ANMELDELSE: Rent, St James Theatre (Turné) ✭✭✭✭✭

Billy Cullum som Mark med hele holdet bag Rent. Foto: Matt Crockett Rent

St James Theatre (UK Tour)

13. december 2016

5 stjerner

Book nu

For tyve år siden skabte Jonathan Larson en forestilling, der rammer én lige i maven, og Bruce Guthries repremieredisciplin løsner bestemt ikke grebet. Mens jeg skriver dette, er jeg misundelig på dem, der endnu har til gode at opleve denne fremragende 20-års jubilæumsopsætning. Den byder på en uovertruffen, gennemborende råhed, leveret af et ydmygt cast, der overgiver deres sjæle til manuskriptet, musikken og de forkomne New Yorker-kunstnere, hvis historier de fortæller.

Giacomo Puccinis værker er ingen fremmed for bearbejdninger, og det var i hans 'La Bohème', at Jonathan Larson fandt inspirationen til 'Rent': en rockmusical, der udspiller sig i 90'ernes Manhattan mod et bagtæppe af fattigdom, stofmisbrug, sygdom og bohemeliv. Ross Hunter leverer en mørk og plaget Roger Davis, en musiker og HIV-positiv, der sværger at skabe én stor sang, før han dør. Mimi (Philippa Stefani), Rogers store kærlighed, er en danser, der også lever med HIV og kæmper med misbrug. Mark er Rogers bofælle, håbefuld filmskaber og stykkets fortæller, spillet medrivende af Billy Cullum; der er performancekunstneren og Marks ekskæreste, Maureen (Lucie Jones), der forlod ham til fordel for advokaten Joanne (Shanay Holmes). Endelig er der Angel (Layton Williams), en dragqueen og AIDS-offer, der forelsker sig i Tom Collins (Ryan O’Gorman), som ligeledes lider af samme sygdom.

Shanay Holmes som Joanne og Lucie Jones som Maureen i Rent / Foto: Matt Crockett 'Rent' er en imponerende opvisning i dristig, vokalmæssig gymnastik – særligt fra Jones og Holmes i 'Take Me or Leave Me', og Ross Hunter, der kunne give selv Bon Jovi kamp til stregen. Layton Williams som Angel er dog definitionen på perfekt casting, og det er let at forestille sig ham glide direkte ind i et par 'Kinky Boots'. Kemien mellem Williams og den absolut elskværdige Ryan O’Gorman som Tom Collins er rørende ægte; deres duet 'I’ll Cover You' er et af mine absolutte yndlingsøjeblikke. Der skal lyde stor ros til Philippa Stefani, især i anden halvdel af forestillingen, hvor hun overgiver sig helt til Mimi og bliver overvældende sårbar – en sand, knust sjæl. Stefanis præstation i 'Goodbye, Love' er oprigtig og hjerteskærende; den tog pusten fra mig og efterlod mine tindinger bankende, mens jeg forgæves forsøgte ikke at hulke sammen med hende. Jeg bed også særligt mærke i den ekstremt alsidige Jenny O’Leary, der leverede en beundringsværdig solo i 'Seasons of Love' og desuden optrådte som den vittige 'Mom' og den hærdede gadesælger.

Layton Williams som Angel. Foto: Matt Crockett Lee Prouds koreografi er aggressiv og fyldt med iver, lige fra det vilde titelnummer og 'Tango Maureen' til Angels legesyge 'Today 4 U' (som Layton Williams eksekverer med overskud og ynde i tårnhøje hæle, bedre end jeg selv kan stå stille i flade sko). Partituret er lige så berusende, og teksterne lige så gysende aktuelle som første gang, man hører dem: ‘I'm used to relying on intellect,’ synger de i 'Life Support', ‘But I try to open up to what I don't know, because reason says, I should have died three years ago’ – jeg fik gåsehud helt ind til knoglerne. 'Will I?' har altid været et af de mest rørende numre for mig – en kanon af karakter-monologer, der blotlægger personlige kampe med sygdom og barske levevilkår. Den berører også emnet mental sundhed, og hvordan vi bliver sårbare over for den konstante støj i vores sind og den uendelige cirkel af 'hvad nu hvis'.

Castet i Rent. Foto: Matt Crockett Rejsen for publikum, såvel som for karaktererne, er lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur. Det ene øjeblik jubler vi, når Maureen opfører sin energiske protest og fejrer 'La Vie Bohème', og det næste giver teatret genlyd af hjertekvash, når Collins vugger en døende Angel i sine arme, og Mimi bukker under for sygdommen. Men det er en rejse, jeg ville tage igen og igen. 'Rent' er rå, ladet med desperation og kampgejst, men frem for alt er den fuldstændig tankevækkende. Vi bliver mindet om, hvordan Jonathan Larson, en rask ung mand på tærsklen til succes, fik en aorta-aneurisme og døde natten før den allerførste offentlige forestilling. Derfor er det mere passende end nogensinde, at hans 'Rent' opfordrer os til at leve i nuet og synge ud: ‘No day but today.’

'Rent' spiller på St James Theatre frem til den 28. januar 2017, før den fortsætter sin britiske turné frem til juni.

BOOK BILLETTER TIL RENT UK TOUR

Philippa Stefani som Mimi og Ross Hunter som Roger i Rent. Foto: Matt Crockett

Layton Williams som Angel i Rent. Foto: Matt Crockett

Layton Williams som Angel in Rent. Foto: Matt Crockett

Castet i Rent. Foto: Matt Crockett

Castet i Rent. Foto: Matt Crockett

Philippa Stefani som Mimi og Ross Hunter som Roger i Rent. Foto: Matt Crockett

Billy Cullum som Mark og Ross Hunter som Roger i Rent. Foto: Matt Crockett

Philippa Stefani som Mimi og Ross Hunter som Roger i Rent. Foto: Matt Crockett

Lucie Jones som Maureen. Foto: Matt Crockett

Layton Williams som Angel i Rent. Foto: Matt Crockett