ANMELDELSE: Nell Gwynn, Apollo Theatre ✭✭✭

Gemma Arterton og ensemblet i Nell Gwynn. Foto: Tristram Kenton Nell Gwynn

Apollo Theatre

3 stjerner

Køb billetter

Hvor stor betydning har spillestedet? Har selve scenerummet magten til at løfte eller knække et stykke? Det afhænger naturligvis af dramaet og rummets særpræg, men i tilfældet Nell Gwynn har teatret vist sig at spille en afgørende rolle.

Uanset om Jessica Swale forestillede sig sin tekst opført på Shakespeare’s Globe Theatre, da hun skrev den, er det svært at tænke sig en mere oplagt ramme for denne bramfrie, metateatrale komedie – særligt nu hvor den i stedet er flyttet ind i det traditionelle kukkasse-teater Apollo Theatre.

Gemma Arterton i Nell Gwynn. Foto: Tristram Kenton

Swales dramatisering af fortællingen om Nell (eller Eleanor) Gwynn, der går fra lasede kår til kongelig gunst, er en kærlighedserklæring til teatret – en hyldest til de herligt excentriske teaterfolk og alt det arbejde, der ligger bag magien på de skrå brædder.

Skuespillerne fravælger enhver form for anakronistisk naturalisme. Under Christopher Luscombes (Spamalot, The Rocky Horror Show) instruktion benytter de en mere ekspressiv spillestil, hvor de vender sig mod salen og interagerer med publikum hele vejen igennem. Der er kun en hårfin forskel på deres teatralske præstationer over for det fiktive restaurationstids-publikum og deres scener 'bag kulissen'.

Gemma Arterton er Nell Gwynn. Foto: Tristram Kenton

Det veloplagte cast leverer deres komiske replikker – en blanding af lærde ordspil og mindre subtile 'pølsesnak'-vittigheder – med tydelig selvbevidsthed; det eneste, der mangler efter hver pointe, er et klap på låret og et 'ba-dum-tjing'. Desværre savner Nell Gwynn i sine nye omgivelser i Londons glitrende West End den slags interaktive atmosfære, der indbyder til højlydt latter, og må i stedet nøjes med spredte fnis, himmelvendte øjne og hørbare suk.

Når det er sagt, så er Nell Gwynn forrygende underholdning, hvis man er til den letbenede og bevidst overspillede stil, der minder om en god gammeldags revy. Der er et velspillende live-band på scenen, fængende sange og endda et lille kursus i kunsten at flirte med en vifte.

Anden akt er særligt morsom og sine steder også meget gribende. Dog bliver de rørende øjeblikke hurtigt afbrudt af rå punchlines, hvilket forhindrer publikum i for alvor at lade følelserne få frit løb.

Ny i rollen som den berømte skuespillerinde fra restaurationstiden er Gemma Arterton (The Duchess of Malfi, Made in Dagenham, Quantum of Solace). Den charmerende og livlige Arterton overbeviser hele vejen igennem, mens Nell forvandler sig fra appelsinsælger i Drury Lane til kongens foretrukne elskerinde. Arterton kan både danse og synge, men hendes forudsigelige flirty floskler bliver en anelse trættende efterhånden, hvilket gør den ellers komplekse og intelligente Nell en smule endimensionel.

Gemma Arterton som Nell og David Sturzaker som Charles II i Nell Gwynn. Foto: Tristram Kenton

Michele Dotrice (Some Mothers Do 'Ave 'Em) er formidabel som truppens syerske Nancy, ligesom Greg Haiste gør det fremragende i rollen som Edward Kynaston. Haistes sprudlende energi og komiske timing giver liv til den genkendelige karakter – en dedikeret skuespiller, som modvilligt må afgive sine kvinderoller for at gøre plads til Nell. I sidste ende er Edward den mest elskelige af dem alle.

David Sturzaker balancerer elegant mellem komik og romantik som den charmerende, men ubeslutsomme Charles II. Tilsvarende yder Jay Taylor rollen som stjerneskuespilleren Charles Hart – manden, der som bekendt lærte Nell alle branchens tricks – fuld retfærdighed med en følsom præstation.

Kort sagt: 'Shakespeare in Love' møder 'Monty Python'. Nell Gwynns bemærkelsesværdige Askepot-historie har fået nyt liv i Jessica Swales muntert bramfrie komedie, men man tager sig selv i at ønske den tilbage til den atmosfærefyldte, åbne scene i Globe Theatre. Nell Gwynn spiller på Apollo Theatre frem til den 30. april 2016