ANMELDELSE: The Only Way Is Downton, Trafalgar Studios ✭✭✭✭✭

Luke Kempner i The Only Way Is Downton The Only Way Is Downton

Trafalgar Studios, efterfulgt af en turné i Storbritannien

16. februar 2014 – Det er sjældent, man kan sige, at en enkelt forestilling i West End er en bedre komedie end de profilerede hits (som for nylig Barking in Essex eller den aktuelle Fortune's Fool), byder på en stærkere hovedrollepræstation end stort set alt andet, der spiller i West End lige nu (hvis man ser bort fra Lesley Manville, Jack Huston, Jude Law eller Tom Hiddleston – og selv da, når man tager kvaliteten af det materiale, der bærer deres præstationer, i betragtning, er det ikke engang sikkert), leverer skarpere satirisk kommentering end Duck House, har mere musikalsk originalitet end Stephen Ward og matcher Perfect Nonsense (i hvert fald Macfadyen/Mangan-versionen) i ren gejst og sprudlende spilleglæde, samtidig med at den er både lårklaskende morsom og subtilt fascinerende. Men det kan man lige nu. For på Trafalgar Studios Downstairs spiller The Only Way Is Downton, et fabelagtigt oneman-show skrevet af og med Luke Kempner i hovedrollen. Kempner er den ægte vare på alle leder og kanter – hans timing er upåklagelig, hans komiske sans fejlfri, hans evne til at parodiere eller indfange essensen af andres arbejde er inspireret og kompromisløs, og hans diktion og stemmemæssige smidighed er dybt imponerende. Læg dertil hans udseende som født til de store hovedroller, og du står – uden tvivl – over for en stjerne. Forestillingens præmis er klog og enkel. Kempner spiller de fleste af hovedkaraktererne fra Downton Abbey i en række sketches, hvor Robert (endnu en gang) har formøblet familiens formue, mens resten af slænget udtænker planer for at tjene penge, redde godset og betale for enkegrevindens forestående bryllup med en teenager. Forretningsplanerne involverer møder med andre britiske tv-ikoner (X Factor, Den Store Bagedyst og mange andre), hvilket giver Kempner rig mulighed for også at parodiere stjerner uden for Downton-universet. I en genial sekvens i anden akt leger Kempner med tanken om Downton The Musical. Det er voldsomt morsomt og overraskende iørefaldende.

Kempner leverer de mest præcise og skarpe portrætter af Mary, Cora, Barrow, Mrs Hughes, Carson, Branson, Mrs Patmore og Miss O'Brien, og der er absolut intet i vejen med hans Robert, Bates, Alfred eller Violet heller. Men hans mest triumferende øjeblikke er som Daisy. Særligt imponerende er måden, hvorpå han glidende skifter fra den ene karakter til den anden uden nogensinde at skabe forvirring og helt uden brug af rekvisitter eller kostumer.

Dette er en vaskeægte tour de force.

Teksten er skarp og særdeles begavet. Den siger faktisk en hel del om den nuværende tilstand i britisk tv og derigennem også om det moderne Storbritannien. Der er utroligt meget at beundre i den indsigt, manuskriptet lægger for dagen.

Hele forestillingen er iscenatsat med sikker hånd af Owen Lewis, og der er virkelig intet at sætte en finger på.

Gå ikke glip af denne suveræne teateroplevelse.