ANMELDELSE: The Flies, Bunker Theatre ✭

Julian Eaves anmelder The Flies - Les Mouches af Jean-Paul Sartre, som præsenteres skiftevis på fransk og engelsk på Bunker Theatre i London.

The Flies / Les MouchesBunker Theatre, 13. juni 20191 Stjerne BESTIL BILLETTER Jean-Paul Sartre er velkendt som filosof, men knap så berømt som dramatiker.  Og dog har et af hans tidlige værker til scenen, ‘Huis clos’ (‘Lukkede døre’), fundet en permanent plads i det internationale repertoire.  Det er en bemærkelsesværdig bedrift for en mand, der i 1944 hidtil kun havde produceret få forsøg, herunder denne rodede og ustrukturerede genfortælling af dele af Orestien.  ‘Les Mouches’ begår stort set enhver fejl, en dramatiker kan begå, når der skal skabes en tekst til opførelse i teatret: den er uoverskuelig, plotudviklingen er tung som bly, ekspositionen er endeløs, handlingen minimal og – når den endelig indtræffer – hastigt sjusket igennem, og så videre.  Selvom stykket markedsføres som et svar på nazisternes besættelse, er der ikke meget af det, der skinner igennem her.  Det præsenteres også som en ‘rockopera’, men der er forsvindende lidt sang, og når det sker, når det aldrig rigtig op på siden af rockmusik.  Ufortrødent blev stykket for 10 år siden bragt til Londons fringe-scene af det lille tosprogede kompagni, Exchange Theatre, som har valgt at markere jubilæet ved at sætte det op igen. Sidste gang vandt det faktisk en Offie Award.  Ser man på den nuværende opsætning, er det dog tvivlsomt, om den bliver helt så succesfuld i sin anden runde.  Uanset hvilken succes instruktøren David Furlong oprindeligt havde med dette udfordrende stykke, virker den til at have forladt ham denne gang – i hvert fald hvad angår den engelsksprogede version, som jeg så i aftes.  Der findes også en fransksproget udgave, som opføres af samme kompagni (dog ikke altid med de samme roller) ved udvalgte forestillinger. Meena Rayann i The Flies. Foto: Camille Dufrenoy Her virker castet hørbart præget af franske accenter, hvilket skaber kaos i den engelske intonation, artikulation og formidling af manuskriptet.  Det er ret store forhindringer for forståeligheden.  Hertil kommer, at de medvirkendes skuespilpræstationer næsten universelt synes at have ramt en mur i mødet med tekstens særheder; instruktionen har ikke formået at hjælpe dem over de kommunikationsbarrierer, teksten opstiller.  Jennifer Kays koreografi finder lejlighedsvis øjeblikke med fokus, men virker også hæmmet af ikke rigtig at vide, hvad den forsøger at opnå.  Kevin Rowntrees mere præcise kampkoreografi står som et af de få eksempler på noget, der bare fungerer på egne præmisser; men desværre viser Furlongs beslutning om at spille Aigistos' død som komik (jeg håber i det mindste, det var et bevidst valg) sig at være endnu en af hans fejlfejl. Samy Elkhatib (Orestes) og Juliet Dante (Pædagogen) i The Flies Problemerne stopper ikke her.  Ninon Fandres scenografi er intet mindre end overfyldt, en stemning der også går igen i Sarah Habibs kostumer.  Jeg har set mange forestillinger i dette rum, nogle af de fineste overhovedet, og det er værd at bemærke, at de bedste opsætninger har ryddet scenen mest muligt for at give maksimal frihed til samspillet mellem skuespillere og publikum – lidt i stil med det ‘åbne rum’ på Shakespeares Globe.  Her er handlingen omringet af videoprojektioner (af Jason Greenberg) og en masse ragelse.  Det ville måske fungere bedre på en anden type scene, men her er det en blokering og en distraktion.  Der er også det meget omtalte on-stage band (Billy Boguard, guitar; Thomas Broda, trommer; Elo Elso, bas), som spiller og spiller og spiller en næsten uendelig underlægningsmusik i en slags løs West Coast-rockstil.  Det er behageligt nok, men kunne i virkeligheden høre hjemme næsten hvor som helst UNDTAGEN i det stive, nyklassiske sprog, som oversætteren har valgt til dette stykke. Hver gang skuespillerne åbner deres teaterskole-trænede munde for at tale, befinder vi os ikke i det moderne, forfaldne, dystopiske landskab, som scenograferne serverer.  Overhovedet ikke.  Vi er snarere i den samme stringente verden som hos Racine og Corneille, der serverer intriger og rænkespil fra det klassiske repertoire som en metafor for tant og fjas ved solkongens hof.  Det hele hænger ret mærkeligt sammen.  Imens må de medvirkende gøre deres bedste. David Furlong i The Flies. Foto: Camille Dufrenoy Meena Rayann påtager sig den krævende rolle som Elektra.  Hun gjorde det måske godt i 'Game of Thrones', men dette er en langt sværere rolle at portrættere, og hun virker helt på udebane.  Hun skal også synge til det kompetente rockbands musik, og her render hun ligeledes ind i problemer.  Paco Esquire er krediteret som musikalsk leder, men han har ikke været i stand til at hjælpe sine performere meget.  Det samme gælder for det 'Elvis-efterligner'-nummer, Samy Elkhatib skal levere som sin ret stive Orestes, og for koret af furier: Fanny Dulin (der også er producent for kompagniet og en hæderlig Klytaimnestra, men belastet af en ujævn fransk accent, der får mange replikker til at fremstå utydelige), Soraya Spiers og Christopher Runciman.  Sidstnævnte er næsten den eneste, der har det – engelsksprogede – vokale apparat til at gøre sig forståelig i de drilske akustiske forhold i denne underjordiske tidligere parkeringskælder; hvordan han klarer skiftet til fransk, kan jeg kun gisne om.  For at gøre det hele endnu mere kompliceret virkede furiernes mikrofoner ikke til premieren under deres eneste – ret lovende, men rodet iscenesatte – nummer.  Der er ikke krediteret nogen lyddesigner, hvilket kan forklare lige netop det problem. Raul Fernandes som Jupiter, en deus der er meget langt fra sin machina, var enestående ved, at han voksede mærkbart i overbevisning forestillingen igennem, hvilket måske hænger sammen med den faktiske mængde prøvetid.  Ellers led mange skuespillere under missede eller forhastede replikker, fortalelser og alle mulige faldgruber, som virkelig burde være løst i prøvelokalet.  Juliet Dantes pædagog led mærkbart i den henseende.  Særligt forvirrende er den vane, mange af de medvirkende har lagt sig til, med at rette deres taler mod den eneste retning på denne arena-scene, hvor der IKKE sidder noget publikum: bagvæggen.  Bizart. Alt i alt er dette efter min mening en produktion i knibe.  Det er trist at skulle tildele én stjerne under så uheldige omstændigheder, men hvis man skal give en, er der ikke meget andet valg end netop det. BESTIL BILLETTER TIL THE FLIES