ANMELDELSE: Richard III, Alexandra Palace Theatre ✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Headlongs nye opsætning af William Shakespeares Richard III, som nu spiller på det nyrestaurerede Alexandra Palace Theatre.

Richard III

Alexandra Palace Theatre

14. marts 2019

3 stjerner

Bestil nu Dette er den første fulde spilleperiode for et stykke på det genåbnede Alexandra Palace, som har været lukket for teater i firs år. Selve rummet fortjener en anmeldelse i sig selv, men lad det være sagt med det samme, at dette er et virkelig spændende nyt spillested. Her finder man en 'shabby-chic' storhed i stil med Wilton’s, men i langt større skala, med fremragende siktlinjer, en enorm scene, komfortable sæder og et stort potentiale for fleksibel brug. Det eneste uafklarede punkt er transportmulighederne, hvilket i vid udstrækning ligger uden for ledelsens kontrol.

Denne opsætning af Shakespeares Richard III er et samarbejdsprojekt mellem flere partnere (Headlong, Bristol Old Vic, Royal and Derngate og Oxford Playhouse). Den har mange interessante træk, der taler for den, men den formår ikke konsekvent at hæve sig til at være mere end summen af sine enkelte dele. Instruktør John Haidar har overordnet holdt sig til en ret klassisk fortolkning, dog med nogle velvalgte justeringer i teksten. Scenarierne var gennemtænkte og udnyttede rummets unikke muligheder, men de intime scener fungerede mindre godt. Og på den kreative side var der mange interessante idéer og virkemidler, men i visse henseender manglede de en harmonisk integration.

Det var en fængslende idé at begynde med mordet på Kong Henrik 6., hentet fra Shakespeares foregående stykke i hans Rosekrigs-cyklus. I stedet for at starte med de berømte ord om "vort mismods vinter", som trods al sin sproglige pragt er en ret brat og uinformativ start, var det tydeligvis en hjælp for publikum at få baggrundshistorien ridset op, så temaet med mord, vold og genfærd blev etableret med det samme. Scenerne med de rivaliserende fraktioner ved Edvard 4.s hof gav bestemt også mere mening end normalt.

Ligeledes effektiv og fantasifuld var scenen, hvor Buckingham præsenterer en pseudo-undselig Richard for Londons borgere. Det fungerede rigtig godt ved at placere flere af skuespillerne i den enorme sal. Haidar har tydeligvis lagt mange kræfter i temaerne omkring kollektiv handling, som anes løbende gennem forestillingen. Mest bemærkelsesværdig var måske den gradvise ophobning af spøgelser gennem stykket – alle forbundet med det oprindelige mord på Henrik – hvilket lagde op til en formidabel samling af dem alle natten før slaget ved Bosworth. Men forholdet mellem Richard og hans medsammensvorne var mindre gennemarbejdet. Vi manglede en stærkere fornemmelse af den forførende charme, Richard bruger over for dem, sammenholdt med deres egne – ofte naive – kalkuler over, hvordan de kan bruge Richard til deres egne formål, før de selv bliver brugt og ryddet af vejen. Interaktionerne i hoffets fraktioner trænger til at blive udforsket mere grundigt som en vej ind i karaktererne selv.

Sagt på en anden måde har karakteren Richard III brug for både en bemærkelsesværdig indsmigrende ynde og sarkastisk vid, foruden den pludselige, tilfældige vold. Den grufulde brutalitet var fint etableret i den særligt voldsomme henrettelse af Lord – eller i dette tilfælde Lady – Hastings, og karakterens fysiske fordrejethed blev holdt fremragende og med beundringsværdig udholdenhed. Men hans mere nuancerede sider var underspillede. Man har også brug for en fornemmelse af karakterens selvhad eller en vis indsigt i den indre kilde til den ydre ondskab. Denne integration af facetter blev aldrig helt opnået i Tom Mothersdales portrættering. Han var bedst i scenerne med grusomhed og kamp (hvor movement director Georgina Lambs arbejde bør anerkendes), men andre steder var der mere end et strejf af Mr. Bean/Blackadder, hvilket drænede den ondskabsfulde majestæt, der ofte skal stråle helt ud over scenekanten mod publikum.

De øvrige skuespillere bød på en blanding af kvaliteter og fortolkninger. Roserne bør nok især gå til Eileen Nicholas som hertuginden af York og Stefan Adegbola som Buckingham. De intense konfrontationer mellem mor og søn havde virkelig bid og en reel følelse af en kamp, hvorimod Richard vandt alt for let i mødet med Leila Mimmacks Lady Anne, som ikke altid var hørbar, i en tidlig scene der virkelig burde gnistre af spænding. Adegbolas Buckingham var en meget troværdig og glat kyniker, et passende modstykke til Mothersdale i de mange scener, de deler – selvom han måske kunne have gjort mere ud af at vise sit chok og forfærdelse, da Richard viser sig ikke længere at være i det 'givmilde hjørne'. Tom Kanji havde også nogle gode og kontrasterende øjeblikke som den dødsdømte hertug af Clarence og som den sleske bøddel, Catesby.

Scenograf Chiara Stephenson havde skabt en scenografi, der lagde vægt på spejle i form af en halvcirkel af drejbare glaspaneler. Dette blev brugt effektfuldt både som adgangsveje og til baggrundsbelyste afsløringer i slutscenerne. Det fangede også på legitim vis et af stykkets hovedtemaer, nemlig sproget der er fyldt med referencer til falske spejle og knust glas. Lyd- og lysdesignerne havde fundet på brugbare virkemidler til at markere hvert mord, og de moderne kostumer afspejlede produktionens mørke toner, hvor de få farvespænd var så meget desto mere effektive. Den fysiske krone blev brugt godt som både symbol og uopnåeligt mål på forskellige tidspunkter i handlingen. Der var en rørende og fængende udgave af Te Deum til kroningsscenen, som gav et øjebliks fløjlsblød ro før det overhalede ræs mod slutningen.

Der var derfor meget at beundre på forskellige tidspunkter i denne opsætning, som fortjener at trække publikum på sin turné og giver en meget solid introduktion til dette unikke stykke for dem, der ikke har set det før. Men dette er et drama, der ofte opføres, og sammenlignet med de allerbedste eksempler de senere år – herunder den fremragende opsætning med Ralph Fiennes på Almeida – skiller den sig ikke for alvor ud.

Spiller til 31. marts 2019

BESTIL BILLETTER TIL HEADLONGS RICHARD III