ANMELDELSE: Nightfall, Bridge Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Barney Norris' prisvinder-drama Nightfall, som i øjeblikket spiller på Bridge Theatre.

Claire Skinner (Jenny) og Sion Daniel-Young (Ryan) i Nightfall. Foto: Manuel Harlan Nightfall

The Bridge Theatre

9. maj 2018

3 stjerner

Bestil billetter her

Tre forestillinger inde i sæsonen er Bridge Theatre stadig stjernen i sig selv. Nightfall ser teatret omkonfigureret som en 'thrust'-scene, hvor dynamikken mellem scene og publikum endnu engang skifter; det er virkelig et vidunderligt rum. Men for Barney Norris' provinsdrama for fire personer blotlægger det også manuskriptets begrænsninger; stykket føles opslugt af stedets størrelse, og karaktererne fremstår ikke helt færdigstøbte nok til at indfri fortællingens potentiale.

Claire Skinner (Jenny) og Ukweli Roach (Pete) i Nightfall. Foto: Manuel Harlan

Dette er ikke nogen idyllisk landlig Morten Korch-fortælling; familien kæmper stadig med at affinde sig med faderens død i 2016. Moderen Jenny er ude af stand til at komme videre, synker ned i gæld og har kurs mod alkoholisme, mens hun klamrer sig til sine nye, idealiserede forestillinger om sin mand og fortiden. Hendes børn, Ryan og Lou, er indbegrebet af 'Generation Rent' – ude af stand til at slippe væk eller flytte sig uden den økonomiske sikkerhed, som altid vil undslippe dem. Bedste ven Pete, Lous tidligere kæreste, vender tilbage til deres liv efter løsladelsen fra fængslet for et overfald, hvorefter han og Lou genoptager deres forhold.

Ophelia Lovibond (Lou), Claire Skinner (Jenny), Sion Daniel-Young (Ryan) og Ukweli Roach (Pete) i Nightfall. Foto: Manuel Harlan

Nu er jeg lige så glad for en teatralsk metafor som den næste teatergænger, men her kunne en olierørledning, der deler gården – og som faderen tilsyneladende installerede primært for at genere en nabobonde – lige så godt have haft ordet "Brexit" malet på siden. De konstante diskussioner om, hvorvidt de skal forlade jorden eller blive (leave/remain), bliver også en smule trættende, og stykket begynder med, at Ryan og Pete tapper olie fra ledningen for at skaffe en tiltrængt indkomst til at afdrage på gælden. Første akt er temmelig ufokuseret, men slutter med et ret charmerende, spontant frieri, der tilbyder Lou en vej væk fra gården ved at flytte til Dubai sammen med Ryan.

Sion Daniel-Young (Ryan), Claire Skinner (Jenny) og Ophelia Lovibond (Lou) og Ukweli Roach (Pete) i Nightfall. Foto: Manuel Harlan

Skuespillerne er fremragende og arbejder hårdt på at dække over hullerne i manuskriptet. Med en rolle placeret et sted mellem sønderknust enke og overmanipulerende matriark gør Claire Skinner det godt med at forankre Jenny i virkeligheden – især når hun udtrykker sin angst for at blive efterladt alene. Ophelia Lovibond fanger Lous længsel efter at flytte væk, at starte et liv væk fra sine rødder, hvor et kram kan føles som en lænke. Sion Daniel-Young er glimrende som Ryan og formidler en desperat optimisme, mens han afslører en bevidsthed om situationens alvor; han er den, der kunne redde gården. Som Pete er Ukweli Roach perfekt som den unge mand, der har fået en chance til og er fast besluttet på at gribe den. Jeg føler bare ikke, at Norris formår at bringe tingene til et dramatisk højdepunkt; karaktererne får tilgivelse for deres fejl, og i sidste ende stiger spændingen aldrig for alvor.

Laurie Samsons opsætning har dog et godt tempo, og Rae Smiths scenografi er fremragende, ligesom Norris har nogle skarpe oneliners. Alt i alt føles dette dog som et stykke, der er bedre egnet til den intime atmosfære på Dorfman eller Royal Court Upstairs (hvor det mørkere, men mere effektive provinsdrama Gundog spillede tidligere i år). Det rejser spørgsmålet om, hvordan Laura Linneys solo-præstation i My Name is Lucy Barton (den næste produktion på Bridge) vil fungere i det store rum.

BESTIL BILLETTER TIL NIGHTFALL PÅ BRIDGE THEATRE HER