ANMELDELSE: Raising Martha, Park Theatre ✭✭

Foto: Darren Bell Raising Martha

Park Theatre

17. januar 2017

2 stjerner

Bestil billetter

En familieejet frøfarm i det landlige England bliver skydeskive for lokale dyreretsaktivister, der har gravet knoglerne op fra familiens forlængst afdøde overhoved, Martha. Formålet er at tvinge farmen til at lukke eller blive solgt, og kriminalassistent Clout bliver sat på sagen for at efterforske hændelsen og holde styr på handlingens tråde.  Hvis man sidder i de noget ubekvemme sæder på Park Theatres øverste rækker, har man brug for at blive holdt fuldt engageret i det, der sker på scenen. Desværre svinger David Spicers manuskript mellem ægte morsomme replikker – som er lidt for sjældne til at holde tempoet i komedien oppe – og den slags barnagtige pjat, der gav mig flashbacks til visse elevforestillinger, jeg måtte pine mig igennem i min tid som lærer. (Særligt de hallucinationer med to meter høje frøer var et pinligt og ret morsomt greb.)

Stephen Boxer, Jeff Rawle og Julian Bleach. Foto: Darren Bell

Stillet over for et så glansløst manuskript vælger castet heroisk at overspille, og råber ofte handlingsreferaterne ud mod publikum, som var vi ellers ude af stand til at følge med. Retfærdighedsvis skal det siges, at samspillet mellem Tom Bennett og Joel Fry, i rollerne som de ubehjælpsomme aktivister Marc og Jago, visse steder er det rene komiske guld.  Især Bennett er fremragende som den totalt inkompetente aktivist, der er forelsket i Caro (spillet med masser af energi af Gwyneth Keyworth), som selvfølgelig har en affære med Jago. Deres scener er stykkets absolutte højdepunkter, sprudlende af komik, og de gør næsten aftenen turen værd.

Gwyneth Keyworth og Julian Bleach. Foto: Darren Bell

Desværre snegler resten af stykket sig afsted, mens brødrene Gerry (Stephen Boxer), der slikker på tudser for at opnå en hallucinerende rus, og Roger (en Julian Bleach, hvis ellers ildevarslende stemmeføring bliver underudnyttet), skændes og småskændes om farmens fremtid. Jeff Rawle leverer en solid præstation som Clout, men selv han virker forvirret over plottet. Det startede ellers lovende med Rebecca Browers funktionelle scenografi, der afslører Marc og Jago i færd med at opgrave liget, men herfra slæber forestillingen sig mod sin uundgåelige og forudsigelige slutning. Med sine kommentarer om politistaten og borgerrettigheder, tilsat sort humor omkring Marthas lig, fornemmer man tydeligt inspirationen fra Loot. Men den lyd, man hører undervejs i forestillingen, er ikke frøer, der kvækker. Det er Joe Ortons spøgelse, der titter frem og sukker af kedsomhed over, at hans anarkistiske komik her halvtreds år senere stadig ikke er blevet overgået.

Spiller indtil 11. februar 2017

BESTIL BILLETTER TIL RAISING MARTHA