ANMELDELSE: The Lady Vanishes, Richmond Theatre ✭✭✭

Matthew Lunn anmelder En kvinde forsvinder (The Lady Vanishes) på Richmond Theatre, hvor forestillingen spiller som en del af dens britiske turné

Ensemblet i En kvinde forsvinder (The Lady Vanishes). Foto: Paul Coltas En kvinde forsvinder (The Lady Vanishes) Richmond Theatre 11. marts 2019

3 stjerner

Turnéplan for Storbritannien Et af problemerne ved at adaptere en klassiker er at finde måder at overraske sit publikum på. Ikke alene vil en del af dem kende plottet i forvejen, men elementer i historiefortællingen risikerer også at føles daterede eller forudsigelige. Selvom En kvinde forsvinder (The Lady Vanishes) gør et beundringsværdigt stykke arbejde med at fremmane en medrivende mellemkrigstids-æstetik, forbliver fortællingen for det meste solidt på skinnerne, lige bortset fra en herligt kaotisk slutakt.

Baseret på Hitchcocks klassiker fra 1938 foregår stykket på et tog fra Wien til Zürich, proppet med europæiske stereotyper. Den ældre britiske guvernante, Miss Froy (Juliet Mills), bliver venner med Iris (Lorna Fitzgerald), en bekymringsfri ung kvinde på vej til London før sit bryllup. De møder en metodisk østrigsk læge (Maxwell Caulfield), to cricket-besatte aristokrater (Robert Duncan og Ben Nealon), en humorforladt tysk soldat (Joe Reisig) og en ekspressiv italiensk tryllekunstner. Pludselig forsvinder Miss Froy, og Iris er ude af sig selv. Alligevel benægter alle, at hun overhovedet har været på toget. Iris må nu selv finde ud af, hvad der egentlig foregår, med hjælp fra Max (Matt Barber), en ung mand hun umiddelbart afskyr.

Forestillingen er en behagelig oplevelse og glimtvis fremragende. Nealon og Duncan tilfører stor varme til deres parløb, selv når deres vitser falder mere til jorden end en dårlig dag på cricketbanen. Philip Lowries Eric – en tilbageholdende mand på en uforklarlig ferie med sin elskerinde – giver et stærkt billede af menneskelig skrøbelighed, mens Mills sikrer, at den forsvundne dame er både glimtende i øjet og mistænkelig. Det er også en stilfærdig fornøjelse at se mysteriet blive optrevlet, mens Fitzgerald og Barber opbygger en god kemi som stykket skrider frem. Alligevel mangler det ofte det ægte Hitchcock-bid – spilletiden på to timer føles mærkeligt langtrukken med for mange samtaler uden spænding og uforklarede motiver.

På trods af alt det jævne i stykket, afsluttes det med en ganske spektakulær energi. Smukt koreograferet og herligt farceagtigt er den sidste akt forrygende underholdning – hvilket mere end kompenserer for den utilfredsstillende forklaring på Miss Froys forsvinden. Ensemblet giver den virkelig fuld gas, og hver replik udløser gisp eller højlydt latter. Dette vidner om et enormt potentiale for resten af turnéen, og jeg håber, at kompagniet finder en måde at udnytte det på.

En kvinde forsvinder (The Lady Vanishes) er et godmodigt stykke, frustrerende men indimellem inspireret. Selvom fortællingen snegler sig afsted, delvist pga. karakterernes klichéfyldte natur, bliver den løftet af et godt cast – med fremragende individuelle præstationer – og en forrygende finale.

THE LADY VANISHES UK TOUR