ANMELDELSE: American Idiot, Arts Theatre ✭✭✭

Ensemblet i American Idiot. Foto: Darren Bell American Idiot

3 stjerner

Arts Theatre

22. juli 2015 Bestil billetter

Man hører ikke ofte Green Day nævnt i samme åndedrag som Abba og The Four Seasons. Ikke desto mindre har pop-punkerne nu gjort deres indtog i rækken af West End-jukebox-musicaler. Forestillingen havde premiere på Broadway i 2010 og turnerede i Storbritannien to år senere – nu er den tilbage og spiller på Arts Theatre ved Leicester Square.

Handlingen er enkel (så meget, at man ofte sidder og venter på et twist, der aldrig kommer) – de utilpassede teenagere Johnny, Will og Tunny begiver sig ud på hver deres flugtrute i forsøget på at slippe væk fra den søvnige forstadstilværelse. Johnny søger lykken i storbyen, hvor han bliver afledt af stoffer og smukke piger; Tunny melder sig til hæren og gør tjeneste i Irak, mens Will forsøger at affinde sig med rollen som far, efter at han har gjort kæresten gravid.

Skyggen fra Bush-tidens konservatisme og 11. september hænger tungt over denne produktion, som i sin helhed indfanger den vrede, politiske lyd, som Green Day er kendt for. Selvom dette instinktive raseri skaber nogle fantastiske numre (man får næsten lyst til at rejse sig og moshe indimellem), fører det ikke til den store dybde eller subtilitet. Forestillingen kæmper med den evige udfordring for jukebox-musicaler: at forsøge at fortælle en historie uden at have frihed over sangteksterne. Det bliver her endnu tydeligere, da musicalen er gennemkomponeret uden dialog; uden scener til at etablere figurerne, er det en svær opgave for karaktererne at blive til meget mere end råbende karikaturer.

Mens nogle af de guitarelagte ensemblenumre til tider smelter sammen, fik Green Days mere afdæmpede hits en langt mere kreativ behandling. Boulevard of Broken Dreams var perfekt iscenesat og arrangeret, ligesom klassikeren Wake Me Up When September Ends var det. Forestillingens højdepunkt var Extraordinary Girl, Tunnys hjerteskærende ballade fra hospitalssengen – vidunderligt sunget med lys og kostumer, der tog pusten fra én.

Det var op til disse øjeblikke og produktionens utrættelige energi at bære forestillingen; udover Johnny og Tunny er der desværre ikke meget karaktertegning at hente. Hjemmegående Will bliver aldrig foldet rigtigt ud, mens Johnnys udkårne får nogle gode sange, men ikke meget personlighed (hun hedder trods alt bare Whatsername!).

Castet, en blanding af West End-kendinge og etablerede rocksangere, gør det alle fremragende og tilfører forestillingen masser af gejst og vildskab. Aaron Sidwell er kantet og martret som hovedpersonen Johnny, og han får det maksimale ud af både rocknumrene og de inderlige solopræstationer. Alexis Gerred indfanger rørende den magtesløse heroisme hos Tunny, mens Steve Rushton også leverer god støtte som Will. Tidligere X Factor-finalist Amelia Lily har ikke stor erfaring fra West End, men hun besidder en fænomenal stemme og klarer sig mere end godkendt på skuespilsfronten. Der er ingen svage led i det kraftfulde ensemble, hvor især Racquel Jones og Natasha Karp leverer bemærkelsesværdige præstationer.

Iscenesættelsen var ekstraordinær; Sarah Perks’ scenografi er beskidt og rå med flere geniale detaljer – som for eksempel en 'bus' bygget primært af guitarkasser. Skærmen på scenen blev brugt effektivt, selvom det er en skam, at den mur af TV-apparater, der fungerede så stærkt i Broadway-versionen, ikke kunne genskabes på den mindre scene. Kostumerne er herligt punkede og dystopiske; især de dæmoniske cheerleadere, som enten er taget ud af en drøm eller et mareridt (jeg har ikke helt besluttet mig endnu!).

Racky Plews’ koreografi var knivskarp; vred og passioneret når det krævedes, men også overraskende rørende i de langsommere numre. Når det er sagt, så kan man lave en sjov selskabsleg ud af besøget: Tag en tår hver gang en karakter rækker langemanden eller tager sig til skridtet – så vil du være mærkbar beruset før pausen! Bandet er fantastisk og får endda lov til at bryde den fjerde væg midtvejs i showet.

American Idiot er en smule frustrerende; selvom Green Days musik har masser at byde på i en musical, føles formen uden dialog ikke helt rigtig til scenen. Men hvad den måtte mangle i plot og karakterudvikling, opvejes til fulde af energi, passion og rendyrket spilleglæde.

Bestil billetter på Arts Theatre. Spiller frem til 27. september 2015