration, de føler. Rakie Ayala spiller hende med en føjelig tilbageholdenhed og viser langsomt revnerne, efterhånden som hendes tavshedsstrategi viser sig at være forfejlet.

Med en dårligt klippet afro svinger Jonathan Ajayi fra det lavmælte til voldsomt raseri som den 21-årige Errol, der forsøger at navigere i modstridende følelser omkring sin identitet og et liv i et land, hvor han konstant er i fare for overfald på grund af sin race. Tilly Steele er fremragende som hans yngre hvide kæreste, Shelley, der er mærket af sit eget svære familieliv og villig til at krydse oceaner af kærlighed til ham. Debra Michaels er også mindeværdig som den nysgerrige, men støttende Vernice, der tilfører nogle herlige komiske øjeblikke. Tok Stephen skiller sig ud i en strålende præstation som storebroren Alvin, der tvinges til at se sine egne knuste håb og drømme i øjnene.

Jonathan Ajayi (Errol) og Tilly Steele (Shelley) i Strange Fruit. Foto: Helen Murray

Instrueret af Nancy Medina er dette en stærk genopsætning af et stykke, der kunne have haft gavn af en strammere struktur – det varer tre timer inklusiv pause. Scenografien af Max Johns er minimalistisk og dækket af et tekstureret 70'er-væg-til-væg-tæppe, der fremmaner Vivians stue, hvor hele handlingen finder sted. (Johns har desuden skabt en mere realistisk udgave af en britisk-vestindisk dagligstue i Bush Theatres foyer). Med sine uforglemmelige karakterer og emotionelle styrke er Strange Fruit aldrig kedelig, og den trækker os med i sin støt stigende optrævling af de hemmeligheder og løgne, som mennesker tyr til for at overleve.

Spiller til den 27. juli 2019

BESTIL BILLETTER TIL STRANGE FRUIT