ANMELDELSE: Waitress, Adelphi Theatre London ✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder musicalen Waitress med Katharine McPhee i hovedrollen på Adelphi Theatre i London.

Marisha Wallace, Katharine McPhee og Laura Baldwin. Foto: Johan Persson Waitress

Adelphi Theatre

7. marts 2019

4 stjerner

Bestil billetter til Waitress

Fire år efter Broadway-premieren er musicalen Waitress landet i West End. Musicalen, der er baseret på Adrienne Shellys film af samme navn, har musik og sangtekster af singer-songwriteren Sara Bareilles og manuskript af Jessie Nelson. Forestillingen er instrueret af Diane Paulus med koreografi af Lorin Latarro, hvilket gør den til den første musical i West Ends historie med kvinder på de fire øverste kreative poster.

Bareilles har skabt et partitur, der er nutidigt, iørefaldende og karakterdrevet, med flere fremragende sange, der i bedste Broadway-stil sagtens kunne blive selvstændige hits. Det er en bemærkelsesværdig bedrift for hendes første Broadway-show.

Jack McBrayer og Marisha Wallace i Waitress. Foto: Johan Persson

Desværre kan det samme ikke helt siges om manuskriptet. Der er mange karakterer på scenen med ret komplekse forhold, og Jessie Nelsons tekst virker ofte som en overfladisk skitse, hvilket svækker gennemslagskraften i Bareilles' musik. Heldigvis er musikken så stærk, at den langt hen ad vejen kompenserer for disse mangler.

Waitress er velsignet med et fænomenalt cast anført af Katharine McPhee. Bortset fra enkelte tøvende øjeblikke i skuespillet leverer McPhee en vokal kraftpræstation med næsten perfekt diktion. McPhee får sin West End-debut i rollen som Jenna – en rolle, hun for nylig spillede på Broadway. Det er en imponerende debut, som hun ubesværet når helt ned på bagerste række i Adelphi, hvilket ikke er nogen lille bedrift.

Katharine McPhee som Jenna i Waitress. Foto: Johan Persson I rollerne som Jennas kolleger, Becky og Dawn, finder vi Marisha Wallace og Laura Baldwin. Begge har en fabelagtig komisk timing og en vokalstyrke, der matcher, hvilket supplerer McPhee perfekt. Wallaces åbningsnummer i anden akt, I Didn't Plan It, var tæt på at få taget til at lette – vi er heldige, at denne West End-darling valgte at blive hos os efter lukningen af Dreamgirls. Baldwins tilbageholdende Dawn folder sig for alvor ud over for 30 Rocks Jack McBrayer, som også får sin West End-debut som Ogie. McBrayers præstation er rent komisk guld. Sammen med Baldwin fremstår de som de måske eneste to fuldt udviklede karakterer i stykket. Som den gifte og nyankomne Dr. Pomatter cementerer David Hunter sin position som en af West Ends førende skuespillere. Hans komiske timing er perfekt, og hans scener med McPhee er hylende morsomme. Peter Hannah får det bedste ud af Earl, stykkets skurk, men manuskriptet giver desværre ikke karakteren nok tyngde til, at man for alvor frygter for Jennas skyld.

Katharine McPhee og David Hunter. Foto: Johan Persson

Det fantastiske Waitress-band under ledelse af Katharine Woolley er på scenen gennem hele forestillingen. Paulus sørger for, at der altid er en musiker synlig, som leverer underlægning eller akkompagnement, hvilket elegant løser det klassiske problem med karakterer, der pludselig bryder ud i sang. Det er et greb, der giver showet jordforbindelse, og sammen med Scott Pasks scenografi og Ken Billingtons lysdesign, der fanger stemningen i Midtvesten, får forestillingen en meget organisk følelse. Koreograf Lorin Latarros arbejde er subtilt og integreret i showet på en helt naturlig måde. Der er også topkarakter til lyden; Jonathan Deans' lyddesign er fejlfrit og giver indtryk af slet ikke at være forstærket.

Trods svaghederne i manuskriptet leverer Waitress stadig en fantastisk aften i teatret. Dette var mit andet besøg til forestillingen, og i takt med at præstationerne vokser, gør publikums begejstring det også.

BESTIL BILLETTER TIL WAITRESS