Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

  • Siden 1999

    Troværdige nyheder og anmeldelser

  • 26

    år

    det bedste fra den britiske teaterscene

  • Officielle billetter

  • Vælg dine pladser

NYHEDER

ANMELDELSE: Footloose, New Wimbledon Theatre ✭✭✭✭

Udgivet den

Af

Douglas Mayo

Del

Luke Baker (Ren) og holdet bag Footloose. Foto: Matt Martin Footloose

New Wimbledon Theatre

3. maj 2016

4 stjerner

Bestil billetter her

Footloose var måske den første store film fra MTV-generationen. Den gjorde Kevin Bacon til verdensstjerne, og soundtracket blev fyldt med klassikere. I dag virker det nærmest uforståeligt, at ingen dengang så potentialet i filmen som scenemusical. Ingen, altså indtil Carole Schwartz (hustru til Wicked-komponisten Stephen Schwartz) foreslog, at det gav perfekt mening, og at den sikkert ville blive et hit på skolerne.

Filmens manuskriptforfatter Dean Pitchford gik sammen med Tom Snow og Walter Bobbie om at bringe Footloose til scenen. Resultatet er en slags jukebox-musical tilsat traditionelle musical-elementer, der fungerer, fordi så meget af det originale film-score har en naturlig dramatik.

Pitchford fandt historien om den midtamerikanske by, der forbød dans, i New York Times – og den baserer sig faktisk på en sand historie. Ren og hans mor bliver tvunget til at flytte til Bomont for at bo hos hans onkel. De ankommer til en by, hvor dans er blevet forbudt efter en bilulykke, der dræbte fire teenagere. Det er et klassisk drama om ungdommen mod systemet, som er blevet fortalt mange gange, og i tilfældet Footloose var historien stærk nok til at bære en nyere genindspilning af filmen.

Ensemblet i Footloose. Foto: Matt Martin

Hvor denne opsætning af Footloose bliver rigtig interessant, er ved at være den seneste turnéforestilling, der har kastet sig over 'skuespiller-musiker'-konceptet. Her spiller næsten alle skuespillerne selv hver eneste tone live på scenen, mens de optræder. Det fungerer ikke altid lige godt; mens mænd med guitarer til dels kan integreres naturligt, kan man ikke lade være med at have lidt ondt af de kvindelige medvirkende, der skal bakse med trompet, fløjte og tenorsax.

Når det er sagt, så er dette et hold af enormt talentfulde kunstnere, der får det til at glide. At se dele af castet skifte mellem flere instrumenter kan sommetider være lige så underholdende som selve dramaet.

I centrum for denne produktion står Luke Baker som Ren McCormack. Baker både synger og danser med en vildskab, og han leverer en ægte følelsesmæssig slagkraft i den afgørende scene med pastor Shaw. Baker giver Ren den frustration, energi og passion, som er selve hjertet i Footloose. Han kan simpelthen ikke stå stille.

Maureen Nolan (Vi Moore) i Footloose. Foto: Matt Martin

Den tidligere boyband-sanger Lee Brennan får sin musical-debut som Willard. Ved at gøre Willard en anelse mere klodset end i tidligere udgaver af showet, tilfører Brennan karakteren en fysik og en elskværdighed, der vandt publikums hjerter fra start.

Footloose er inderst inde et generationsdrama, der virker, fordi det ikke kun har ungdommelig energi, men også har sympati for de voksne. I modsetning til i Grease er de ikke blot reduceret til stereotyper, men er nuancerede karakterer med egne synspunkter og en kompleksitet, der er central for konflikten. Nigel Lister og Maureen Nolan spiller pastor Shaw Moore og hans kone Vi Moore. Deres forhold er mærket af sønnens død og de efterfølgende konsekvenser for forholdet til datteren Ariel (Hannah Moore). Nolan er fremragende som Vi. Det er ikke en prangende rolle, men en der kræver stor følelsesmæssig oprigtighed, hvilket hun leverer til fulde. 'Learning To Be Silent' og 'Can You Find It In Your Heart' er blandt aftenens absolutte højdepunkter.

At få Shaw Moore til at synge må være en af de sværeste opgaver i enhver produktion af Footloose. Han er en mand i konflikt mellem sin tro på Gud og kærligheden til sin kone og datter. Han tror oprigtigt på, at han gør det rigtige, men mister sig selv i processen. Lister blomstrer for alvor i anden akt, og hans nøglescene med Ren (Baker) her havde en intens følelsesmæssig dybde.

Man mærker tydeligt dramaet bag de originale popsange i numre som 'Somebody’s Eyes', der bliver leveret fejlfrit af Natasha Brown, Miracle Chance og Joanna Sawyer.

Matthew Tomlinson (Chuck) og ensemblet i Footloose. Foto: Matt Martin

Det er umuligt at fremhæve alle på scenen, men Scott Haining og Matthew Tomlinson fortjener en særlig bemærkning. Haining virker til at mestre ethvert instrument, han rører ved, og han danser forrygende. Hold øje med de smukke øjeblikke, hvor Haining spiller cello i anden akt. Tomlinson spiller rollen som Chuck Cranston – Bomonts 'bad boy'. Det er en overbevisende præstation, og jeg fandt det umuligt at tage øjnene fra ham, mens han sømløst skiftede mellem keyboard og guitar alt efter behov.

Denne produktion af Footloose er primært båret frem af de økonomiske vilkår ved at sende store musicals på turné. Instruktør Racky Plews er for det meste lykkedes med sin skuespiller-musiker version af stykket. Forestillingen skal lige bruge lidt tid på at finde fodfæstet i første akt, men finder hurtigt sin rytme. Sara Perks' scenografi og Humphrey McDermotts lysdesign understøtter smukt de mange lokationer og skaber diskrete pladser, hvor skuespillerne kan blive på scenen og spille instrumenter, selvom de ikke er en del af selve handlingen i det øjeblik.

Hannah Price (Ariel) og Luke Baker (Ren) i Footloose. Foto: Matt Martin

Footloose har altid hvilet på dansen, og i overgangen fra film til scene er det fortsat den drivende kraft. I Bomont er dans forbudt, og derfor er den dans, vi ser fra de unge i starten, febrilsk og forbudt. Koreograf Matthew Cole har givet forestillingen den nødvendige energi og fået Footloose til at sprudle af passioneret dans. Det er lidt af en bedrift, når man tager hensyn til de begrænsninger, det giver at bære rundt på instrumenter.

Footloose har en puls, der er umulig at modstå, takket være David Keech, der sidder højt placeret på scenen bag trommerne og binder hele aftenen musikalsk sammen. Det er ingen let sag at få en skuespiller-musiker forestilling til at gå op i en højere enhed, men sammen med den musikalske supervisor Mark Crossland er den musikalske integritet i Footloose bevaret.

Footloose fik samtlige 1600 publikummer i New Wimbledon Theatre op at stå og danse af ren glæde til slut! Ved siden af mig sad forældre, der selv havde set filmen som teenagere, og nu introducerede deres egne børn til Footloose. Mon ikke det siger det hele?

BESTIL BILLETTER TIL FOOTLOOSE TURNÉEN NU

Del dette indlæg:

Få det bedste fra den britiske teaterscene direkte i din indbakke

Vær den første til at få fat på de bedste billetter, eksklusive tilbud og de seneste nyheder fra West End.

Du kan til enhver tid afmelde dig. Privatlivspolitik

FØLG OS