ANMELDELSE: Tickle the musical, King's Head Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Tickle, en ny musical om den mærkværdige verden for udholdenhedskildring, som lige nu spiller på King's Head Theatre i London.

Ensemblet i musicalen Tickle. Tickle

16. oktober 2019

King's Head Theatre

3 stjerner

BESTIL BILLETTER[/thrive_2step

Chris Burgess er en dygtig og talentfuld sangskriver og en af landets fremmeste eksponenter for revygenren, hvilket placerer ham i en eksklusiv klub. Revy er en notorisk svær disciplin, hvor succes afhænger af evnen til at skabe selvstændige øjeblikke, der bindes sammen af et overordnet tema, men som stadig fungerer hver for sig.

Ben Brooker og James McDowell i musicalen Tickle.

Det er netop denne revy-erfaring, der gør ham mindre egnet til at skrive narrativ musical-dramatik. Jeg har set flere af hans historiebårne musicalkomedier, men han har endnu ikke overbevist mig om, at han mestrer formatet ligeså godt som revyen. Denne nyeste produktion fra Lambco Productions om det besynderlige miljø for 'Competitive Endurance Tickling' er desværre ingen undtagelse.

Løst baseret på den succesfulde newzealandske dokumentarfilm 'Tickled' fra 2016, dropper denne 75 minutter lange forestilling filmens dokumentariske format og mørke thriller-elementer. I stedet får vi fortællingen om to unge mænd, der bliver hvirvlet ind i den bizarre og hidtil usynlige verden, hvor man forsøger at få andre mænd til at grine – ikke med vittigheder, men ved at bearbejde deres kroppe med fingre eller fjer. De homoerotiske undertoner bliver benægtet hårdnakket af arrangørerne, der lader som om, det hele er fuldstændig uskyldigt. Det er en sær historie, der indledningsvist behandles meget bogstaveligt, hvilket fører til nogle ret voldsomme genreskift, når de mere kulørte karakterer træder ind på scenen.

Richard Watkins og Amy Sutton.

Efter det udmærkede åbningsnummer 'Drab Town', der lyder som en blanding af Sondheim og Urinetown, skifter tonelejet med den smukke duet 'Beautiful'. Her viser Burgess sig fra sin allerbedste side; hvis han udelukkende skrev sange af denne kvalitet, ville han være verdenskendt. Men så lander vi i den overgearede 'It's Not Gay', hvor vi møder Burgess' største svaghed: alt for teksttunge passager. Selv i den intime akustik på King's Head Pub Theatre, med præcist akkompagnement fra kapelmester David Eaton, kæmper det talentfulde cast en brav kamp med at få de mange stavelser over læberne. Selvom man kan skrive hurtige passager – som Sondheim ofte gør – kræver det en ekstrem præcision i valg af konsonanter og vokaler. De bedste 'patter songs' er ofte narrative svinkeærinder; her er de fyldt med vigtig handling, hvilket gør det svært for publikum at følge med i frygt for at gå glip af plotpointer.

James McDowell og Ben Brooker.

Ben Brooker (som Callum) og James McDowell (som den heteroseksuelle Chris) kæmper synligt for at få vejret i de sværeste passager. Det samme gælder Amy Sutton i rollen som skurken Davina Diamond. Man må tage hatten af for deres indsats, men det er en hård kamp. Richard Watkins' drag-karakter, Tina Tickle, klarer sig bedre med mere melodidrevne shownumre, herunder det herlige slutnummer 'What Would Julie Andrews Do?'. Watkins har dog sine egne udfordringer med de meget høje toner, der ligger lige over hans naturlige rækkevidde.

Det undrer mig, hvorfor man i en helt ny forestilling vælger at eksponere sit cast for så svære tekniske udfordringer. Jeg har svært ved at tro, at hverken kapelmesteren eller instruktør Robert McWhir ikke har foreslået rettelser undervejs for at tilpasse materialet til skuespillernes stemmer.

Når det er sagt, er forestillingen flot lyssat, og finalen byder på fin koreografi af Sam Spencer-Lane. Scenografien er minimalistisk, da den deler plads med en anden forestilling, men kostumerne er tidssvarende og rige på fjer. Jeg havde en ven med, som ikke normalt ser musicals, og han nød det. De mere kritiske øjne vil dog nok finde visse dele af forestillingen svære at sluge.

Spiller indtil 26. oktober 2019 på King's Head Theatre