ANMELDELSE: The Mirror and the Light, Gielgud Theatre ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Royal Shakespeare Companys opsætning af The Mirror and the Light, som netop nu spiller på Gielgud Theatre i London.

Nathaniel Parker (Henrik VIII) og Ben Miles (Thomas Cromwell) i The Mirror and the Light. Foto: Marc Brenner The Mirror and the Light

Gielgud Theatre

7. oktober 2021

4 stjerner

Bestil billetter

Hilary Mantels tredje – og efter sigende sidste – kapitel om Thomas Cromwells prøvelser og trængsler som Henrik VIII’s håndlanger og altmuligmand, lander nu i London, uden tvivl til stor lettelse i Stratford-upon-Avon.  Ligesom forgængerne, 'Wolf Hall' og 'Bring Up The Bodies', tyder alt på, at dette bliver en givtig forretning: For en relativt beskeden investering fra produktionsselskabets side koster billetterne til denne enkle forestilling med én fast kulisse helt op til utrolige £127,50.  Det er tydeligvis henvendt til dem med et væsentligt større rådighedsbeløb end de fleste.  Og det rammer plet: De er mødt talstærkt op for at heppe.  Godt for dem.

Ensemblet i The Mirror and the Light. Foto: Marc Brenner

Andre med en lidt bredere og dybere forståelse for tingene vil måske finde mindre at juble over.  I modstrid med de to foregående 'episoder', som blev dramatiseret af Mike Poulton, er denne del skabt af forfatteren selv i samarbejde med hovedrolleindehaveren og tv-ansigtet Ben Miles, der har spillet Cromwell hele vejen igennem.  Hvad dette indikerer om en ændret dynamik bag kulisserne, må publikum selv gætte på.  Men hvad det leverer i form af ren teateroplevelse, er desværre alt for forudsigeligt: De enkelte scener 'fungerer' ofte glimrende med en dialog, der er knap, præcis, adræt og ofte blændende frisk; overordnet set lider værket dog under en kaotisk mangel på struktur, som selv instruktør Jeremy Herrins bedste indsats ikke kan skjule.

Aurora Dawson Hunte som Elizabeth Seymour og ensemblet i The Mirror and the Light. Foto: Marc Brenner

Det gør det ikke lettere for det store cast, at de skal modstå den rå eksponering i Christopher Orams storslåede, moderne betonvægge, der gløder, ulmer eller mørkner i Jessica Hung Han Yuns geniale lysdesign (forestillingens absolutte højdepunkt).  Orams scenografi er også en genistreg, men han underminerer effekten ved at klæde skuespillerne i nydelige historiske kostumer i klassisk 'English Heritage'-stil, som slet ikke spiller sammen med det skarpe, nutidige scenerum (og man kan ikke lade være med at undre sig over, hvis beslutning det i sidste ende var).  Ikke desto mindre er det en fornøjelse at forestille sig, hvor meget stærkere skuespillerne kunne formidle de kloge idéer i Mantels manuskript, hvis de blot kunne bevæge sig med samme hastighed og veltalenhed som hendes sprog.

Ensemblet i The Mirror and the Light. Foto: Marc Brenner

Nu skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke deler den britiske offentligheds tilsyneladende morbide fascination af deres – stadig fjernere – royale fortid.  Faktisk, som det britiske imperialistiske projekts længe ventede sammenbrud når sin Brexit-slutkamp, er jeg imponeret over folks villighed her i landet til at lade sig opsluge af deres importerede regenters og deres mange lakajers kedelige intriger uden nogensinde at få nok.  Uanset hvad, så har Mantel meget på hjerte om de faktiske økonomiske drivkræfter bag historiske begivenheder, og de bedste scener i stykket er dem, hvor hun skubber disse i forgrunden i skarpt optrukne og mindeværdige dialoger.  Skræl de historiske gevandter og snøreliv af, og du har samtaler, der skildrer præcis de samme spændinger mellem en fjern, despotisk herskerklasse og et land uden retning eller egen identitet.  Til forskel fra Shakespeare (men snarere som Corneille eller Hugo) beskæftiger hun sig næsten udelukkende med denne herskerklasses impulsive inkompetence og korrupte selviskhed; en enkelt scene med 'almindelige mennesker' dumper uforberedt ind, men fører ingen vegne hen, udover at fungere som afsæt for en billig – men sigende – joke om, at briterne ikke ønsker at styre sig selv, men hellere vil underkaste sig en opblæst elite med titler.  Og så er vi tilbage ved 'hvem-skal-giftes-med-hvem'-sladderen i Tudor-land.

Nathaniel Parker (Henrik VIII) og Rosanna Adams (Anna af Kleve). Foto: Tristram Kenton

Hvad angår præstationerne, er Miles en dragende skikkelse på scenen, der tydeligvis ejer historien: Det skyldes primært den manglende variation i hans scener, som giver hans rolle en kontinuitet, der er de fleste andre formment.  Modsat har Nathaniel Parkers Henrik VIII en række mærkværdige forhindringer at overvinde, som må have givet anledning til mange interessante diskussioner under prøverne.  Selvom dette, som det normalt er tilfældet med disse stykker af britisk historie, er en mandeverden, så er kvinderne fantastiske, når de endelig får lov til at blive hørt (for vores Hilary er ingen prædikende feminist).  Melissa Alans Lady Mary er et betagende portræt af hendes fars magt, der blot venter på at gribe chancen og ændre verden.  Rosanna Adams er stærkt underbrugt som Anna af Kleve (hustru nr. 4).  Og Olivia Marcus bringer varme og troværdighed til den svære rolle som Jane Seymour.  Aurora Dawson-Hunte gnistrer med en befriende modernitet som hendes søster, Elizabeth.  Og Jo Herbert er elegant og indsigtsfuld i sine roller som Lady Rochford og abbedissen.  Til gengæld bliver mændene ofte stillet op af Herrin som udskiftelige brikker, hvilket måske er en pointe i sig selv, men det gør ikke deres karakterer mere nærværende.  Derudover føles det indimellem lidt uretfærdigt over for den fremragende indsats fra Nick Woodesons Norfolk (en karaktertype man finder i enhver større britisk bestyrelse), Giles Taylors sleske ærkebiskop Cranmer, Leo Wans smidige Richard Riche og Matthew Pigeons bittert syrlige biskop Gardiner.  Der er også meget at beundre i resten af dette vidunderlige ensemble.

Så hvis du har råd, så se det.  Hvis ikke, så vent: Jeg formoder, at vi kommer til at høre mere fra Ms. Mantels stadig mere selvstændige sind, og når vi gør, vil det sandsynligvis være noget, vi alle bør lytte til – forudsat at hun arbejder sammen med en redaktør eller instruktør, der tør svinge den røde pen lidt mere flittigt.

Redaktørens note – Selvom de dyreste pladser til The Mirror and the Light på Gielgud Theatre ganske rigtigt koster £135, fås billetter fra £15, og gode pladser kan bookes for £80.