ANMELDELSE: The Phantom Of The Opera, Her Majesty's Theatre London

The Phantom Of The Opera er vendt tilbage til Her Majesty’s Theatre i London. Efter at have set til fra sidelinjen, mens forestillingens to producenter diskuterede fremtiden for Hal Princes roste opsætning, var Douglas Mayo ivrig efter at genbesøge Gengangerens hule på Her Majesty’s Theatre for at se, hvad der var blevet af den "geniale original".

Killian Donnelly og Lucy St Louis i The Phantom Of The Opera. Foto: Johan Persson The Phantom Of The Opera

Her Majesty's Theatre

4 stjerner

Bestil billetter til The Phantom Of The Opera

I løbet af hvad der kun kan beskrives som et år med teatralsk elendighed, blev teaterfans chokerede, da Cameron Mackintosh annoncerede, at The Phantom Of The Opera ikke ville vende tilbage, når Londons teatre genåbnede. Det virkede som om, at det femogtredive år lange og rekordsættende forløb af denne publikumsfavorit ville ende med et klynk.

Men The Phantom Of The Opera genåbnede den 22. juli 2021 på Her Majesty's Theatre, og jeg følte personligt lige dele frygt og håb for, at en forestilling, der har givet mig nogle af mine rigeste teateroplevelser over hele verden, ville dukke op efter nedlukningen klar til at køre i endnu femogtredive år.

Først lidt baggrundshistorie. Andrew Lloyd Webbers The Phantom Of The Opera er i øjeblikket den musical, der har spillet næstlængst i West End, og er den længstspillende musical på Broadway. Oprindeligt instrueret af Hal Prince (Hal instruerede også Evita), koreograferet af Gillian Lynne (som havde stor succes med Cats) og med scenografi og kostumer af Maria Bjornson. Maria var en troldkvinde, der forvandlede den tomme scene (Hals berygtede "black box") og skabte de mest overdådige rammer, hvor denne Phantom kunne drille og terrorisere ejerne og kunstnerne på Opera Populaire.

Det siges, at The Phantom Of The Opera var et hjertebarn for Andrew, og den storslåede produktion røg til tops i teatre verden over. Med tekster af Richard Stilgoe og en ung tekstforfatter ved navn Charles Hart, skabte det kreative team noget magisk, der har overlevet årtierne.

Ensemblet i The Phantom Of the Opera. Foto: Johan Persson

Desværre er Hal, Maria og Gillian her ikke længere, så en ny generation af kreative kræfter er kommet ombord. Den amerikanske instruktør Seth Sklar-Heyn har sammen med Chrissie Cartwright og Matt Kingley genskabt og tilpasset henholdsvis Gillian Lynnes koreografi og Maria Bjornsons scenografi og kostumedesign.

Det var en fornøjelse at se det nye hold kaste sig over denne elskede forestilling. Killian Donnellys Phantom var passende truende og lige dele betaget og besat af sin muse, Christine. Gennem det meste af forestillingen hørte jeg en helt ukendt stemme fra Killian – en smuk, fyldig klang med færre af de utrolige rock-toner, vi ellers kender ham for. "Music Of The Night" var storladet og smuk, hvilket stod i skarp kontrast til den nærgående, seksuelle koreografi, der skaber en ubehagelig spænding, mens Christine er under Phantomens indflydelse. Det er en stærk præstation af en kompleks karakter, der skal gøre indtryk på publikum med minimal tid på scenen, og han lykkes med det.

Lucy St Louis er et frisk pust som Christine Daae; hendes stemme er engel-agtig, mens hun terroriseres og overvåges psykologisk af Phantomen. Med en høj statur og aristokratiske manerer og et strejf af bravur grænser Rhys Whitfields Raoul til det perfekte i forestillingens kærlighedsduet "All I Ask Of You".

Der er bemærkelsesværdige præstationer fra Saori Oda (Carlotta), Matt Harrop (Firmin) og Adam Linstead (Andre). Det var fantastisk at se dem tackle den vokale udfordring i "Prima Donna". Det er et nummer, der kræver naturlig stemmekontrol, skuespilevner og en lydtekniker i absolut topform for at få alle Charles Harts ord tydeligt igennem. Jeg er glad for at kunne sige, at dette var det tætteste, jeg har hørt det på perfektion i mange år.

Francesca Ellis bevarer Mme Girys strenghed og mystik. Hun skræmmer livet af mig indimellem, så uhyggelig er hun. Jeg mener, hvem tager til maskebal klædt ud som sig selv!

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan han har gjort det, men instruktør Seth ser ud til at have genindført den iboende humor og det overordnede drama i produktionen. Det har åbnet op for små komiske øjeblikke, som jeg havde glemt var der, med flere subtile grin fra publikum, end jeg kan huske fra tidligere besøg. Det var også dejligt at se Gillians øjeblikke bag scenen, såsom hendes Degas-lignende ballerinaer, intakte.

Så hvad har ændret sig? Marias oprindelige proscenium-bue er væk, erstattet af en slankere version, der er funktionel, men ser lidt for smart ud. Den verdensberømte lysekrone er ny med et design, der virker mere moderne. Marias fantastiske "Winged Victories", som tronede øverst på buen i tre årtier – hvorfra Phantomen på magisk vis sænkede sig ned i slutningen af "All I Ask Of You" – byder ikke længere på det overraskende twist. Det er en skam!

Killian Donnelly i The Phantom Of The Opera. Foto: Johan Persson

Mange fans vil vide, at hele London-produktionen fra dag ét udnyttede teatrets victorianske scenemaskineri, hvor personalet betjente spil for at løfte lysene op gennem gulvet, mens Phantomen og Christine stiger ned i hans hule. Det er en af de mest teatralske sceneskift i musicalhistorien, og heldigvis er det bevaret, om end jeg har fået fortalt, at det nu er automatiseret. Det er en sand bedrift, at Marias vision forblev stort set intakt i 35 år – det er uhørt.

Produktionen virkede til at have nogle forsinkelser og timing-problemer med det tekniske trylleri, som forhåbentlig kan løses, når forestillingen er spillet varm. Overgangen fra auktionen til Hannibal så ud til at løbe tør for kulisse, da timingen af det omhyggeligt designede draperi med de store borter virkede for hurtig, mens et mærkeligt udseende stykke af den nye bue virkede helt fortabt. I modsætning hertil virkede nedkastningen af lysekronen til at gå i stå og tog ret lang tid om at komme ned efter Phantomens rasende og prangende signal. Marias bevingede sejrsgudinder er nu erstattet af en Pegasus på scenen, som på grund af den måde, den manøvreres på, ser lidt for nussen ud frem for at være bjergtagende.

I alle andre henseender falder tempoet i produktionen aldrig. At se Raouls spring er stadig lige så betagende som altid, og "Masquerade"-nummeret er stadig en imponerende åbning på anden akt. Mick Potters surround-lyd opnår den nødvendige uhyggelige effekt, og Simon Lees orkester gjorde et hæderligt stykke arbejde med at skabe Phantomens storslåede akkompagnement. Men faktum er stadig, at med 14 færre musikere er der en mærkbar forskel. Som elsker af musicals har jeg stor respekt for de musikere, der udgør West Ends orkestre. Efterhånden som orkesterstørrelserne skrumper gennem årene, sørger jeg over tabet af kunstnerne i orkestergravene, især i denne opsætning. Jeg vil aldrig glemme lyden af Phantomens oprindelige orkestrering på omkring 27 mand – dens gennemslagskraft matches kun af den dynamiske ouverture til Love Never Dies, som jeg tvivler på nogensinde vil blive hørt live igen. Det er vores tab!

Jeg havde en Phantom-jomfru med mig den aften, jeg overværede forestillingen, og han elskede produktionen. Jeg har været flittig gæst hos Phantomen i over 30 år og har set forestillingen i London, New York, Sydney, Melbourne og Las Vegas, og jeg har med glæde betalt for mine billetter i de fleste tilfælde. Hvis du ikke har set forestillingen (ja, det er muligt), så tag ind og dan din egen mening. I mange, mange år har jeg været en stor beundrer af vedligeholdelsen af den høje standard i produktionerne verden over, men er mindre virkelig mere? Phantom fungerede altid for mig, fordi det storslåede spektakel komplimenterede materialet perfekt. Men nu er jeg personligt stadig ikke helt overbevist.