ANMELDELSE: Mosquitoes, National Theatre at Home ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Lucy Kirkwoods skuespil Mosquitoes med Olivia Colman og Olivia Williams i hovedrollerne, som nu kan streames på National Theatre at Home-platformen.

Olivia Williams og Olivia Colman i Mosquitoes. Foto: Brinkhoff Moegenburg Mosquitoes

National Theatre at Home

4 stjerner

Se forestillingen her

Det bedste ved en streamingtjeneste som National Theatre at Home er muligheden for at se de forestillinger, som det var nærmest umuligt at få billetter til. Da Lucy Kirkwoods stykke fra 2017 blev opsat på Dorfman-scenen med Olivia Colman og Olivia Williams på rollelisten, var billetterne i den grad i højkurs. Det er derfor en sand fornøjelse at kunne se produktionen online, selvom en noget mangelfuld lydkvalitet desværre afholder den fra at få de fulde fem stjerner.

Søstrene Alice og Jenny er stykkets omdrejningspunkt. Alice (Olivia Williams) er strålende som den knivskarpe videnskabskvinde, der arbejder på lanceringen af partikel加速eren Hadron Collider, mens hun forsøger at balancere karrieren med opdragelsen af sin teenagesøn, Luke. Jenny (Colman) er mere kaotisk; hun er gravid i starten af stykket, ryger, og er tynget af sorgen over tabet af sin datter, der døde efter at have fået mæslinger. (Jenny nægtede at få barnet vaccineret på grund af skræmmekampagner og artikler, hun havde læst – hvilket gør stykket yderst aktuelt i dag).

Som man kan forvente, er Colman og Williams fremragende og fanger perfekt sammenstødet mellem videnskab og natur, orden og kaos, spontanitet og planlægning. De tørner naturligvis sammen, netop som Large Hadron Collider sættes i gang. Men det er Joseph Quinns exceptionelle præstation som Luke, der næsten stjæler billedet. Han er splittet af teenageangst, bliver mobbet i en rædderlig skole, er forelsket i en frygtelig pige og længes desperat efter, at hans mor ser hans smerte – alt imens han savner sin far, der forsvandt ti år tidligere. Faderfiguren er nærværende i skikkelsen The Bosun, en imponerende fortæller spillet af Paul Hilton, som enten er Lukes forsvundne far eller selve Higgs-partiklen – så ambitiøst og vidtfavnende er Kirkwoods manuskript.

Foto: Brinkhoff Moegenburg

Det er et stykke proppet med idéer – nogle steder måske lidt for mange, da det føles en anelse langt – men Kirkwood gør videnskab og ambitioner underholdende ved at sætte familiedramaet i forgrunden. Der er også en strålende præstation af Amanda Boxer som søstrenes mor, Karen; en tidligere brillant videnskabskvinde, der blev snydt for sin Nobelpris på grund af sit køn, og som nu kæmper med inkontinens og hukommelsestab. Temaet om tilsidesættelse af kvindelige forskere er måske lige et lag for meget i stykket, men det er smukt og rørende formidlet, ligesom søstrenes rollebytte er det, når Jenny træder i karakter som den praktiske, mens Alice kammer over i hysteri, da Luke forsvinder i et par dage. Forestillingens egentlige stjerne er dog Paule Constables bjergtagende lysdesign og Katrina Lynseys scenografi, der fører os gennem big bangs, tid og videnskab på en utroligt medrivende måde. Det er en skam, at lyden er så svag på denne optagelse (og min pc har ellers gode højttalere!). Hver gang skuespillerne bevæger sig væk fra den centrale platform, bliver deres stemmer svage og utydelige, hvilket desværre ødelægger nogle af de skarpe pointer i dette vittige, spændende og vidunderligt ambitiøse stykke.

Besøg National Theatre at Home-hjemmesiden