ANMELDELSE: The Canary and the Crow, Arcola Theatre London ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Middle Child Theatre Companys The Canary and the Crow, som i øjeblikket spiller på Arcola Theatre i London.

Foto: the Other Richard The Canary and the Crow

Arcola Theatre, London

20. januar 2020

5 stjerner

Bestil billetter Som en naturlig opfølger til 'SIX' kommer her den næste nye musical-sensation, der tager landet med storm!  Det er en bjergtagende debut af forfatter, performer og skuespiller Daniel Ward, akkompagneret af musikalske grooves og lyddesign fra medspilleren på scenen, DJ Prez 96 (også kendt som skuespilleren Nigel Taylor), og komponist James Frewer. Det er noget af det mest intense og nærværende "gig-teater", man kan opleve.  Forestillingen er bestilt af det Hull-baserede Middle Child Theatre Company, og efter at have spillet for fulde huse hos Paines Plough på Edinburgh Fringe sidste sommer, er den nu vokset sig endnu større og sælger hurtigt ud på Arcola Theatre.  Og den er fuldstændig bjergtagende.

Foto: The Other Richard

Man træder ind i salen til en fest, der allerede er i fuld gang: Ward og Taylor fører an, pisker en stemning op hos publikum, vifter med hænderne i vejret, klapper og råber alt hvad de kan, så man straks føler sig som en del af fællesskabet.  Da der falder ro på, introducerer Ward historien: baseret på hans egne oplevelser som BAME-skuespiller (Black, Asian and Minority Ethnic) på en hvid-domineret dramaskole. Et foredrag af en gæst – en af landets førende sorte skuespillere – satte gang i en tankeproces, som delvist har resulteret i dette teaterstykke.  Han blander direkte henvendelse til publikum, rimende rap, rollespil af scener fra barndommen og spontan interaktion med salen for at udforske vigtige og stærke emner fra vores multikulturelle, men også pressede og urolige verden.  Med solid opbakning og charme fra Prez 96 er der yderligere musikalsk og dramatisk medvirken fra Rachel Barnes og Laurie Jamieson, som begge er fremragende i deres mange forskellige roller.

Foto: The Other Richard

At denne kvartet af tryllekunstnere er i stand til at fremmane et kalejdoskop af begivenheder og stemninger, skyldes i høj grad den perfekt afstemte produktion: Ryan Harston holder gang i bevægelsen – altid i harmoni med Smiths skarpe og præcise instruktion – mens Jessica Addinall lyssætter hvert øjeblik unikt, så "sandheden" i hver eneste replik og handling fremhæves (noget der ligger forfatteren meget på sinde). Ed Clarke blander de mange lyde til perfektion og fører os på et øjeblik fra raspende cello-tremoloer til varm, bastung grunge, og videre over i utrolige duetter mellem modsatrettede kunstarter.  Det er en totaloplevelse!

Foto: The Other Richard

Selve historien er fuld af overraskelser, ikke mindst gennem den snedige brug af Æsops fabel om de to fugle i en sangkonkurrence.  Det geniale ved denne mytologiske tilgang er, at den løfter den hverdagsagtige fortælling om skolegangen op i et mere universelt plan.  Ward skruer tiden tilbage og fortæller om, hvordan han som 10-årig blev udvalgt til at gå på en fin grammar school; det viste sig at være første skridt i samfundets forsøg på at gøre ham til en 'acceptabel sort mand'.  Men her mødte samfundet sin overmand i Ward.  Han ville på ingen måde bøje sig for en dagsorden dikteret af andre (der er helt sikkert en lærestreg til andre dér).  For os som publikum er dramaet noget, vi både kan og bør identificere os med: Shakespeare opfordrede som bekendt skuespillerne til at 'holde spejlet op for naturen' og sagde, at man skal være 'tro mod sig selv'.  Det er befriende at se, at her i landet, hvor så mange virker klar til at opgive deres integritet eller identitetsfølelse, findes der en stemme, der arbejder på højtryk for at holde fast i de klassiske værdier.

Foto: The Other Richard

Spilleperioden på Arcola er kort, men jeg har en stærk formodning om, at vi kommer til at høre og se meget mere til denne forestilling – og til alt det andet, Ward har i ærmet – inden længe.  En stjerne er født.

Spiller indtil 8. februar 2020