ANMELDELSE: The Importance Of Being Earnest, Mercury Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Oscar Wildes The Importance of Being Earnest på Mercury Theatre i Colchester.

Foto: Pamela Raith The Importance of Being Earnest.

Mercury Theatre, Colchester.

7. marts 2024

3 stjerner

Mercury Theatre hjemmeside

Ganske få teaterstykker fortjener betegnelsen 'tidløs', men det er i sandhed tilfældet for Oscar Wildes vittige sædekomedie. Der er så mange replikker, der gnistrer af skarpe klasseobservationer, at man ofte risikerer at gå glip af den næste, mens publikum griner. Ryan McBrydes smukke opsætning på Mercury forsøger klogt nok ikke at genopfinde den dybe tallerken, men har i stedet henlagt handlingen til 1950'erne. Da både karaktererne og plottet er intakte, bidrager denne opdatering ikke med det helt store, udover Katie Lias' vidunderlige scenografi og kostumer. Skuespillerne spiller desuden med stor volumen og betoner hver eneste vittige replik meget kraftigt – her mener jeg ellers, at kunsten hos Wilde ofte ligger i at levere replikken skødesløst, som var den en del af enhver almindelig samtale.

Foto: Pamela Raith

Hele castet nyder tydeligvis muligheden for at udfolde komikken. Richard David-Caine som Jack og Mateo Oxley som Algernon kombinerer deres sublime fysiske præstationer og skaber et herligt makkerskab; deres fælles scener og småskænderier er uden tvivl forestillingens højdepunkt.

Foto: Pamela Raith

Scenen mellem Cecily (Claire Lee Shenfield) og Gwendoline (Harrie Hayes), hvor de høfligt skændes om (hvad de tror er) den samme mand, er en fantastisk opvisning i undertrykt vrede – selvom de godt kunne have skruet endnu mere op for den ydre høflighed og vist deres styrke ved at forblive helt ubevægelige. Martin Miller er ustyrlig morsom som den næsten sammenbrudte Rev Canon Chausible, Elizabeth Bower stjæler hver en scene som Miss Prism – i en fantastisk paryk – og Susannah Van Den Berg stornyder sine roller som tjenerne Lane og Merriman. Lady Bracknell er naturligvis den karakter, der kaster den længste skygge takket være Edith Evans' ikoniske filmpræstation. Gillian Bevan hamrer vokalerne ud og giver os næsten lyst til at råbe med på "a handbag", men jeg følte ikke, hun var helt så dominerende, som rollen ellers lægger op til.

Foto: Pamela Raith

Faktisk ville produktionen løfte sig endnu mere, hvis skuespillerne holdt op med at udpensle de mange morsomme replikker og pointer så tydeligt og i stedet fandt mere ro i Wildes dialog. Men det er en underholdende aften, og måden Wilde væver alle tråde sammen mod den legendariske slutreplik, som publikum sagde i kor med, er en absolut fornøjelse.