ANMELDELSE: The Libertine, Haymarket Theatre ✭✭✭

Ophelia Lovibond og Dominic Cooper i The Libertine

Haymarket Theatre

27. september 2016

3 stjerner

BESTIL BILLETTER | MERE INFO “Lad mig være ærlig fra begyndelsen. De vil ikke kunne lide mig.”

Sådan lyder det fra Jarlen af Rochester (Dominic Cooper) i stykkets åbningsreplik, hvor han bryder den fjerde væg, før publikum overhovedet har nået at sætte sig til rette. Den efterfølgende tale er selvironisk, herligt obskøn og, vigtigst af alt, præget af en selvsikker og skarp retorik, der vidner om Rochesters ry som en af sin tids mest talentfulde satirikere. Selvom det utvivlsomt ikke er meningen, at vi skal kunne lide Rochester eller ønske at efterligne ham, forbliver han en lidt utilfredsstillende karakter – en troværdig og til tider charmerende misbruger, men også forudsigelig og sært lidenskabsløs.

Vi får hurtigt et indblik i Rochesters karakter gennem hans nærmeste venner, der introduceres, mens de forsøger at finde de "gode passager" og "dårlige passager" i et værk af Dryden, den daværende Poet Laureate. Gennem George Etherege (Mark Hadfield), Charles Sackville (Richard Teverson) og Billy Downs (Will Merrick) repræsenteres henholdsvis digteren, aristokraten og den 'unge brushoved', mens hans yndlingsprostituerede, Jane (Nina Toussaint-White), taler for sig selv. Derudover illustrerer hans forhold til Charles II (Jasper Britton) – som i programmet beskrives som en mand, der behandlede ham som "en surrogatsøn", han jævnligt måtte bortvise fra hoffet for "dårlig opførsel" – på smukkeste vis den fascinerende og farlige facon, som Rochester begik sig på ved hoffet.

Lizzie Roper og Ophelia Lovibond

Det er en promiskuøs og spontan tilværelse, som paradoksalt nok giver Rochester en vis stabilitet – det forventes af ham, og han har både drivkraften og charmen til at føre den ud i livet. Dette udfordres først, da han ser Elizabeth Barry (Ophelia Lovibond) på teatret, og hun vækker en ny form for kærlighed i ham. Hendes stærkt kritiserede optræden taler til en dyb sandhed i ham, og han bliver hendes lærermester i skuespil i et forsøg på at udleve sine passioner.

Der er meget at synes om i Coopers præstation. Hans Rochester er en vittig og energisk anfører for sin 'merry gang', og hans ordvekslinger med Jasper Brittons pragtfuldt flamboyante Charles II er et konstant højdepunkt. Han leverer også en række prægtige monologer og asides, der hylder Rochesters 'kærlighed til sproget' – en vending, der blev stærkt kritiseret i Alan Bennetts The History Boys, men som virker passende her grundet den rigdom og nydelse, hvormed det udfoldes. Ikke desto mindre er Rochesters forhold til kvinderne i hans liv sært glansløse og mangler både kompleksitet og en gennemgående gnist.

Mark Hadfield og Dominic Cooper

Vi hører meget om Rochesters dobbeltliv; når han er på landet hos sin hustru Elizabeth (Alice Bailey Johnson), er han en tilbagetrukket familiemand i skarp kontrast til den libertiner, der huserer i London. Men de 'romantiske' træk, som Elizabeth taler om med længsel og vemod, forbliver blot information – på scenen følger deres samspil det samme desperate mønster. Hun bønfalder ham om at vise hende medfølelse, og han behandler hende med ligegyldighed.  Elizabeth Barry fungerer desværre heller ikke optimalt som modspil. Lovibond spiller godt og fanger både fagets enorme frustrationer og hendes berettigede vrede over Rochesters selvoptagethed – hvilket spiller en nøglerolle i finalen. Men deres passion virker mere drevet af en indadvendt nysgerrighed end af empati, hvilket intet gør for at forhindre Rochesters hurtige forfald. Det giver deres affære en følelse af formålsløshed, som, selvom den er helt i tråd med Rochesters livssyn, gør at den ikke skiller sig ud eller gør hans endeligt mere tragisk.

Ensemblet i The Libertine The Libertine byder på en perlerække af fremragende biroller. Nina Toussaint-Whites Jane giver en barsk og til tider rørende skildring af det usikre liv som prostitueret i det 17. århundrede. Hadfield, Teverson og Merrick udgør en herlig trio, og deres jagt på dionysiske glæder er både fængslende og ynkelig – en effektiv kritik. Lizzie Roper og Cornelius Booth begejstrer med en række eklektiske biroller, Will Barton viser sublim komisk timing som Rochesters tørre og fraværende tjener, og Jasper Britton er en fænomenal Charles II. Kemien mellem Britton og Cooper, kombineret med Stephen Jeffreys' velafbalancerede dialog, gør dette forhold både givende og realistisk og hjælper med at løfte en ellers forhastet slutning. The Libertine er et seværdigt, men også en smule utilfredsstillende stykke. Jarlen af Rochester er en fascinerende skikkelse, og Dominic Cooper leverer et vittigt og energisk portræt. Men trods de stærke præstationer og den blændende dialog – jeg mistede tællingen over vendinger, jeg tænkte, jeg måtte slå op bagefter – føles The Libertine som et ret retningsløst værk. Bag al filosofien og begæret gemmer der sig i virkeligheden to mærkværdigt konventionelle romantiske fortællinger. På trods af flot spil fra Ophelia Lovibond og Alice Bailey Johnson formår disse ikke at drage en fuldstændig konklusion om Rochesters ønske om at elske sig selv og andre, eller forklare, hvordan en så passioneret mand kunne lade sin tørst efter livet rinde ud som så mange tømte karafler.

Fotos: Alastair Muir

BESTIL BILLETTER TIL THE LIBERTINE PÅ THEATRE ROYAL HAYMARKET