ANMELDELSE: Ma Rainey's Black Bottom, Netflix ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Ma Rainey's Black Bottom, der nu kan streames på Netflix med Viola Davis i hovedrollen.

Viola Davis i Ma Rainey's Black Bottom Ma Rainey’s Black Bottom.

Kan streames nu på Netflix.

4 Stjerner

Da biograferne fortsat holder lukket, er det ingen overraskelse, at årets Oscar-buzz samler sig om de film, der streames nu eller i den nærmeste fremtid. Denne respektfulde, trofaste og kraftfulde filmatisering af August Wilsons skuespil fra 1982 – en del af hans berømte ti-værks cyklus om Pittsburgh – fortjener i den grad opmærksomheden. I et lydstudie i Chicago venter orkestret og manageren på ankomsten af Ma Rainey, mens de filosoferer, skændes og diskuterer deres fortid. Spændingerne tager til, da den diva-agtige Ma endelig dukker op og insisterer på, at hendes stammende nevø skal tale indledningen til titelsangen. Herfra bevæger dramaet sig mod en rystende afslutning, som jeg fandt både uforudsigelig og genuint gribende.

Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke denne produktion høster mindst to Oscar-nomineringer (og to sejre). Den første må gå til Viola Davis, som altid er fremragende. Hun vandt en Oscar for sin præstation i en anden Wilson-filmatisering, Fences, og hun er intet mindre end fænomenal i titelrollen, hvor hun gennemgår en total forvandling. Som erklæret lesbisk, hidsig og ekstremt talentfuld er Ma Rainey en drømmerolle, og Davis indlever sig fuldstændigt i den. Hun er voldsom og står fast på sit, selv når hun tager fejl. Davis formår også at lade Ma Rainey se fuldstændig knust ud i sine stille stunder, som om sangen er det eneste, hun lever for. Hun bærer arrene fra sine erfaringer og den kamp, som enhver farvet kvinde dengang – og i dag – må gennemgå, direkte i sit trætte ansigt og sit udmattede blik. Det er en skam, hun ikke er mere med i filmen, men det afspejler teaterstykket; Ma ankommer sent og optræder i færre scener end sit backingband, men hver eneste billede tæller i denne fremragende præstation.

Den anden Oscar-nominering kan meget vel placere Chadwick Boseman i den triste gruppe af posthume vindere. Vi kender i dag til de helbredsmæssige udfordringer, han kæmpede med under optagelserne, og det kan ses på hans statur. Men det fjerner ikke en tøddel af intensiteten i hans passionerede og bjergtagende præstation som Levee, den hidsige trompetist, der har sine egne ambitioner og ender i konflikt med Ma Rainey. Særligt følelsesmæssigt stærk er hans monolog om den gruppevoldtægt af hans mor, han overværede som otteårig, og den hævn, hans far efterfølgende udførte. Det er ingen tilfældighed, at hvert lokale i lydstudiet ligner en celle; de er alle fanget af deres fortid og racismens forfærdelige historie, og de slipper sjældent ud af dens lænker. Manuskriptet er smukt skrevet, og tempoet er dvælende, indtil man indser, at spændingen bygges op, til historien overvælder dem, og Levee ødelægger enhver chance for en fremtid for sig selv.

Selvom hovedrollerne er uforglemmelige, er dette et ensemble-stykke, hvor castingen sidder lige i skabet. Jeg nød især Glynn Turman som den kloge pianist Toledo, Jeremy Shamos som Mas tålmodige manager og Dusan Brown som hendes nevø. Instruktør George C. Wolfe har tilføjet en scene om kulturel tilegnelse til slut, der virkelig understreger stykkets og filmens relevans i dag. Kan varmt anbefales.