ANMELDELSE: The Wife Of Willesden, Kiln Theatre ✭✭✭✭

Vores helt egen theatreCAT Libby Purves anmelder Zadie Smiths stykke The Wife of Willesden på Kiln Theatre.

Scott Miller (Ryan) og Clare Perkins (Alvita) i The Wife Of Willesden. Foto: Marc Brenner The Wife Of Willesden

Kiln Theatre

4 Stjerner

Indtil 15. januar 2022

Bestil billetter

Zadie Smith omtaler ydmygt sit første teaterstykke som værende mere i retning af en "hjemmeopgave" fremfor romanforfatterens sædvanlige frygt for det hvide papir. Chaucer lagde trods alt grundstenen til fortællingen, rammerne og holdningerne for 600 år siden med "The Wife of Bath". Hun underholder sine medpilgrimme på vejen mod Canterbury med en lang personlig prolog om sine fem ægtemænd, en livsglad tilgang til sex og et skarpt blik for mænds vrangforestillinger. Og for dem, der har læst Chaucer, sandsynligvis for længe siden, er det bemærkelsesværdigt, hvor tæt Smith holder sig til både ånden og historierne i denne behændige og muntre modernisering.

Clare Perkins (Alvita). Foto: Marc Brenner

Den livlige Clare Perkins i sin stramme røde kjole og London-jamaicanske dialekt refererer måske til wifi, busser, Jordan Peterson og andre af det moderne livs støtter og plager, men hun er ikke desto mindre herligt chaucersk. Holdningerne til gejstlige, Skt. Paulus, mandlige teoretikere og kvindelige sippeder, irriterende ægtemænd og – ikke mindst – kvindens ret til seksuel nydelse er der det hele. Især sidstnævnte: hvis jeg var mand, ville hendes replik "Din krop er min legeplads!" få mig til at skælve af nervøs ængstelse. Hun minder lidt om Donald McGill på den måde. Men det er intelligensen, den knivskarpe kvindelige indsigt og realismen, der er selve hjertet i karakteren.

Scenografien er fantastisk. Hun dominerer en skøn, flaskefyldt London-pub med kludetæpper, designet af Robert Jones. Her fremmaner hun hver ægtemand, bedste veninde og hellige tante blandt de lokale stamgæster, mens hun udlægger sin livshistorie og sine robuste synspunkter i den første time. I den sidste halve time forvandler hun dem alle – i karnevalskostumer – til karaktererne i den faktiske fortælling, hun beretter. Det er den klassiske historie om ridderen, der tvinges til at gifte sig med en "afskyelig kvinde", som derefter bliver smuk, her flyttet fra Kong Arthurs hof hos Chaucer til det 18. århundredes Jamaica med en storslået poetisk dialekt.

Marcus Adolphy (Winston Mandela Black Jesus), George Eggay (Pastor Eldridge), Andrew Frame (Ian Socrates Bartosz) og Clare Perkins (Alvita). Foto: Marc Brenner

Dette er Kilns bevidste og glædesstrålende invitation til det lokale multikulturelle samfund om at vende tilbage og samles i glæde, og jeg håber inderligt, at mange dukker op, udover premiereaftenens sædvanlige teatergængere. Forestillingen sælger som varmt brød, og jeg håber, at nogle af de lokale grupper får rabatter, men her er billetpriserne altid rimelige og starter ved £15 for en fuld pris. Ærligt talt ville jeg alligevel vælge galleriet eller de bagerste rækker på gulvet for at få et bedre overblik, og undgå siderne, medmindre du kan få et af pub-bordene. Det ville være en skam at gå glip af noget af den pantomime-agtige spas eller være nødt til at rejse sig og strække hals, som jeg gjorde.

Men uanset hvor du sidder, er det sjovt og forfriskende tro mod den gamle, britiske arbejderklasses munterhed. Blandt ensemblet sammen med den vidunderlige Perkins kunne jeg især lide Ellen Thomas som Aunty P og den gamle kone, og Marcus Adolphy som blandt andet en sort Jesus. Andrew Frame, som den eneste 'straight-white-middle-class' mand blandt hendes ægtemænd, er også skamløst morsom i sine forskellige ydmygelser. Men de er alle fantastiske, og Indhu Rubasinghams instruktion (hvor bevægelses- og kampinstruktører har arbejdet flittigt) er kreativ, tempofyldt og sjov. Man fornemmer tydeligt, at den glæde de har på scenen, absolut inkluderer og inviterer publikum med. Det betyder meget.

KILN THEATRE BILLETSALG