ANMELDELSE: Living Between Lies, King’s Head Theatre ✭✭✭

Living Between Lies (#Festival45)

King’s Head Theatre, Islington

16/11/15

3 stjerner

Køb billetter

Løgn findes i mange former og størrelser. Der er de løgne, man fortæller andre, eller dem man får fortalt. De løgne man fortæller sig selv, bevidst eller uvidende, og de løgne der udvikler sig langsomt, hvor halvsandheder og undvigelser fortalt for at gøre karrieren eller privatlivet lettere, ender som rendyrket bedrag. Og endelig er der de løgne, folk fortæller tilfældigt, ud af kedsomhed eller bare for sjov, for at give en grå hverdag lidt kulør.

Alle disse facetter er repræsenteret i 'Living Between Lies', som er en del af 'Festival 45' på King’s Head Theatre.

Der er ingen egentlig scenografi, blot publikum på tre sider og et par stole. Der er fire medvirkende, alle kvinder, og forestillingen er skrevet og udtænkt af kompagniet Underfoot Theatre. Det hele er instrueret af Florence Bell og varer lidt over en time uden pause.

Handlingen væver historierne og de tiltagende kriser sammen for fire kvinder, hvis liv på forskellige måder er bygget på en række løgne. Stykket lanceres som et komediedrama, men tonen er overvejende nøgtern og dyster, med undtagelse af det forhold, der er bygget på løgne for underholdningens skyld. Meget af materialet består af monologer eller dialoger, hvor de fire kvinder kun mødes på en togperron i begyndelsen og slutningen af stykket. Selvom der er en logik i dette, må jeg sige, at jeg fandt det som en forspildt mulighed – en chance der gik tabt for at løfte handlingen og interaktionen til et andet niveau.

Lindsey (Orla Sanders) er en ambitiøs karrierekvinde, der er totalt fokuseret på et uidentificeret IT-projekt, som hun er blevet så usædvanligt knyttet til, at hun kalder det sin 'baby'. Hendes liv kredser om tidlige morgener, besøg hos hendes lammede mor på et plejehjem og stadigt mere frustrerende møder med chefen, som ser på hendes 'baby' med noget andre øjne end hende selv. Det er dømt til at ende i katastrofe, hvor selvbedrag inviterer til andres bedrag.

Sanders fanger fint karakterens intensitet og den destabiliserende effekt, hendes selvbedrag har på hendes adfærd: passionerede udbrud og overdreven nedgørelse af andre, samt et komplekst had-kærlighedsforhold til sin mor. Men selve skrivningen af karakteren lader noget tilbage at ønske. Der er for lidt plads til udvikling og narrativ fremdrift. Vi ved fra starten, hvor karakteren er på vej hen, og der tilføjes få nye elementer, når først rammen er sat. Dette er et tydeligt eksempel på, hvor interaktion med andre karakterer ville have været en god motor for fremdrift i den personlige historie.

Alice (Magdalena McNab) præsenteres ligeledes som en solopræstation det meste af tiden, selvom hun i flere afgørende scener taler i telefon eller lægger beskeder til andre – enten hendes troløse og uansvarlige forlovede, Harry (stemme af Christopher Sherwood), eller hans søster, Carole (Aleks Grela). Hun starter stykket i troen på, at hun har det perfekte liv, hvor hun skal slå sig ned med Harry og stifte familie. Med det mål for øje har hun opgivet en fantastisk karrieremulighed som tv-vært.

Det hele falder hurtigt fra hinanden, da Harrys fravær, sene aftener og forlængede udlandsrejser afslører, at han er ved at forlade Alice til fordel for en anden, og at hverken ægteskab eller børn er på tale. Her skifter karakteren til en hysterisk benægtelse af fakta og en beslutning om at skabe pinlige scener på stribe – i en karaokebar, på Harrys arbejde og foran en skoleklasse, hvor hun overhovedet ikke kan bevare roen.

Der er masser af dramatiske muligheder for skuespilleren i denne rolle, og McNab har nogle fine øjeblikke, måske bedst i den udvidede spørgerunde med børnene, hvor karakterens sammenbrud er mest rørende. For mig startede skildringen dog for intensivt og neurotisk, selv da alt så ud til at gå godt. Det begrænsede den psykologiske rejse og gjorde udfaldet for gennemskueligt. Som nævnt følte jeg, at manuskriptet lagde kortene på bordet for tidligt til, at rollen for alvor kunne bære. Igen ville en samtalepartner,

uanset om vedkommende var sympatisk eller ej, have givet skuespilleren mere rum og energi at spille op imod.

Kim (Aleks Grela) er en ung kvinde, der lever på kanten: fattigdom, stoffer, en kæreste der måske er voldelig, og et skadet håndled fylder hendes tanker. Hun opsøger skadestuen for at få smertestillende medicin. Er det på grund af reelle smerter eller for at opretholde et misbrug? Der er absolut mystiske elementer ved hendes karakter.

Hun bliver dog overgået i mystik af Laura (Joanne Fitzgerald), der udgiver sig for at være sundhedsfaglig, men viser sig ikke at være det. Laura lover at give Kim en recept, hvis hun afslører sine hemmeligheder. Da hun gør det, får hun mere, end hun havde regnet med – og i hvert fald ingen recept. Laura optager forskellige identiteter: en aggressiv lesbisk, en forladt hustru og meget mere, indtil det virker som om, hun nyder løgnen for dens egen skyld, eller i det mindste har et meget kreativt forhold til sandheden. Rollerne byttes om, og det er Kim, der ender med at fremstå konventionel og ortodoks trods sin alternative livsstil.

Denne sammenstilling af to karakterer har sine mærkværdigheder og løse ender, måske helt bevidst. Men den har fremdrift og nuanceret interaktion, hvilket giver karaktererne mere energi og skuespillet mere fokus. Begge kvinder reagerer godt på hinanden og viser den kreative udveksling, ja ligefrem glæde, der kan findes i løgnen. Stykket som helhed ville vinde ved mere af dette, selvom det har vægtige pointer om løgnens konstante tilstedeværelse i vores liv. Virkelighed og fantasi er trods alt et spektrum, og det er både sjovere og mere sigende at udforske den rejse sammen med andre. Der er her nogle rigtig gode idéer og stærke karaktertegninger, men hvis stykket skal videre til Edinburgh eller andre Fringe-scener, så er det denne retning for udvikling, jeg vil anbefale.

Living Between Lies spiller på Kings Head Theatre frem til den 22. november.