ANMELDELSE: Jack Absolute Flies Again, National Theatre ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Jack Absolute Flies Again på National Theatre London.

Caroline Quentin (Mrs Malaprop). Foto: Brinkhoff Moegenburg Jack Absolute Flies Again.

National Theatre.

14. juli 2022

5 stjerner

BESTIL BILLETTER

Forventningerne til denne forestilling har været næsten lige så tårnhøje som en Spitfire i fuldt sving. Jack Absolute, der blev udskudt grundet pandemien, genforener Richard Bean og Oliver Chris (den forrygende stjerne fra One Man, Two Guvnors), men denne gang som medforfattere til deres larmende opdatering af Sheridans The Rivals. Handlingen er nu flyttet til 1940, da Slaget om England begynder at rase, og denne opdatering fungerer glimrende med alle de klassiske forviklingskomedie-træk intakte, krydret med et moderne blink i øjet til 40'erne. Det er længe siden, jeg har været en del af et publikum, der har skraldgrin sammen i den grad – visse scener fik taget til at løfte sig af latter, mens andre mod slutningen skabte en gribende stilhed.

Foto: Brinkhoff Moegenburg

RAF har overtaget Mrs. Malaprops herresæde, og piloterne higer efter kærlighed mellem deres togter. Stykket karikerer på fornemste vis den klassiske britiske selvbeherskelse og helteimage. Jack Absolute (den fremragende Laurie Davidson) er det perfekte eksempel, en rolle der kun bliver vildere af hans far fra hæren, Sir Anthony Absolute – spillet af Peter Forbes i en næsten showstoppende præstation som det evigt forurettede gamle Brushoved. Det var en fornøjelse at se mangfoldigheden i mandskabet blive portrætteret, herunder den hylende morsomme australske Bob ‘Wingnut’ Acres, levendegjort af James Corrigan, og Akshay Sharan, der som den poetiske Bikram ‘Tony’ Khattri leverer skarpe kommentarer om det britiske. Bag styrepinden i flyene finder vi Lydia Languish, genstanden for enhver heteroseksuel mands begær og Jack Absolutes forsmåede kærlighed, perfekt spillet af Natalie Simpson med præcis den rette snert af selvironi. Læg dertil Jordan Metcalfe som Roy, hvis fysiske komik er fabelagtig, og Kelvin Fletcher som nordjyde-pendanten Dudley Scunthorpe, og komedien tager for alvor fart, især i første halvleg.

Foto: Brinkhoff Moegenburg

Hvis aftenen tilhører nogen bestemt, er det dog Caroline Quentins enestående tour-de-force som Mrs. Malaprop. Med hendes berømte sprogforvirringer kan hun nu slippe af sted med hvad som helst – og det gør hun! Hendes henvendelser til publikum sætter scenen perfekt, og jeg var også begejstret for stuepigen Lucy, spillet af Kerry Howard, der indtager den enorme Olivier-scene og punkterer teatrets selvhøjtidelighed med et kækt: "Jeg er bare et dramatisk virkemiddel!". Stor ros skal også lyde til Tim Steed, der smukt og morsomt formidler Brian Coventrys længsel (det er ikke tilfældigt, han hedder Coventry), mens han drømmer om at høre ordene: "Jeg er også en Brian!".

Emily Bruns iscenesættelse er knivskarp og har et forrygende tempo, og designet er storslået med projektioner af luftkampe over vores hoveder i Olivier-salen. Anden akt byder på et forrygende dansenummer, hvorefter tonen skifter – et skift ensemblet håndterer mesterligt. Selvom vi måske ikke får den store jitterbug-finale, vi forventede, bliver der æret de faa ("The Few") på smukkeste vis. Det var lige præcis det, både jeg og publikum trængte til: en bragende god aften i teatret. Jack Absolute letter ikke bare, han flyver højt. Forvent en West End-overflytning snarest!