ANMELDELSE: Musicalen Doodle, Waterloo East Theatre ✭✭

Doodle The Musical Waterloo East Theatre

12. januar 2018

2 stjerner

Bestil nu

Ja, så er der endnu en musical, der svælger i nostalgi fra 2. verdenskrig: uniformer, iørefaldende viser, endimensionelle karakterer og masser af eskapisme.  Hvis det er lige dig, vil du sikkert nyde denne forestilling.  Musikken er bestemt ofte meget tiltalende: Andy Street har gode meritter som sangskriver, og der er flere numre her, der uden tvivl vil charmere.  De fleste af dem bliver sunget af scenens største stjernepersonlighed, Sooz Henshaw (også kendt som Kempner, mig bekendt): 'He's a dinosaur' er faktisk en fremragende melodi – og ærlig talt alt for god til den tekst, der hører til.  Jonathan Kydd – et navn jeg tydeligst husker fra 1970'ernes børne-tv-program 'Rainbow' – er drivkraften bag denne bizarre fortælling om krigstidens gale streger.  Han skriver ikke så meget et manuskript som en rodet samling skitser, der svinger vildt og uventet i tone og stil uden andet formål end at fylde tiden ud frem til finalen, næsten som en skør revy.  Eller er det nu også det?  Hans tekster glæder sig over den samme ad-hoc improvisations-stemning.  Hvis dine tekniske forventninger ikke er for høje, vil du måske finde det ret charmerende.  Omvendt kan man også tage det for pålydende og tro, at det faktisk forsøger at fortælle en historie i musicalform, og i så fald vil man nok dømme værket noget strengere.

Der er samlet et stort cast til formålet.  Paul Ryan, Paul Croft, Reggie Oliver, Paul Storrier, Michael Sadler, Sebastian Kainth, Conor Cook og Luke Farrugia gør deres bedste i et utal af forskellige roller, men ingen af dem formår helt at få bedre materiale end Evan Boutsov, hvis største aktiv her synes at være hans imponerende fysik, som flittigt vises frem i al sin overkrops-herlighed.  Musicalnumrene bliver ofte prydet af de dansende Kate Haughton og Viva Foster, med Swing Grace Keeble ved hånden, i Gianna Burrights travle koreografi.  Baska Wesolowska har skabt en flot scenografi bestående af multifunktionelle – om end noget tunge og besværlige – arkivskabe samt et filmlærred, og der er nogle ret forhastede filmklip af Kydd selv.  Det hele er meget hyggeligt og velment, men man må virkelig spørge sig selv, om de oprigtigt troede, at det ville ende som en rigtig musical.  Jonathan Moore sidder i instruktørstolen, men forsøger hverken at dykke ned i karakterernes dybde eller udforske personlige holdninger.

Kydds manuskript er absolut barnligt på 'fjerde klasses'-niveau.  Hans idéer – og vittigheder – er lige så forældede som selve 2. verdenskrig.  Så hvis du er parat til at acceptere anakronismerne, de umoderne synspunkter og de knirkende attituder, så kan dette måske vriste et smil eller to ud af dig.  Det er dog lige så sandsynligt, at du vil krumme tæer.  Det står mig ikke helt klart, om det er bevidst 'ironisk' eller ej.  Hans mål synes at have været at skabe en slags krydsning mellem Spamalot, Carry On-filmene, Blackadder og The Producers.  Det er en collage-agtig tilgang, der ikke rigtig ender med noget, der har sin egen identitet.  Måske betyder det ikke det store for Hr. Kydd.  Lad os håbe, han kan finde et publikum, der er lige så ubekymret som ham selv.

BESTIL BILLETTER TIL DOODLE THE MUSICAL