ANMELDELSE: Musicalen Top Hat, The Mill at Sonning ✭✭✭✭

Vores helt egen TheatreCat Libby Purves anmelder Jonathan O'Boyles opsætning af Top Hat, som lige nu spiller på The Mill at Sonning.

Top Hat. Foto af Andreas Lambis Photography Musicalen Top Hat

The Mill at Sonning

Til 8. januar 2022

4 Stjerner

Dette var en ny perle for mig. Jeg har længe elsket Watermill længere mod vest, men jeg havde ikke rigtig bemærket The Mill at Sonning med dens endnu større – og fungerende, el-producerende – vandhjul, rummelige gamle bar og elegante halvrunde teatersal med perfekte sigtlinjer overalt. Det får en til at ønske, at der var endnu flere teatre i gamle vandmøller: de er tydeligvis som skabt til det.

Under alle omstændigheder havde flere meldinger forsikret mig om, at Irving Berlins Top Hat fik alt, hvad den behøvede, derude ved Themsens bredder, ikke mindst stepdans af topkvalitet. De havde ret. Dette er den mest luftige og absurde af guldalderens film-musicals (alles Fred Astaire-vej til filmhimlen). Det er herlig, kvik replikkunst og nonsens med et plot baseret på en enkelt usandsynlig misforståelse, der spindes til det rene komiske guld. Kenny Wax fik rettighederne til at bringe den på scenen i 2011, hvorefter den turnerede i Storbritannien med ekstra Irving Berlin-sange og behørigt indhøstede Olivier-priser på Aldwych.

Top Hat. Foto af Andreas Lambis Photography

Men hvordan fungerer den i mindre skala? Ganske fremragende, ikke mindst fordi de ekstraordinære, rytmiske massesteptimer er endnu mere spændende helt tæt på; og der er noget nærmest pheromonalt stimulerende ved at være i selve rummet, slet ikke langt fra de energiske danseres umulige atletik. Hvad enten det er hård step, blød shuffle eller ballroom, har det en svimlende, hypnotisk effekt på alle – hvilket kunne ses på de mange små hop og forsøg på at lave shuffle-trin i gruset på vej mod parkeringspladsen. I hvert fald i mit tilfælde.

Jack Butterworth er en letfodet hvirvelvind af skælmerier som Jerry Travers, og Billie Kaye er det helt rette modspil til ham; begge ser herligt tidstypiske ud (Jason Denvirs scenografi er vidunderlig Art Deco og forvandler genialt bagtæppet og de smalle vinger til en Broadway-scene, en park, to elegante hotelværelser med store senge og Venedigs Lido). Tiffany Graves og Paul Kemble er uimodstålige som den hårdtslående producent Horace og hans kølige, sarkastiske kone Madge, og de lægger salen ned med deres store, sene nummer om at hade hinanden ("Outside of that, I love you!"). Delme Thomas er passende latterlig som en karikeret italiensk modedesigner i snehvide gamacher, Brendan Cull er passende sær som valetten Bates, og Charlie Booker, der har sin professionelle debut i det fantastiske og hurtige ensemble, får sit helt eget særlige camp-øjeblik.

Top Hat. Foto af Andreas Lambis Photography

Faktisk er en af fornøjelserne ved dette tossede stykke, at så mange performere får deres store øjeblik, udover de fire hovedroller. Og naturligvis er den lynhurtige kækhed på vaudeville-niveau afgørende. Vidunderligt forfærdelige vittigheder fra 1935: Jeg havde helt glemt den der med: "Du ved ikke, hvad det betyder at komme hjem til en kvinde, der viser dig lidt kærlighed og ømhed. Det betyder, at du er gået ind i det forkerte hus". Smukt leveret; vi gøede alle af grin.

Jonathan O'Boyle instruerer med fart og elegance, og Ashley Nottinghams koreografi er et vidunder. Ja, showdansere tæt på er nu engang et mirakel. For at gøre det hele endnu mere festligt inkluderer billetten til 69 pund en to-retters buffetmiddag (fremragende steak and ale pie!) for en fuldendt aften under de gamle bjælker. Jeg er blevet ret glad for The Mill at Sonning og er meget glad for, at dens mæcener og Covid-genopretningsfonden betyder, at den stadig er her. En rigtig julegave.

Billetsalg på millatsonning.com til 8. jan (de holder dog klogelig juleferie, så få bestilt nu)