ANMELDELSE: That Face, Orange Tree Theatre Richmond ✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Polly Stenhams stykke That Face, som netop nu spiller på Orange Tree Theatre i Richmond.

Niamh Cusack i That Face. Foto: Johan Perrson That Face

Orange Tree Theatre, Richmond

3 Stjerner

BESTIL BILLETTER

Orange Tree Theatre gør et fornemt stykke arbejde med at bestille nye stykker og genoplive dem, der er gledet i glemmebogen. Ingen kan påstå, at Polly Stenhams værk som helhed er overset eller undervurderet; men det er femten år siden hendes gennembrudsstykke – 'That Face' – blev modtaget med stor anmelderrost på Royal Court, og det er derfor på høje tid at se, hvordan det klarer sig i en ny opsætning. Desværre må jeg konstatere, at jeg på trods af glimrende skuespil ikke er helt overbevist.

Dramaet skildrer en families opløsning, der er lige så spektakulær i sin velstand som i sin dysfunktionalitet. Faderen, Hugh, der er en form for børsmægler i Hong Kong, forlod for længe siden sin familie til fordel for en ny kone og barn og har nu kun kontakt med sin ekskone og børn gennem økonomiske bidrag – hans 'løsning' på alle problemer. Imens er hans første kone, Martha, sunket ind i en spiral af narkotika og alkohol i en sådan grad, at hendes søn, Henry, har måttet droppe ud af skolen for at passe hende, hvilket har byttet fuldstændig om på rollerne som forælder og barn. Den yngre datter, Mia, har holdt afstand, men helt fra start ser vi hende køre af sporet på en anden måde. Hun og en ældre medstuderende doper en yngre pige i et indvielsesritual på kostskolen, hvilket fører til hendes bortvisning og Hughs hjemkomst til England for at rede trådene ud.

Handlingen centrerer sig om en enkel seng, der roterer mellem scenerne, mens rekvisitter tilføjes eller fjernes. Den starter som den nydelige seng på et kollegieværelse og bliver hurtigt rammen om Marthas usle tilværelse med piller, sprut, cigaretter og ophobet affald. Eleanor Bulls stramme scenografi komplementeres af Jamie Platts skarpe belysning med to cirkelformede lysstofrør, der svæver over handlingen. Som altid på Orange Tree er produktionsværdierne økonomiske og udnytter de fire indgange, som den intime scene giver mulighed for.

Niamh Cusack, Kasper Hilton-Hille, Ruby Stokes og Dominic Mafham. Foto: Johan Perrson

Skuespilspræstationerne er konsekvent gode, og nogle er fremragende. Niamh Cusack skifter med stor energi og nerve i den centrale og nærmest monstrøse rolle som den plagede Martha mellem bønfalden manipulation, ondskabsfuldhed og bedragerisk tågetale. Der er aldrig nok kvalitetsroller til modne skuespillerinder, og hun griber denne mulighed fuldt ud. Lige så imponerende er Kaspar Hilton-Hille og Ruby Stokes, der begge her får deres scenedebut. Hilton-Hille er i centrum i de fleste af stykkets scener, mens han desperat forsøger at skabe orden og tryghed i sin mors kaos. Han får os til at forstå, hvorfor han er så modvillig over for, at mareridtet skal ende med, at moderen kommer i professionel pleje – for det ville fjerne meningen med hans egne forsøg på at løse situationen. Mod slutningen mærker man tydeligt prisen for hans egen mentale stabilitet ved at have så forfærdelige forældre. På mange måder er han det reelle offer. Stokes leverer også en nuanceret præstation som den overfladisk set følelsesløse og privilegerede datter, der i virkeligheden blot reagerer på en umulig situation.

De to øvrige roller er desværre en anelse tyndt skrevet, hvilket er en del af årsagen til, at stykket ikke fungerer helt som helhed. Den ældre skolepige, Izzy, spilles af Sarita Gabony med en kontant og foruroligende arrogance; men efter en stærk start forsvinder hun pludseligt ud af handlingen efter et kortvarigt seksuelt møde med Henry. Det modsatte problem findes hos faderen, Hugh, der dukker op for sent til for alvor at etablere sin karakter – hans fortidige handlinger skal bære meget af den forklarende vægt, men han får for lidt tid til at give sin version af historien eller udtrykke anger. Dominic Mafham får dog det bedste ud af materialet.

Dette stykke er en bemærkelsesværdig præstation for en nittenårig forfatter. Men der er reelle mangler. Udover den manglende balance mellem karaktererne er der simpelthen for meget tid med Martha 'in extremis', uanset hvor medrivende skuespillerne gør scenerne. Tonen har en nådesløs intensitet af veltalende, indbyrdes familiær sønderlemmelse, som ikke har den nødvendige dynamik. Det tyder på, at stykket aldrig helt har formået at hæve sig over sine tydelige forbilleder i værker af Coward, Albee og Tennessee Williams.

That Face spiller på Orange Tree Theatre frem til 7. oktober 2023.