ANMELDELSE: Bat Out Of Hell, Dominion Theatre ✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder Jim Steinmans Bat Out Of Hell The Musical, som vender tilbage til London i Dominion Theatre.

Andrew Polec som Strat i Bat Out Of Hell. Foto: Specular. Bat Out Of Hell

Dominion Theatre

19. april 2018

4 stjerner

BESTIL BILLETTER

Jeg husker, at jeg så en TV-film for mange år siden, der skildrede mødet mellem en ung Jim Steinman og en ung Meat Loaf samt de prøvelser og skuffelser, der fulgte med tilblivelsen af Bat Out Of Hell, og hvordan materialet blev afvist af stort set alle pladeselskaber. Ingen forstod for alvor Steinmans forsøg på at skabe episke fortællinger i hver sang, drevet af intensiteten i hans helt særlige form for utrolig rock 'n' roll. Det tjener ham til ære, at hans vision om at forvandle disse nu klassiske sange til et scenekunstværk 40 år og to efterfølgende albums senere er blevet til virkelighed – og det er lidt af et særsyn at overvære.

Ligesom Ben Eltons manuskript til We Will Rock You trak på Arthur-legenden, og hans Tonight's The Night skamløst plankede Faust, så bruger Steinmans musicaludgave af Bat Out Of Hell indflydelsen fra J.M. Barrie til at deffinere denne musical som en dystopisk Peter Pan. Strat og Raven påtager sig rollerne som en moderne Peter og Wendy, komplet med en bande af outsidere (Lost Boys), der er blevet kemisk fastfrosset i en alder af atten, så de aldrig bliver ældre. Der er endda en karakter ved navn Tink, og på et tidspunkt troede jeg næsten, vi også ville blive bedt om at råbe, at vi troede på hende – men heldigvis nåede det aldrig dertil.

Christina Bennington (Raven) og Andrew Polec (Strat) i Bat Out Of Hell the musical. Foto: Specular. Det er fantastisk, at Dominion Theatre endelig har fundet en forestilling, der fungerer i dets enorme rum. Spillestedet har tidligere nådesløst slugt og spyttet den beskedne opsætning af An American In Paris ud, men her når Jon Bausors scenografi helt ud til publikum. En forlænget scene bringer publikum med helt ind i handlingen i en forestilling, hvor de store scener er gigantiske, og de intime øjeblikke magisk nok fungerer på en scene, der leder tankerne hen på grand opéra takket være instruktør Jay Schiebs omhyggelige iscenesættelse. Som Strat er Andrew Polec et utroligt fund. Hans spinkle, blege statur og ugilte hår skjuler en stemme, der passer perfekt til Steinmans utrolige partitur. Hvor den stemme kommer fra, finder jeg aldrig ud af, men han leverer en fejlfri præstation med en vokal smidighed, som jeg sjældent har set i nogen rockmusical. Forestillingen er i det hele taget velsignet med nogle af de mest talentfulde vokalister. Rob Fowlers machismo springer ud over scenekanten, mens han brøler sig igennem Paradise By The Dashboard Light sammen med sin hustru på scenen, Sharon Sexton. Danielle Steers er både sensuel og rapkæftet som Sahara og synger helt suverænt, Giovani Spanos Ledoux trykker den af med ubesværet lethed og giver sine numre en rig og fyldig lyd, Wayne Robinsons intense rocktenor er et perfekt supplement til Danielle Steers, og Jonathan Cordins Blake tilførte skuespilsmæssig ærlighed og vokal klarhed i sine korte passager, selvom han var en smule uudnyttet. Disse episke talenter blev perfekt afbalanceret af de bløde lyriske øjeblikke præsenteret af Alex Thomas-Smiths Tink og Christina Benningtons Raven. Ligesom Polec er Bennington et talent, man skal holde øje med; hendes evne til at levere Steinman-klassikere gav de nødvendige øjeblikke til eftertanke i denne voldsomme produktion og var en fryd at høre! Det talentfulde ensemble, der bakker Bat Out Of Hell op, er intet mindre end perfekte, selvom de er underlagt noget af den mærkeligste koreografi, jeg nogensinde har set på en scene. Emma Portners bizarre trin i visse scener – især i Paradise by the Dashboard Light – var mere distraherende end komplementerende for forestillingen.

Danielle Steers (Zahara) og Wayne Robinson (Jagwire) i Bat Out Of Hell the musical. Foto: Specular

Når det er sagt, er der visse elementer i denne opsætning af Bat Out Of Hell, som bare ikke fungerer, og her står Gareth Owens lyddesign øverst på listen. Fra min plads midt på række B på Circle-etagen var teksterne fuldstændig uforståelige i alt, hvad der var større end en duet. Hvis dette show skal overleve og tiltrække et publikum, der ikke kender Steinmans materiale på forhånd, skal der gøres noget ved dette grødede lydmix, som for mig var forestillingens største skuffelse.

Der er også et stort misforhold mellem showets musiknumre og nogle af de store dialogscener. Det skyldes kontrasten mellem sangenes musikalske sprudlen og den larmende tavshed, der omgiver dialogen. Det er næsten en skam, at man ikke har indlagt en eller anden form for minimal baggrundsmusik for at give stemning til de scener. I anden akt, da Sloane vender tilbage til Falco, er der et kort øjeblik, hvor der bruges underlægningsmusik, og her er forskellen markant.

Robert Emerys rockorkester på elleve mand vækker Steve Sidwells orkestrering til live på fornemste vis, og Emery gør endda en kort optræden på scenen midt i en akt, hvilket fik hele salen til at juble.

Ligesom tidligere forestillinger af denne type er handlingen tynd som papir, men hvis der rettes op på lyden, har Bat Out Of Hell potentialet til at blive en fast bestanddel af Londons West End i lang tid og er en perfekt forestilling til Dominion Theatre.

BESTIL BILLETTER TIL BAT OUT OF HELL THE MUSICAL NU