ANMELDELSE: Things I Know To Be True, Lyric Hammersmith ✭✭✭✭✭

Ensemblet i Things I Know To Be True. Foto: Manuel Harlan Things I Know To Be True Lyric Hammersmith, derefter på turné

16. september 2016

5 Stjerner Bestil billetter til Things I Know To Be True Der er ingen grund til at pakke tingene ind, når det kommer til denne opsætning, og det vil jeg derfor lade være med.  Den er bjergtagende.  Simpelthen bjergtagende.  Det er sjældent, jeg forlader salen med tårer i øjnene, helt ude af stand til at sætte ord på mine følelser.  Det skyldes ikke blot stykkets klimaks, men ærligt talt selve opbygningen og udførelsen af værket som helhed. Når en forestilling ikke giver mig mulighed for at koble fra, men suger mig ind trods mine forsøg på at tage noter, ved jeg, at jeg er vidne til noget helt særligt.  Og det er præcis, hvad Things I Know To Be True er.  Særlig.

Things I Know To Be True er en samproduktion mellem Frantic Assembly og State Theatre Company of South Australia, og de kunstneriske ledere fra hvert selskab (henholdsvis Scott Graham og Geordie Brookman) har delt instruktørposten.  Forestillingen havde premiere i Adelaide tidligere i år, hvor stykket udspiller sig, og selvom produktionen har krydset kontinenter og castet er skiftet ud, er rammen den samme.  Selvom der benyttes britiske skuespillere til denne del af spilleperioden, er alle geografiske referencer bevaret.  Man har valgt at lade de medvirkende tale med britisk accent, hvilket medvirker til en udviskning af stedets betydning og understreger det universelle i de temaer, vi møder, så det føles mere nærværende og personligt for det hjemlige publikum.

I løbet af aftenen ser vi et år i familien Prices hjem udfolde sig, og det viser sig at blive et turbulent år, da forældrenes ambitioner for deres børn brister, og hvert af børnene efter tur må vælge at gå deres egne veje og tage de dertilhørende konsekvenser.  Forestillingen åbner med en bar scene, hvor al teatralitet er lagt blottet.  Det eneste, der fylder rummet, er et væld af pendellamper, der bruges fejlfrit til at forstærke historien (både scenografi og lys er slående designet af Geoff Cobham).  Gradvist gennem forestillingen opbygger ensemblet langsomt baghaven, mens familien navigerer i deres valgte livsveje.  Selvom hvert barns rejse kan virke overdrevet dramatisk, når de ses side om side – én med knust hjerte, én der forlader sin mand, én der kæmper med sin identitet, og en anden involveret i ulovligheder – gør ensemblets dedikation dem fuldstændig troværdige.

Castet er utroligt stærkt og udnytter hvert subtile øjeblik af humor eller patos, som Andrew Bovell så mesterligt har skrevet.  Mens de navigerer gennem direkte henvendelser til publikum, forhøjede fysiske metaforer og mere naturalistisk spil, bliver stykkets komik – og tragedie – perfekt forløst af ensemblets selvsikre, karismatiske og dygtige tilgang.  Der dvæles aldrig unødigt – tempoet er den bærende kraft – og de mindre lykkelige stunder føles aldrig unødigt sentimentale, men er altid drevet af karaktererne.  Rosie, den yngste af børnene, bliver vidunderligt levendegjort af Kirsty Oswald, og selvom hendes rejse kan ses som den mindst dramatiske af søskendeflokkens, fungerer hun som en slags rygrad i stykket, enten som deltager eller observatør.  Hendes direkte henvendelser til publikum rammer plet og er utroligt charmerende.  Efterhånden som hver karakter nærmer sig sine store beslutninger, får de mulighed for at skabe kontakt til salen, og som de gør det, bliver vi trukket længere og længere ind.  Fran er en naturkraft som familiens matriark, og hendes situation, præget stærkt af Imogen Stubbs, er næsten for smertefuld at være vidne til, når vi ser en mor kæmpe for at kommunikere åbent med sine børn.  Det er virkelig en pragtpræstation.  Hendes pensionerede mand, Bob (Ewan Stewart), er den perfekte modspiller i enhver forstand gennem både lys og mørke, mens den ene bombe efter den anden sprænger under dem.

Det fysiske udtryk er smukt vævet sammen med plottet,算 sceneskiftene, karakterernes dialog, deres drømme og deres ambitioner.  Det besidder en lyrisk, drømmeagtig kvalitet, der udtrykker karakterernes inderste ønsker – og det virker utroligt følelsesladet.  At se karakterer blive kærtegnet af løsrevne hænder, mens de mindes et tidligere møde med en elsker, eller se dem løftet højt over hovedhøjde, mens deres længsler bobler op til overfladen, føles helt essentielt i de øjeblikke, hvor ord ikke længere slår til.  Men som med meget af forestillingen bruges disse fysiske greb på mange måder og er krydret med humor: fra elegante, glidende møbel-sceneskift til lettere abstrakte reaktioner fra børnene, der lytter til deres forældre genfortælle, hvordan en af dem blev undfanget.

Dette er med til at gøre forestillingen til så stor en succes.  Med et emne, der så let kunne kamme over i sentimentalitet, er det brillant konstrueret, så det hele tiden undgår den faldgrube.  Andrew Bovell undgår behændigt denne alt for lette fristelse, og selv i de dybeste øjeblikke af alvor og følelse er humoren aldrig langt væk, hvilket gør hele oplevelsen endnu mere gribende, og castet stråler kollektivt i deres dedikation til historien.  Dialogens rytme og indhold giver os en stærk følelse af fællesskab og i sidste ende familie, hvilket gør den følelsesmæssige rutsjebanetur endnu mere intens.  Den tragiske uundgåelighed i scener som Pips (Natalie Casey) eller Marks (fremragende portrætteret af Matthew Barker) sammenstød med deres mor bliver derved kun endnu mere rørerende.

Familier er komplicerede og rodede, men ikke desto mindre kan familiedramaer, når de fanges rigtigt, være enormt rørende.  Uanset vores baggrund har vi alle stærke følelser omkring begrebet 'familie', og de bånd stikker som regel dybt.  Brookman og Graham har vækket Bovells i forvejen vitale historie til live på en måde, så skuespillernes præstationer for alvor letter.  Jeg vil vædde på, at du ikke kan undgå at blive bevæget.  Dette er kort sagt en forrygende forestilling med universel appel.  Alt hvad jeg kan sige er: afsted!  Du vil ikke blive skuffet.

BESTIL BILLETTER TIL THINGS I KNOW TO BE TRUE