ANMELDELSE: Goats, Royal Court Theatre ✭✭

Ali Barouti, Ethan Kai, Adnan Mustafa i Goats. Foto: Johan Persson Goats

Royal Court Theatre

2 stjerner

Bestil nu Goats (Geder) er et stort nyt værk af dramatikeren og dokumentaristen Liwaa Yazji og Royal Court. Stykket udspiller sig i en lille syrisk by, hvor et nyt regeringsinitiativ erstatter hver martyrdræbt søn med en ged, hvilket fører til noget, der kun kan beskrives som klovbærende anarki. Der er bestemt en vis gnist ved at se skuespillere dele scenen med et hold utroligt karismatiske geder, men nyhedens interesse fortager sig hurtigt og afslører et skuespil, der desværre er omtrent lige så dramatisk raffineret som en klappezoo i en bypark.

Souad Faress og Isabella Nefar i Goats. Foto: Johan Persson

Åbningsscenen er foruroligende pæn; lyst MDF-træ, skarpt lyserødt lys og lyseblåt stof draperet over de store rektangulære kister, der dominerer scenen. Prangende guldrammer hylder de nyligt afdøde, og hvide kranse og guirlander blomstrer og skaber et syntetisk og rystende syn. Fra begyndelsen giver Goats os en følelse af dødens karnevalisering. I dette stykkes verden er døden alt for brutalt velkendt og rutinepræget.

Sirine Saba, Amer Hlehel i Goats. Foto: Johan Persson

Instruktør Hamish Pirie træffer nogle interessante valg med brugen af kameratelefoner og direkte tv-kameraer, der sender begivenhederne direkte op på de truende monitorer, som hænger over scenen. Effekten er foruroligende og betyder, at historien knap når at udfolde sig, før den bliver styret og pakket ind af en emsig tv-vært, der konstant er på opgave for at sikre, at alt materiale på skærmene forherliger de faldne martyrer, hylder den ædle regering og nedgør den spøgelsesagtige fjende. I centrum af den noget rodede fortælling står Abu Firas, spillet med stor følelse af Carlos Chahine – en far, der for nylig har mistet sin søn i konflikten, men som nægter at acceptere den fortælling, staten dikterer ham. Han gør sit bedste for at afdække sandheden, men bliver modarbejdet ved hvert eneste sving. Han vil ikke have sin ged.

Ali Barouti, Adnan Mustafa, Carlos Chahine i Goats. Foto: Johan Persson

Det er et enormt og indviklet plot med mange bifigurer, der sikrer, at vi hører en god balance af meninger, tilsyneladende blot for at gentage pointen om, at det, der foregår i Syrien, er en kompleks sag. Ensemblet er dog ujævnt, hvis ikke direkte svagt, og der er utallige glemte replikker og småfejl. Det er simpelthen ikke acceptabelt på et spillested som Royal Court, og det betyder, at stykket ofte mister den fremdrift og det tempo, som hverken bragende syrisk grime-musik eller projektører rettet direkte mod publikum kan skjule. Sirine Saba har en utrolig stemme og er dragende som den kyniske vært og igen som Imm al-Tayyib, men hendes energi og indsats virker til at forsvinde ud i et tomrum, og jeg følte måske, at hendes frustration som en korrupt politikers bedragede kone afspejlede en frustreret skuespillerinde, der fik meget lidt hjælp fra sine medspillere.

Ethan Kai i Goats. Foto: Johan Persson

Der er bestemt humor i Yazjis manuskript; den slags der får en til at puste højlydt ud gennem næsen. Men der er noget alvorligt galt med en produktion, når de mest nærværende og fængslende præstationer leveres af husdyr. Royal Court traf det rigtige valg ved at tage chancen og udvikle dette mærkværdige stykke. Og de havde også ret i at vælge noget, der skaber opmærksomhed om den barbariske vold og de grusomme lidelser, der ødelægger livet for så mange i Syrien. Det er forfriskende at se noget uden så åbenlys moralisering, men jeg kan ikke sige, at jeg for alvor nød det. Gid det var for sjov.

BESTIL BILLETTER TIL GOATS HER